The Chariot

Så står jeg her igen. Overfor min evige fjende. Min evige udfordring. Følelsen af at være fanget. Følelsen af at være magtesløs. Følelsen af at være fængslet. Skakmat. Uden muligheder.

Og jeg har kastet mig rasende og frustreret mod tremmerne igen og igen og igen. Jeg har flygtet. Hovedkulds maset mig gennem sumpens mørke vand med glammende, blodtørstige sporhunde i hælene. Jeg har vendt dem ryggen, jeg har ignoreret dem, været lige glad indtil jeg blev følelsesløs og tom og apatisk. Jeg har kastet mig i sommerens arme med kun en tynd sommerjakke og et løfte om at indtage alt, hvad der mødte mig af rusmidler og feststemt kærlighed og koncertvibes.

Lev stærkt. Dø ung. Vær ansvarlig. Og klog. Planlæg. Eksekvér. Frem og tilbage i evig pendulering. Universitetsuddannelse og festrus. Karrierestræben og tømmermænd. Holde krampagtigt fast og give slip på alt. Selv på fornemmelsen for op og ned.

Hver gang jeg troede, jeg havde bevæget mig fremad, var jeg tilbage ved start. Tvivl. Usikkerhed. Ensomhed. Hvorfor blive ved? Hvorfor ikke bare give op? Hvorfor give op? Hvorfor ikke blive ved? Det er det eneste, jeg kan.

Og nu står jeg i min stridsvogn. Tremmerne er sprængt. Krænget til siden. Kraftesløse. Mine heste er stærke. Sort og hvid. Jeg står rank. Jeg har overblik over slagmarken. Men slaget er slut. Min indre kamp er vundet. For denne gang. For hver gang jeg sejrer, bliver jeg stærkere. Fjenden bliver svagere. Jeg kender snart alle dens tricks. Alle dens ansigter. Alle dens fælder. Jeg har set det hele. Mange gange. Og det rører mig ikke længere. Kan ikke nå mig her i min stridsvogn.

Hestene fnyser, så det damper ud af deres næsebor. Knogler knaser under hjulene, mens jeg i triumf indtager fjendens land. Det her er mit territorium nu. Og jeg tror, jeg planter tusindfryd og syrenbuske mellem kranier og bøjede sværd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *