Udgivet den

Jeg Går Igennem Mit Indres Krigshærgede Landskab

Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab.
Øde lagt i ruin er.

Langsomme skridt tilbage ad min egen historie.
Min krop kender de her steder. Min krop kender de her rum og gader.
Og min krop overgiver sig til det kendte. For det er nu engang dét, den kender. For, hvor ubehageligt og grimt og farligt, det end er, så er det dét, som kroppen kender som hjem.

Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab, mens jeg husker.
Husker dét, som aldrig var blevet glemt, men som alligevel havde lagt sig til ro under overfladen. Nu husker jeg det, mens jeg gennemlever det nok en gang.

Jeg husker så tydeligt de natmørke rum, hvor jeg lå søvnløs.
Udmattet ind til knoglerne, men med en hjerne, der ikke kunne slukkes. Så mange tanker, så mange bekymringer, så meget at være nervøs for, så mange forsøg på at regne en løsning ud. Den ene tankehvirvel gled ubesværet ind i den næste tankehvirvel. Og de drejede og drejede hele natten lydløst rundt under det natfarvede loft.

Jeg husker tydeligt og endnu engang, hvordan kroppen blev skarp og kantet, mens et blåhvidt tæppe af elektricitet blev rullet ud under huden. Og lige under huden sitrede og dirrede det af skarp elektricitet, mens nervesystemet kortsluttede.

Jeg husker hovedpinen. Hovedpinen, som har været væk længe, men som engang var hyppig gæst. Hovedpine i hele kroppen. Hovedpine ned i nakken og skuldrene. Hovedpine ud i armene, ned i lænden og helt ud i tæerne.

Jeg husker trætheden. Og den evige følelse af, at være bagud. Jeg husker tungheden om morgenen. Hvordan jeg kunne observere de digitale minutter på vækkeuret tælle op og op og op.
“Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver at bevæge mig. Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver eksistere eller gøre.”
“Du kommer for sent. Du kommer for sent. Du kommer for sent.” Tikkede minutterne køligt og let spottende.

Selv om kroppen er tung og smertende, fortsætter jeg stadig frem igennem mit krigshærgede indre. For her er ingen udvej? Er her en vej ud? Jeg kender ingen anden vej end at fortsætte fremad. Bare en dag mere. Og en mere. Måske når jeg denne gang ud på den anden side.

Jeg husker, hvordan jeg glemmer. Glemmer ord, glemmer navne. Blanke, tomme huller i hjernen, hvor der før var ord. Så er det da lidt fred og ro bare her.

Jeg husker, hvordan kroppen desperat forsøger at råbe mig op, få mig til at stoppe, få mig til at give slip, få mig til at fralægge mig ansvaret og alle byrderne. Inden jeg styrter ud over den skarpe klippe. Kroppen sætter nerver i klemme og nerver på hold. Stive lemmer. Smerter. Desperate råb fra en krop.

Jeg husker kvalmen og den knugende knude i maven. Alting snører sig sammen om en indre beholder, der for længst er fyldt, der for længst er blevet for lille til at rumme det alt sammen, der for længst er flydt over. Og jeg husker tårerne. Gråden, der sidder fast i halsen, tårerne, der presser på bag øjnene. En enkelt lille dråbe mere, et ord, en hentydning, og det hele flyder over, bryder hulkende sammen og ud. Efterlader kroppen i et kollapset, rystende, snøftende, vådt sammenbrud.

Alle de ting husker jeg endnu engang så tydeligt, mens jeg igen bevæger mig igennem mit indre stress-hærgede landskab. Nye bombekratere ved siden af gamle bombekratere. Det tager år før de er væk. Gamle ruiner og nye ruiner. Mindesmærker over alt det, som ødelagde og lagde øde.

Jeg er overrasket og skræmt over, hvor hurtigt og let, kroppen fandt tilbage til disse egne, som jeg troede, jeg havde lagt bag mig. Hvor hurtigt og let, kroppen fandt de rum og veje, som før var hele vores verden. Og jeg har grædt ved tanken om, at jeg havde lovet kroppen, at her skulle vi aldrig hen igen. Et løfte, jeg ikke kunne holde.

Men nu kender kroppen også et nyt sted. Nu ved vi, at det findes. For vi har været der før. Ja, faktisk kom vi lige derfra. Og endnu engang begiver Kroppen og jeg mig på vandring mod Indre Ro. Det forjættede land med blid musik, bløde, drivende skyer, og den drømmende lyd af fjern latter. Og denne gang skal vi ikke famle os frem i blinde, vi kan følge den sti, som vi har trådt før.

Udgivet den

Hvis Bare Jeg Var Et Træ

Det blæser fra øst. Det har det gjort en del i år.
Det er ikke nye vinde. Det er store, ældgamle vinde. Det er ikke friske vinde. De er knastørre og hvide.

Jeg kigger på træerne med deres vinkende grene og alt for tidlige efterårsblade. Min første indskydelse er at sige, at de kæmper. Men det gør de ikke. De står bare. Er bare.
Det er bare vind og sol og tørke. På et tidspunkt kommer regn og mørke og kulde. Det er bare. Og vi har brug for det hele.

Så de står bare. Træerne. De gør ikke noget. Lader bare deres grene og blade løfte og bevæges og bølge af vinden.

Og jeg er træt i dag. Det er blevet mit mantra. Mit valgord. Jeg er træt. I dag. Igen i dag. For altid. Træt. Og jeg er træt af at være træt. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. For jeg er for træt.

Hvis bare jeg var et træ. Så vidste jeg, hvad jeg skulle. Jeg kendte min plads i verden. Jeg kendte mit formål. Og selv om der kom hårde tider med udtørrende sol og vind, der gjorde mine blade gule før tid og fik min bark til at rynke og strammes, så ville jeg kunne stå helt roligt. For jeg ville vide, at når tørken engang holdt op igen, så ville der komme regn. Og så kunne jeg igen koncentrere mig om mit formål her i livet; At være et træ.

At sætte nye skud, folde blade og blomster ud, stå stolt hele sommeren, mens fugle og insekter summede omkring mig, lade blomster på magisk vis udfolde sig som frugter, lade dem blive modne og forlade mig, lade den begyndende efterårskulde trække den sidste saft ud af mine blade, så de flammede op i et sidste spektakulært show, inden jeg lod dem drysse til jorden, så jeg var klar til at tage vinterens snedyne over mig i dvalen.

Det ville være alt det. Og bare det. Og igen og igen. Men uden jeg ville have brug for at udvikle mig, opfinde nye opgaver, tilegne mig nye kompetencer, skifte spor.

Men jeg står her. Jeg er ikke noget træ. Jeg er et menneske, der står med bare tæer i det tørre græs og vinden flående i mit tøj og i tårerne i mine øjenkroge. Og jeg kender ikke mit formål. Jeg har absolut ingen idé om, hvornår jeg skal folde mine blade ud, eller hvordan jeg skal forvandle blomster til saftige frugter.

Jeg ved ingenting. Jeg ved kun, at jeg ikke kan blive stående stille for evigt. Jeg ved dog ikke, hvilken vej eller bevægelse, der er den næste. Alle veje og handlinger, jeg har forsøgt indtil nu, har kun ført mig herhen. Tilbage i store, snørklede buer til tvivl. Og træthed. Til tørre, vinde og koldt solskin. Til den flade bagside af barndomsminder.

Så nu står jeg her. Hvis bare jeg var et træ. Så kunne jeg blive stående.

Udgivet den

Forventningsbananfluer

Skal du egentlig ikke poste et Instagram-opslag hver dag? Skal du egentlig ikke skrive nogle flere blogindlæg? Skal du egentlig ikke lave nogle videoer? Skal du egentlig ikke have flere følgere og flere likes? Forventninger. De svæver omkring mit hoved som små fluer. Hvor kommer de fra? Kommer de udefra? Eller har jeg selv skabt dem?

Jeg tror, de opstår udefra. Dannes af tynde tanketråde af lavt selvværd, misundelse og grådighed, der svæver over vores hoveder. Det tyknes som tåger, der daler ned i mit sind, hvorfra det så materialiserer sig ud i verden. Som bananfluer. Materialiserer sig og opstår ud af ingenting. Mens jeg forlader stuen et øjeblik i dagdrømme. Svæver ud af vinduet, danser med træerne, ler med fuglene. Når jeg vender tilbage, så er de der. Først lægger jeg ikke mærke til dem. Men hvis jeg stopper op et øjeblik, kan jeg se de små, sorte prikker, der vifler omkring.

Forventningsbananfluer. De svirrer omkring mit hoved, som om de bliver tiltrukket af den gnistrende elektricitet fra mit ego.

Skal du egentlig ikke gøre noget mere? Få et job? En karriere? Succes? Skal du egentlig ikke gå på arbejde hver dag kl. 8? Skal du egentlig ikke have malet færdigt? Ryddet op? Tørret støv af? Skal du egentlig ikke til at spise sundere? Bevæge dig noget mere? Lave yoga? Løbe? Komme i form?

Jeg kigger lidt på fluerne. Deres skingre, hvislende stemmer er ikke særligt høje, faktisk næsten uhørlige, men de skærer i mit hoved. Med deres små bitte, skarpe savstemmer saver og saver de løs. Skal du egentlig ikke til at have gjort noget ved alting og få styr på det hele? Skriger en ekstra stor forventningsspyflue.

Jeg kigger den direkte i øjnene. Hvorfor? Hvorfor skal jeg egentlig det?

Fluerne stopper op mit i luften. Som om tiden frøs. Et øjeblik. Ja, hvorfor? Hvorfor, hvorfor? Men skal du ikke…. En slukøret stemning får fluerne til at bevæge sig langsommere. Tænk engang, at fluer kan blive slukørede. Jeg vender mig væk fra dem. Børster deres spørgsmål af mine skuldre. De drysser ned på gulvet. Men burde du ikke støvsuge? svirrer en flue forventningsfuldt.

Jeg åbner et vindue. Det er en smuk morgen i dag. Solen har besluttet, at det er dens dag, og dens stråler ligger allerede ud over hele landet. Himlen er forhåbningsblå. Jeg vifter forventningsfluerne ud af vinduet. Ud i den kolde, klare luft. Op i den blå himmel. En række gæs flyver forbi. Jeg tror, fluerne bliver fanget i deres slipstrøm og hvirvlet med ud over markerne.

Udgivet den

En god dag at holde syg på

Solskin. Og en lille, død fugl i min frosne græsplæne. En lille bitte gråmejse. Jeg havde nær trådt på den, da jeg hang dynerne ud på tørrestativet til en omgang frisk luft og solskin. Jeg sad et øjeblik hos den lille bitte fugl. Så fin og blød. Stakkels ven. God rejse videre og tak for denne gang. Gråmejser lever i par.

Jeg har en lang mandags-to do-liste. Men jeg har også sygdom i min krop. Ondt i halsen, hoste og svage lemmer, mens kroppen gør det, en krop nu engang gør ved sygdom. Det er længe siden, jeg har været syg. Det er lidt som at besøge sin barndoms forlystelsespark og ud af minder og ren nostalgi sætte sig op i en gammel, knirkende karrusel. Man husker turen og beruselsen. Og i starten er genkendelsen rar. Spændende. Som det var engang. Men da man stiger ud af vognen efter endt tur, trækker man bare på skuldrene. En karrusel som alle andre. Bare endnu en tur rundt og rundt. Ikke noget særligt. Bare lidt rustent tidspild. Den tur har vi taget så mange gange siden. Og vi forlader forlystelsesparken, nu et glitrende barndomsminde fattigere.

Min mandags-to do-liste hopper entusiastisk. Jeg ryster på hovedet. Man skal huske at ære, når man er syg. Jeg har talt med Chefen, og Chefen er enig. Sygdom er hellig. Selv om man i vores samfund hurtigt kan forvanske hellighed og gøre det til et middel for kontrol og magt og frygt.

Jeg har dog ikke brug for hverken magt eller frygt. Jeg har bare brug for ro. Jeg overvejer en gåtur i solskinnet, men min krop afviser forslaget som for ambitiøst. Det blæser også. Dynerne blafrer på tørrestativet. De har travlt. Dynerne. Med at blafre. Hvor ser det egentlig meningsfuldt ud, som de løfter og sænker sig og får tørrestativet til at dreje rundt. At blafre. Måske ville jeg være god til at blafre. Det virker i hvert fald mere meningsfyldt end nogle af de jobbeskrivelser, jeg har læst i jobannoncer på det seneste. Måske skal jeg skrive det på mit CV. “God til at blafre.”

Ikke at forveksle med “blaffe”. Det er en helt anden historie til en anden slags dag.
I dag er en dag med endeløs blå himmel. Jeg holder syg, og det ærer jeg ved at lægge mig på sofaen og holde øje med himlen. Der kommer nok snart nogle skyer forbi.

Udgivet den

Storm og Forfædres Genfærd

Det er længe siden, jeg har følt nærværet fra mine forfædre. Mærket det mørke, men trygge pust fra deres små stuer. Måske er det fordi, jeg er så rodløs for tiden. Måske strækker min sjæl sig ikke langt nok ned gennem tids-lagene til at ramme deres nerve. Måske er mit fokus bare et andet sted. Måske. Måske.

Men når jeg nu ligger her på gulvet i min stue. I mørket. Med vinden susende om hushjørnerne. Så kan jeg mærke, hvordan mine sjælsrødder søger nedad. Ned gennem gulvet. Ned gennem den tunge, våde jord. Ned gennem tidens lag. Strækker sig bagud. Griber efter mine forfædres genfærd, så de rejser sig nok engang. Rejser sig i blæsten derude. Står stærke på rækker. Spejder ind gennem vinduerne. Skriger i de pibende vinde.

Det er som om, noget har ændret sig. Det er ikke længere, de tyste skygger, som jeg plejede at besøge, der står derude. De er stadig stærke, men de er ikke stumme. De er stadig udholdende, men de er ikke passive. Deres blikke er hævede. Og deres stemmer insisterende. Jeg har vækket nogle forfædre, som skal hjælpe mig videre herfra, hvor jeg står. For hvis jeg skal videre herfra, har jeg brug for at vokse. Og for at vokse, har jeg brug for at strække mine rødder endnu længere ned. Gribe om grundfjeldet for stabilitet og styrke. Suge næring fra Kambrium.

Jeg mærker æternes storhed suse gennem mig. Et øjeblik. Historiens heroiske vingesus. Så er jeg igen bare lige her. Med blæsten, der hiver i træernes grene og kulden, der kryber hen over gulvet. De hviskende stemmer, der minder mig om mine halvt færdige historier og eventyr.

Det er egentlig sjovt. Jeg har vel egentlig aldrig haft så meget tid til at skrive som nu. Men det sidste års tid har jeg nærmest ikke skrevet. Og jeg er begyndt at føle en indre længsel. En hjemve, der gnaver hulkende i min sjæl. Men jeg tøver. Jeg sætter mig ikke med min computer og skriver. Jeg finder på undskyldninger for at lade være. Finder på andre ting at gøre.

For jeg er bange. Bange for at forfølge mine drømme. Bange for…. skuffelse. Hvad hvis jeg forsøger og fejler? Hvad hvis jeg opdager, at det slet ikke var dét? Hvad hvis jeg stiller mig frem i lyset og skuffer? Hvad hvis jeg skuffer mig selv?

Og jeg er blevet skuffet mange gange i livet. Livet er fandme ikke dét, de reklamerede så flot med i deres glittede brochurer, da jeg købte billet. Men jeg er også færdig med at lade frygten holde mig tilbage. For det er livet alligevel for fedt til. Jeg kommer med garanti til at gå rundt om mig selv og den varme grød mange gange endnu. Hvileløse dage vandrende fra vindue til vindue, mens jeg drømmer om at gøre det, som jeg ikke gør. Men tiden er min. Jeg når det i min egen tid.

Udgivet den

Fra Mørke og Stilhed. Mens Vi Venter på Storm.

Lige nu er der mørkt og stille udenfor. I går blæste det. I morgen har de lovet storm. Men lige nu er der mørkt og stille. Himlen holder vejret, holder pause, samler sine vinde. Sammentrækning. Inden ekspansion.

Jeg flyder så hurtigt mellem sammentrækning og ekspansion, at jeg ikke længere kan skelne mellem ud og ind. Det føles mere som et spiralerende loop, der vender vrangen ud på mit indre. Vender mig op og ned. Og så sidder jeg bare her. Igen. Er det egentlig virkeligt noget af det? Betyder det egentlig noget?

Det ene øjeblik har jeg så mange ord inden i mig. Så mange erfaringer, eventyr og sandheder, som jeg vil dele med verden. Men de snubler hele tiden over hinanden. Binder knude på sig selv, looper i spiraler. Ind og ud. Vender vrangen ind på hinanden. Taber ord og betydning. Er det overhovedet vigtigt? For andre end mig? Og mistede det egentlig ikke sin betydning for fem minutter siden?

Og så sidder jeg her. Igen. Tom for ord. Tom for alting. Med et brusende, mudret, altomfattende kaos indeni mig. Jeg har været her før. Jeg er her altid. Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte, når der ikke findes nogen begyndelse eller nogen ende?

Så jeg griber den nemme løsning. Jeg gør ingenting. Jeg lader ord og tørre blade hvirvle hjemløst rundt i mit hoved. Lader dem suse ud gennem ørerne uden en trækning. Ignorerer deres tur rundt i stuen, og lader dem ubemærket sive langsomt ud under døren.

Men jeg kan høre dem om natten. Igennem mine drømme-tågeslør hvisker de, mens de flyver forbi mine vinduer. Kalder. Puster længselsstøv i mine øjenkroge.
Jeg ved ikke, hvad det betyder. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med ordene. Men jeg har også en tendens til helst at ville starte med toppen. Begynde med slutningen. Give konklusionen og facit, inden vi overhovedet har kigget på, hvad vi har med at gøre. Fordi, det ville da være det nemmeste. Fordi, hvem gider hele den lange vej fra start? Jeg kigger fortabt ud i mørket. Tre gadelamper peger ud i den sorte nat. Hvordan skal jeg kunne overskue at starte med begyndelsen, når jeg ikke engang ved, hvor jeg skal gå hen?

Så jeg sidder her. Stille. Måske en smule paralyseret. Med behovet for at gøre verden til et bedre sted. Jeg har det hele indeni. Et smukt, fredeligt, retfærdigt, bæredygtigt, rigt samfund. Men jeg er ude af stand til at se begyndelsen. Kun enden. Og vejen til enden går gennem begyndelsen.

Her er kun mørke og stilhed. Mens vi venter på storm.

Udgivet den

Mandag morgen i et nyt år under en ny måne

Jeg starter mandag morgen i det nye år langsomt op. Mandag morgen under Stenbukkens nymåne. Alting emmer af ny energi. Ny start. Jeg strækker mig i sengen. Strækker mig sammen med morgenbrisen, der får gardinet til at vinke og bærer morgenlyde af hanegal og motorvej med sig ind til mig.

Jeg starter mandag morgen langsomt. Mens jeg børster tænder trommer regnen ivrigt på ruden. Da jeg laver te i køkkenet, er regnen draget videre. Den har ting, den skal nå. Ting, den skal udrette. Jeg har også ting, jeg gerne vil nå. Ting, jeg gerne vil udrette. Og jeg mærker forventning boble i min mave. Himlens grå farve har nuancer af optimisme. Måske kigger solen frem i dag. Måske.

Jeg lufter ud i stuen og rydder op. Jeg fylder foder op til fuglene ude i træet. Temperaturen er mild for en januarmorgen. Optimistisk. Jeg nyder verden omkring mig. Nipper til min te, mens jeg fra det åbne vindue byder de første gæster velkommen i fuglefoderrestauranten. Musvit og bogfinke. Solsorten venter tålmodigt på jorden på de kerner, de andre smider ned.

Langsom mandag morgen med tusinde visioner og planer. Men jeg har ikke travlt. Jeg har bare passion. Jeg lander igen efter juledagenes limbo. Jeg overgav mig fuldstændigt til juleferiens udflydende substans. Det er nemmere at flyde med end at kæmpe imod. Dagene mellem jul og nytår er altid udenfor nummer. Uden datostempel og tid. De er en opløsning af tid. De er mad og slik, familie, sofa og tv. De er mørke og kulde og venten. Og søvn. Og jeg flød med og lod mig gå i opløsning. Herfra kan jeg samles igen.

Mandag morgen. Et nyt år. En ny måne. En ny verden. Herfra kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg kan skabe og bygge. Jeg kan lege og male. Jeg kan drømme stort og fortælle eventyr indtil de manifesterer sig i ægte kød og blod, sten og jord.

Jeg lukker vinduet igen. Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke holder fast på mig selv, risikerer jeg at svæve væk. Let svimmel lukker jeg øjnene og sender mine tanker og rødder ned mod jorden. Jeg ved endnu ikke, hvem jeg er, eller hvor jeg er. Måske er jeg bare mig. Måske er det alt, jeg behøver at være. Måske er det bare herfra, jeg starter.

Langsom mandag morgen i en helt ny begyndelse. Te og stille, atmosfærisk morgenjazz. Den grå himmel smiler kækt med en vind, der bevæger de tynde vinterblade mod ruden. Skraldebilen tømmer klirrende de tomme nytårsflasker og ræser videre. Jeg sætter mig foran computeren. Jeg har meget, jeg gerne vil skabe. Meget, jeg gerne vil udrette.

Udgivet den

At Slå Rødder Mellem Vinteraftener

For tiden er der mest bare mørke vinteraftener. Den ene vinteraften afløser den anden. Mørke. Mørke, når jeg kigger ud af mine vinduer. Og det gør jeg meget. Vandrer fra det ene til det næste. Kigger ud. Ud i mørket. Jeg vandrer videre til det næste vindue, og snart er det aften igen.

En gang imellem afløses aftenerne af grå vinterdage. Langsomt bliver det mørke morgengrå lysere. Men det bliver aldrig rigtig lyst, før det begynder at falme hen i mørkegrå skygger igen. Lange, mørke vinteraftener. Korte, grå vinterdage.

Og jeg vandrer. Fra vindue til vindue. Fra rum til rum. Og nu har jeg mange flere rum at vandre igennem. Og mange flere vinduer at kigge ud af. Og jeg har en meget større horisont at spejde ud over. Himlen åbner sig op, op, op fra de skrå tagvinduer. Marker og skove bag de lave huse. Jeg vinker til træerne ude i min have. De ser så små ud i deres nøgne søvn. Jeg husker dem som meget større, da jeg første gang mødte dem i deres sommerpragt. “Når foråret kommer, så kommer jeg ud og hører jeres historier,” hvisker jeg til dem.

Jeg vandrer videre til næste vindue. Der er fuld af liv ved fuglefoderautomaten. Gråspurve, musvitter, blåmejser, bogfinker og spætmejse. På jorden samler solsorte og husskader op, hvad de andre lader falder. De ender som små, fede kugler med vinger sådan som de æder. Men det er en fest at kigge på. Her står jeg, til lyset igen begynder at svinde og vinteraftenen falder på. I dag har solen været på visit. Den har trukket sorte, skarpe skygger mellem træerne. Nu kaster den en ultraviolet, vibrerende linje hen over horisonten, inden…

Vinteraften. Den første sitrende aftenstjerne synger sin solosang over kirken. Ellers er her stille. Alt sover. Vintersøvn. Om lidt følger de andre stjerner efter. Og i nat vandrer månen stor og fuld over himlen. Hun kaster sit kolde, magiske lys ind ad mine vinduer. Gad vide, hvad hun leder efter? Måske spejder hun efter fortabte sjæle, der hænger fast under loftsbjælkerne i soveværelset. Det knirker og knager. Måske er det frosten, der bider i husets vægge. Måske er det sjælene, der strækker sig efter månens lys og prøver at gøre sig fri af de gamle bjælkers lænker.

Jeg vandrer stadig rundt i mit nye hjem. Fra rum til rum. Fra vindue til vindue. Ikke rastløst. Ikke uroligt. Jeg tror ikke, jeg er en af de fortabte sjæle. Jeg føler ro. Glæde og taknemmelighed. Jeg føler fred. Jeg tror, jeg er kommet hjem. Jeg har bare ikke slået rødder endnu. Så jeg vandrer rundt. Strækker mine rødder ind i sprækkerne i gulvet og bag væggene i hvert rum. Mærker. Mærker husets sjæl. Fornemmer byens sind. Opdager at markernes og skovenes historie allerede findes i mine celler. Vokser ind i og sammen med mit nye hjem. Lader mine rødder søge dybt. Lader mit hjerte åbne sig og min magi blande sig med skovens melodi. Jeg troede aldrig, jeg havde været her før, men det er her, jeg kommer fra.

Månen sender sit kolde, klare lys ind på mit ansigt, når jeg vender det mod skråvinduet på min natlige vandring rundt i mit nye hjem. Lydløst hvisker hun ældgamle hemmeligheder til mig, kysser mig på panden og sender mig tilbage ind under dynernes drømmelandskab igen.

Udgivet den

En vandretur 7 generationer tilbage i tid

Forleden vandrede jeg 7 generationer tilbage i tiden.
Jeg stod midt på mit stuegulv, lukkede øjnene og spejdede tilbage. Tilbage i tid. Tilbage igennem rækkerne. Tilbage i levet liv.

De første jeg fik øje på, var mine forældre. De smilede til mig og rakte hænderne frem. Så jeg tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Tilbage til deres ungdom, deres barndom. De stillede sig ved siden af mig, og vi kiggede tilbage i tiden.

Her stod min mormor og morfar. De smilede og rakte hænderne frem mod os. Vi tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Gennem deres liv. Deres tid. En tid med krig. Jeg søgte i min krop efter følelsen af, hvordan det var at leve under en krig. Dybt i mine celler lyste en impuls op. Et minde. Gemt i min DNA. De stillede sig ved siden af os, og vi spejdede frem, spejdede tilbage i tiden.

Jeg så min oldemor og oldefar i deres postkontor i Søby. Vi trådte frem mod dem, trådte endnu et skridt tilbage i tiden.

Jeg så Gammelmormor – min tipoldemor – sidde i falmende skygger i en gyngestol. Med forklæde over den tykke kjole og tørklæde om hovedet. Jeg trådte frem mod hende.

Her stoppede måtten på gulvet, som jeg ellers havde gået på. Nu stod jeg med tæerne ude over kanten, og jeg kunne mærke det kolde gulv, der lå foran mig. Det strakte sig uendeligt langt til begge sider. Og uendeligt langt tilbage. Herfra kendte jeg ikke længere skridtene. Herfra kendte jeg ikke længere ansigterne. Ikke engang som tågede fotografier.

Mine forældre, bedsteforældre og tipoldeforældre stod bag mig. De kunne ikke følge mig længere. Herfra måtte jeg gå tilbage alene.

Så jeg trådte ud på gulvet. Ud på hård, kold jord. Den flade, brune mark, der strakte sig gold i alle retninger. Med skarpe sten og rivende, pivende vind. Jeg mærkede det hårde liv. Jeg mærkede slidet og slæbet. Jeg mærkede alvor, tillukkede ansigter og bøjede skuldre. Jeg tog de sidste 3 skridt. Tilbage.

Foran mig på marken stod en lille, tæt kvinde. Hun var meget lavere end mig, og hendes tykke kjole, tørklæder og sjaler gjorde, at hun mindede mig om en russisk Babushka-dukke. Vi stod lidt og kiggede på hinanden. Jeg tænkte, at hun lignede en, der nærmest ikke kunne bevæge sig med den tætte, lave krop. Jeg ville låne hende min krop, så hun kunne bevæge os derhen, hvor hun ville vise mig noget. Men hun afslog, rystende på hovedet. Det interesserede hende ikke.

I stedet bad hun mig sætte mig ned. Så jeg satte mig. Satte mig lige her, hvor vi var, på den hårde, kolde jord med de skarpe sten. Hun viste mig markerne om vinteren. Kulde. Vind. Goldt. Jeg mærkede det. Jeg mærkede det komme op igennem jorden og ind i mit skød.

Men jeg mærkede også Jordens puls. Svage, røde pulsslag, der bankede op mod mig. Pulserede op igennem min krop. Pulserede svagt i alle mine celler. Hun viste mig den kolde jord og de skarpe sten – og så viste hun mig den blomstrende tjørn. En overflod af hvide blomster, der vældede frem under en mild, lyseblå forårshimmel.

Hun stillede sig foran mig, som jeg sad der på jorden. Så tog hun mine hænder i sine. Jeg mærkede så meget blidhed og omsorg strømme fra hendes hænder. Jeg kiggede op i hendes solbrune, furede ansigt, og det åbnede sig i det kærligste smil. Hendes hårde, lukkede facade åbnede sig og overstrømmede mig med lysende, varm kærlighed. Det strømme igennem mig. Strømme i mig. Fra hende. Fra mine formødre og forfædre. Fra min slægt. Fra DNA’en i mine celler.

Varme tårer og taknemmelighed over at blive elsket så højt løb fra mine øjne.
“Hvem er du?” spurgte jeg.
“Jeg er Else Marie,” svarede hun.
“Giv mig af din visdom, så jeg kan bringe den med mig og bruge den,” bad jeg.
Hun sagde ikke noget, men vidste mig, at hun allerede havde givet mig den uendelige, kolde jord med de skarpe sten og de hvidblomstrende tjørne under den milde forårshimmel.

Jeg omfavnede hende til afsked, vendte mig bort og gik tilbage over marken. Gik tilbage gennem generationerne. 7 skridt tilbage på min måtte midt på gulvet i min stue. 7 skridt igennem slægterne. 7 skridt igennem tid.

Nu sidder jeg og tænker over, hvad jeg skal med den kolde jord og den blomstrende tjørn. Jeg ved det ikke. Mit hoved ved det ikke. Men mine celler nynner dæmpede sange. De ved. De ved det. Dybt, dybt nede nynner de en sang om muld og blomst, sten og tjørn. Hårdhed og blidhed.

Udgivet den

En kort, grå dag

Jeg har længe ville skrive her på bloggen. Finde tilbage til min lille boble af frie tanker og flyvske fantasier. Men jeg har ikke kunnet finde en måde at starte på. Her er ingen begyndelse. Ingen indledning. For jeg er midt i det hele. Et sted i midten. Midt mellem det ene og det andet. Mellem det gamle og noget nyt.

I dag er det mandag. Eller var. For dagene er kortest lige nu. Og de er forbi næsten inden, de kommer i gang. I dag er det mandag, og jeg har ligget på mit stuegulv hele dagen. Set det mørke morgengrå blive lysere, blive til dags-gråt-i-gråt, for så hurtigt igen at skumre til en mørkere nuance af grå og så endnu en og endnu en. Nu kan jeg ikke længere kalde det gråt. Jeg må acceptere, at den grå dag er forsvundet og erstattet af sort eftermiddag. Mens jeg har ligget her. Her på mit stuegulv.

Det er længe siden, jeg har gjort det. Ligget en hel dag på stuegulvet. Jeg har savnet det. Det var tiltrængt. Og det er et nyt stuegulv. Et større stuegulv. Dét stuegulv som jeg har drømt om så mange gange på mit lille stuegulv i min lejlighed i Nordvest. Jeg har haft så travlt med at skabe mit nye liv, at jeg ikke har haft tid til at nyde det. Eller tid til at slippe det gamle. Det kommer nu. Jeg stopper op. Sammen med naturen. Trækker mig indad, trækker mig ned i tempo. Jeg bliver til grå dage, der ikke gør noget, ikke skaber eller producerer noget – bare er. Bare er grå, kolde, våde timer, inden dagen igen er forbi. Og jeg har brug for det. Verden har brug for det. Vi har alle sammen brug for korte, uproduktive, grå dage. Dage, der bare er. Hvor vi bare er. Hvis vi bare tillod os selv flere grå dage.

Jeg har prinsesse-te i koppen. Det har jeg ikke haft i halvandet års tid. Pludselig var alle butikker lukket. Hele verden var lukket. Og jeg løb tør for prinsesse-te. Men nu har jeg fyldt op igen. I mit gamle krus, i min nye stue, i mit nye hus. I mit nye liv. Nogle ting bevæger sig i andre cyklusser.

De ringede tidligere og sagde, at min vaskemaskine, der ellers ville blive leveret på torsdag, er forsinket. 2 måneder. Måske kommer den til næste år. Verden lukker ned igen. Og det går mig egentlig ikke rigtigt på. For det føles næsten som om, at det må være sådan. Verden har brug for at lukke ned om vinteren, gå i dvale. Vi har bare ikke tilladt den det i så mange år. Verden har brug for en pause. Et pusterum. Vi må vænne os til, at vi ikke bare kan få alting lige nu. Vi må vænne os af med overdrevent forbrug. Og det føles rigtigt. I en del af mig. Den del, der er i forbindelse med naturen og mærker behovet for pause og venten.

Men en anden del af mig bliver vred. Vred på de generationer før os, der har fråset og forurenet. Umådeholdent. Vred på de generationer før os, der lovede os et samfund, der var endnu bedre og endnu rigere. De gav mig en fødselsgave – et bedre samfund – og lovede guld og grønne skove, rigdom, materiel overflod, fede jobs og fede liv. Men de har taget det hele fra mig igen ved deres eget overdrevne forbrug. De har taget det fra mig ved at fortsætte forurening og udnyttelse, udbytning og misbrug af vores natur, vores ressourcer, vores klode. Hvorfor er det mig, der skal holde igen og undvære og nøjes? Hvorfor er det mig, der skal vente 2 måneder mere på min vaskemaskine? Jeg var blevet lovet noget andet. Jeg håber, de skammer sig. Jeg ved, de ikke gør. Jeg trøster mig med, at på et tidspunkt er de generationer væk, og dermed kan deres forurening og udnyttelse ebbe ud. Forsvinde.

Verden er mere mild og tålmodig, end jeg er. Den holder alle sine børn – planter, dyr, mennesker kærligt i sin favn og luller stille ind i efterårets sidste grå dage. Nynner en vuggevise, mens Vinteren gør klar til at smide sin tunge dyne over landet. De ryster begge overbærende på hovedet og smiler til hinanden over de små mennesker, der stædigt nægter at lade sig putte. “Vi er ikke trætte. Vi vil lave mere, gøre mere. Vi behøver ikke hvile,” lyder det med grødede, små stemmer, mens de kæmper for at holde de tunge øjenlåg og tunge egoer oppe.