Udgivet den

Tanker om en blog

“Så, Marlene. Hvordan går det egentlig med din blog?” spurgte jeg mig selv. “Det går fint,” svarede jeg med et stort smil. “Eller… Altså, det synes jeg da.”

Jeg begyndte at tænke over det. Hvad er egentlig mit succeskriterie? Hvad er godt? Jeg kunne låne succeskriterier fra samfundet; antal læsere, kommentarer, eksponering og deling. Jeg fandt faktisk en side med statistik, da jeg sad og byggede min blog. Men jeg har ikke kunne finde den side siden, så jeg aner ikke, om der overhovedet er nogen, der læser med. Om der overhovedet har været andre end mig herinde i min lille, private grotte i internettets uendelige ørkenlandskab. (Ud over Mette, som var forbi Samsø-indlægget og lægge en fin, lille kommentar.)

“Men giver det så overhovedet mening at skrive, hvis der ikke er nogen, der læser med?”
“Men gælder det så ikke om at blive populær og berømt og få en masse læsere?”
Demotivation og Motivation stod klar med hver deres forretningsplan. To små, ivrige djævle med hver deres stemning stod klar til at overtage og opfylde mit sind. Jeg vinkede dem begge to væk. “Nej. Mit succeskriterie – lige nu – er at skrive med bevidstheden om, at nogen kunne læse med.” De to smådjævle kiggede uforstående på mig. Jeg satte mig på hug foran dem og kiggede dem frotroligt ind i øjnene. “Det er en øvelse. Jeg øver mig på at stille mig frem. Jeg øver mig på at åbne op. Jeg øver mig på at fortælle fra hjertet. Jeg øver mig på at lade mit lys og min personlighed skinne uden at gemme mig væk. Jeg øver mig på at være i verden som mig. Og det er bloggen faktisk et rigtig fint sted til.”

“Men. Hvad vil du med det hele? Hvilken retning vil du gå? For du er vel nødt til at vælge? Vælge noget, folk kan forstå. Noget, de kan genkende. Noget normalt. Noget, de kan bruge til noget.“

“Jeg ved det ikke helt. Endnu.” svarer jeg og kan mærke Usikkerhed og Frygten. For ikke at være god nok. For ikke at blive accepteret. For ikke at gøre det rigtigt. For ikke at gøre det godt nok. For at blive til grin. Eller for at være ligegyldig og usynlig.

Og så får Fornuft og Rationalitet lov til at spinde tankerne rundt i mit hoved. Hvordan skriver jeg, så folk har lyst til at læse med? Jeg har masser af idéer og historier oppe i hovedet. Men jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg får dem ud. Får udtrykt dem. Så jeg tøver. Jeg lader dem snurre. Jeg venter på det helt rigtige tidspunkt og den helt rigtige stemning og inspiration. Men det kommer ikke. Eller måske har det været her? Så jeg tøver.

Men så husker jeg på min intention for bloggen; Der er ingen regler. Jeg kan gøre lige, hvad jeg har lyst til. Bloggen er til for mig. Og det skal være sjovt. Så jeg behøver ikke at vente på det rigtige tidspunkt til at dele et bestemt indlæg. Jeg behøver ikke vælge, om jeg vil være modeblogger, madblogger, livskriseblogger, personligudviklingsblogger, eller spiritualitetsblogger. Jeg behøver ikke vælge, om jeg vil skrive eventyr eller realisme, om jeg vil skrive om mig selv, om andre eller bare om “man”.

Jeg behøver ikke skrive dybt og mørkt og gravkammerlugtende i dag, bare fordi det er Allehelgens Aften, Halloween og Samhain. Jeg kan godt bare markere mærkedagen med letbenede tanker om min blog. Så i dag fejrer jeg mørkets højtider med uhøjtidelig lethed og lattermild lyst. I dag er min hverdagsmagi røgelsespinde, vingummier, cola og keltisk musik. Og det er dét, som jeg deler med dig på bloggen i dag.

Glædelig Allehelgens Aften/Halloween/Samhain/Merkur Retrograd/Torsdag…

Udgivet den

Skorpionens tid

Jeg åbner øjnene. Læner mig forover. Dykker ned i det dybe, mørke vand. Velkommen til Skorpionens sæson. Jeg mærker det bløde, kølige, natblå vand lukke sig om mig. “Aahh,” vandelementet omfavner mig, byder mig velkommen hjem.

Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad Vægten ville have af mig. Eller have mig til. Men jeg havde svært ved at finde ro i dens hvirvlende, omskiftelige, rundtossede vinde. Jeg havde svært ved at få luft og svært ved at følge med. Tiden var ikke min, men hele tiden blev jeg skubbet til fra alle sider. Hurtigere, mere, gør noget. Det grå skydække slørede vejen og målet og formålet. Alting blev ligegyldigt, ikke nok eller ikke til at nå. Jeg prøvede at følge med. Men tiden var ikke min, og den skubbede i andre retninger, end jeg selv ville, og efterlod mig handlingslammet.

For jeg havde masser af idéer og tanker. Jeg har formuleret mange blogindlæg og mange Instagram-opslag inde i mit hoved de sidste ugers tid. Men de kunne ikke rigtig komme ud. Der var ikke tid eller rum til dem. Endeløst kværnede de bare rundt i min hjernes rundtossede tanke-hvirvelvind, indtil de blev skubbet til side af nye tanker, der tog et par omgange i tankespinderiet. Og jeg stod bare småforvirret og måbende tilbage.

Men så tog Skorpionen over. Med det sølvskinnende nymåne-segl fejede den alle Vægtens grå tankeslørsskyer af himlen og efterlod den gispende frostklar og åben. Himlens uendelige, blå kuppel var det dybe, mørke vand over mit hoved, mens jeg gik gennem byen. Biler og cykler svømmede langsomt forbi mig hernede i bundens myldertidstrafik. Træerne og husene stod vagtsomt, stille og strakte sig mod skyerne, der hang højt oppe og havde en sær, lysende spøgelsesglød over sig, som fangede de de sidste døende stråler fra den nedgående sol. Og et sted ude bag byens tage – et sted langt ude mod vest – forsvandt solen ned i underverdenens rige, sank ned under oceanets overflade.

Det store, mørke vand over mit hoved blinkede af et par enkelte stjernegopler tæt på overfladen. Jeg undrede mig et kort øjeblik over, hvad der mon var oppe over overfladen, men så sank min opmærksomhed tilbage mod bunden. Aftenen smagte af kølighed og brændeovnsrøg. En solsort sang en tidlig, klagende aftensang. Der var en hemmelighedsfuld, men omfavnede stemning over den stille aftenby. Som et minde om et sted, hvor jeg havde været en gang for længe siden, men nu glemt. Måske i et tidligere liv. Eller i en drøm. “Kom, kom,” hviskede skyggerne. “Det er her, du hører til.” Jeg fulgte deres underligt velkendte stemmer ned ad små sidegader, men jeg fandt aldrig det sted, de havde hvisket om. Eller også huskede jeg det bare ikke, da jeg gik forbi. Søgende. Sørgende over at mangle noget, jeg ikke kunne få greb om i mit sinds skyggekroge.

Et par blinkende stjerner fulgte mig det sidste stykke hjem. “Det er sjovt“, tænkte jeg, “som jeg meget bedre kan trække vejret her nede i det mørke, dybe vand, end i den brusende, grå hvirvelvind.” Den frostklare luft fyldte mit bryst med renhed og klarhed og mit hjerte med glæde og genkendelse. “Jeg håber, jeg får tid til at dykke endnu dybere ned de kommende uger. For der er noget, jeg leder efter. Noget, som jeg kender, men som jeg har glemt. Noget, der dufter af brændeovnsrøg og frost og lyder som solsortens dybblå aftensang.”