Vintervind & Det Gamle År

Susende. Stormende. Blæsende.
Udenfor.
Jeg kan høre vinden piske i grenene. Jeg kan mærke vinden hive og flå i huset.
Den kaster blade og smågrene raslende mod vinduerne. Den banker på tagstenene og kradser på ruderne. Den strækker sine lange, kolde fingre ind under gulvbrædderne. Den finder vej igennem de gamle murer, der lige pludselig føles som tyndt, hullet papir.

Jeg skruer op for varmen. Trækker et tæppe om skuldrene. Varmer mine hænder og mit hjerte mod et dampende krus te.
Her er stille og roligt. Indeni. Mens jeg sidder og langsomt vænner mig til vinter.

Og jeg er ved at være klar nu. Til vinter.
Jeg har givet slip. Slip på at skulle nå mere i år. Slip på alle de håb og drømme for det nye år, som aldrig nåede at blive til noget, før det nye år pludselig var blevet det gamle år. De må flagre væk med den susende vintervind. Som de sidste, tørre blade, der stadig hænger ved yderst på grenene. Swuushh. Og så forsvinder de op i himlen. Drømmene og bladene. For her er ikke andet tilbage end de nøgne grene på de sovende træer og den nøgne krop svøbt i et tæppe. Klar til vintersøvnen. Klar til at gå i hi og drømme nye drømme.

For det er sådan, vi forbereder os på det nye år. Og det vil komme. Lige om lidt. Hurtigere end du aner. Altid kommer det lidt bag på os, hvor hurtigt sådan et år egentlig kan bevæge sig.
Så vi forbereder os. Træerne. Og menneskerne. Og dyrene. Vi har samlet forråd. Vi har trukket den sidste næring ud af jorden. Vi har fyldt vores indre depoter. Og nu er vi klar til at svøbe os i tykke tæpper af uld og pels og glitrende morgenrim. Og sove.

Gå i hi. Lukke ned. Stikke snuden ind under halen. Lade kroppen langsomt tørre ind i vinterorkanens stormende, lydløse øje. Putte os tættere ind til Døden på grænsen mellem overgangen og evig søvn. Og her i tusmørket, de korte, grå dage, de lange, frostsyngende stjernenætter – her – her drømmer vi. Drømmer nye smukke drømme om det nye år. Ånder liv i nye håb og fantasier. Holder små spirende idéer i vores varme hænder. Tæt, tæt til vores hjerter.

Vi kan ikke drømme, hvis vi altid er vågne.

Og udenfor river vinden de sidste tørre blade og glemte drømme af det gamle års krogede, nøgne grene.

Allehelgenes Dag

Allehelgenes Dag. De Dødes Dag. Den sidste dag. Og den første. De døde har rejst længe og langt for at komme frem til den dag. Og lige midt imellem den sidste og den første dag er sløret helt tyndt. En silkegennemskinnelig ham, der strækkes og trækkes ud, vrides og vendes, når Verdensslangen ryster sig i kramper for at glide ud af sin gamle, døde hud. Hendes lydløse suk opfanges af sjælen i nattens mørke. De udenjordiske vibrationer vugger sagte sjælen i den sovende krop. Og sjælen kender klagesangen og nynner med på den sukkende melodi. Melankolske drømme hjemsøger den sovende. Alting må dø og slippe. Også denne dag, denne cyklus, denne tur rundt i Livets karrusel. Er I klar til en ny tur?

Verdensslangen bugter sig fri. Bugter sig videre hen over Universets stjernebanker. De døde skæl drysser stille ned over planeter på hendes vej, falder som stjerneskud gennem atmosfærer. Og de døde står klar med opadvendte ansigter. Da slangeskinnet sprak, strømmede de igennem. Ind i denne verden. Vores verden? Den verden, hvor du og jeg lige nu opholder os. Vi har den vist kun til låns, men vi ynder at lade som om, den er vores ejendom.

Og de døde fejer som grå tågetæpper ind over den allertidligste morgen. Dagen bliver skubbet til sidde og lukket ude. I dag bliver det ikke dag. I dag er det de dødes dag. Og de døde hænger over hele verden som et gråt, ubevægeligt tæppe. De står skulder ved skulder i gaderne og på markerne. Står vinkende mellem træerne i skovene og i parkerne. Løber efter bilerne og cyklerne og hvirvles ind i de roterende hjul. De lægger sig ned over hustagene, forsøger at glide ned gennem skorstene og ind gennem utætte vinduer og brevsprækker.

De døde plejer at lave en masse larm. Huje og skrige, fløjte og pifte, hulke og græde. Råbe forbandelser og fornærmelser og sønderrivende bønner efter de levende. Men ikke i år. I år er de alle sammen stille. I år står og ligger og hænger de døde bare. Helt stille kigger de på de levende. Venter. Observerer dem bare tavst. For i år er verden ikke, som den plejer at være. I år kan de døde ikke kende den verden, de tog af sted fra. I år er der ingen misundelse eller fortrydelse. I år venter de døde bare.

Der er stille i gaderne. Kun få levende har vovet sig ud. Der er underligt stille i hjemmene. Der er ikke mange, der har noget at sige. Alt er ligesom allerede blevet sagt for flere uger siden. Og de få, der stadig taler, gør det med hviskende stemmer. Som om ord også er blevet en forbrydelse. Der bliver skruet ned for radioer og fjernsyn. Folk lægger ikke selv mærke til det, men de skæver en gang imellem ud af vinduet. Ud på tågen. Og de skutter sig. Det er nok vinterkulden, tænker de og skruer lidt ekstra op for radiatoren. Men der bliver aldrig rigtig varmt i stuerne.

Tågen begynder at mørknes i kanten. Dagen fik aldrig lov til at komme frem, men aftenen ridder ind med hurtige skridt. Døden ridder ved hans side i den store, sorte kutte. Hans blåhvide dødningegrin titter frem under kutten, og hans le skinner skarpt og blankt højt over ham. Det bliver en travl nat.

De døde står langs vejene. Stille. Ventende. Svajende let fra side til side som til usynlig musik. Lys bliver tændt rundt om i husene. Men mange steder er der stadig mørkt. De få levende, der vover at kigge ud i skumringen kan se de blege, døde kroppe og ansigter stå tæt derude. De døde rykker sammen, rykker tættere på. Står nu helt tæt på vinduerne. De døde kravler ned fra tage og træer og stimler sammen om det varme lys, der strømmer ud fra vinduerne. De virker så skrøbelige – vinduerne – som små lysøer i et uendeligt hav af mørke og døde og ensomhed.

En ung mand står på en stol i en mørk, kold lejlighed. Han har fået bundet et reb fast i loftet. Han stirrer med sammenbidte tænder og tårer i øjnene ud mod de kolde ansigter uden for vinduet. ”Så I gjorde ingenting!” Hvæser han, ”I gjorde ingenting, og nu står vi her! I skred fra jeres ansvar! I tænkte kun på jer selv! I gjorde ingenting for at række hånden ud! I gjorde ingenting for at forsøge at redde andre eller redde verden! I gad ikke engang forsøge at redde jer selv! I åd og drak bare! Festede og forbrugte og grinede sanseløst og hysterisk, når I hældte mere gift ud omkring jer! I GJORDE INGENTING! OG I SKRED BARE FRA JERES ANSVAR OG EFTERLOD ALT JERES LORT TIL ANDRE!

Men det skal være løgn! Det skal kraftedersuseme være løgn! Jeg rydder ikke jeres lort op! Jeg gider ikke rette op på jeres fejl og jeres totale kuldsejling af jordkloden, af samfundet, af menneskeheden! Jeg gider fandme ikke engang redde mig selv op af den sump, I har efterladt mig i! Tak, for lort og FUCK JER!!!” Han vifter vildt med fuckfingrene strakt stift frem foran sig. Truer af vinduerne og de døde ansigter. Så træder han ud fra stolen og bliver hængende i luften. Trukket ned af tyngdekraften. Holdt oppe af rebet. Et absolut nulpunkt mellem gulv og loft. De døde vender sig bort. Flyder videre i tusmørket. I nat vil der være mange flere som den unge mand. Aldrig har verden været så tæt på sin undergang som denne nat.