Forventningsbananfluer

Skal du egentlig ikke poste et Instagram-opslag hver dag? Skal du egentlig ikke skrive nogle flere blogindlæg? Skal du egentlig ikke lave nogle videoer? Skal du egentlig ikke have flere følgere og flere likes? Forventninger. De svæver omkring mit hoved som små fluer. Hvor kommer de fra? Kommer de udefra? Eller har jeg selv skabt dem?

Jeg tror, de opstår udefra. Dannes af tynde tanketråde af lavt selvværd, misundelse og grådighed, der svæver over vores hoveder. Det tyknes som tåger, der daler ned i mit sind, hvorfra det så materialiserer sig ud i verden. Som bananfluer. Materialiserer sig og opstår ud af ingenting. Mens jeg forlader stuen et øjeblik i dagdrømme. Svæver ud af vinduet, danser med træerne, ler med fuglene. Når jeg vender tilbage, så er de der. Først lægger jeg ikke mærke til dem. Men hvis jeg stopper op et øjeblik, kan jeg se de små, sorte prikker, der vifler omkring.

Forventningsbananfluer. De svirrer omkring mit hoved, som om de bliver tiltrukket af den gnistrende elektricitet fra mit ego.

Skal du egentlig ikke gøre noget mere? Få et job? En karriere? Succes? Skal du egentlig ikke gå på arbejde hver dag kl. 8? Skal du egentlig ikke have malet færdigt? Ryddet op? Tørret støv af? Skal du egentlig ikke til at spise sundere? Bevæge dig noget mere? Lave yoga? Løbe? Komme i form?

Jeg kigger lidt på fluerne. Deres skingre, hvislende stemmer er ikke særligt høje, faktisk næsten uhørlige, men de skærer i mit hoved. Med deres små bitte, skarpe savstemmer saver og saver de løs. Skal du egentlig ikke til at have gjort noget ved alting og få styr på det hele? Skriger en ekstra stor forventningsspyflue.

Jeg kigger den direkte i øjnene. Hvorfor? Hvorfor skal jeg egentlig det?

Fluerne stopper op mit i luften. Som om tiden frøs. Et øjeblik. Ja, hvorfor? Hvorfor, hvorfor? Men skal du ikke…. En slukøret stemning får fluerne til at bevæge sig langsommere. Tænk engang, at fluer kan blive slukørede. Jeg vender mig væk fra dem. Børster deres spørgsmål af mine skuldre. De drysser ned på gulvet. Men burde du ikke støvsuge? svirrer en flue forventningsfuldt.

Jeg åbner et vindue. Det er en smuk morgen i dag. Solen har besluttet, at det er dens dag, og dens stråler ligger allerede ud over hele landet. Himlen er forhåbningsblå. Jeg vifter forventningsfluerne ud af vinduet. Ud i den kolde, klare luft. Op i den blå himmel. En række gæs flyver forbi. Jeg tror, fluerne bliver fanget i deres slipstrøm og hvirvlet med ud over markerne.