Udgivet den

Hverdagstransformationer

I går befandt jeg mig inden i en glasklokke inden i en glasklokke inden i en glasklokke. Jeg betragtede verden ude på den anden side af lagene af glas. Jeg havde egentlig ingen holdning til, om den skulle være god eller skidt – verden. Men jeg betragtede den blot. Kiggede på møblerne, kiggede på de tågede ansigter, der gik forbi mig. Kiggede på de små biler, der kørte frem og tilbage nede på gaden. Kiggede på fuglene, der som sorte stykker papir hvirvlede rundt på den grå himmel. Intet gav rigtig mening for mig. Hvad var formålet med alting? Ingen svarede.

Jeg opdagede, at låsen på toilettet, når jeg havde låst døren for at tisse, nogle gange var rød, andre gange hvid. Jeg betragtede nysgerrigt den lille prik på døren. Den var hvid. Jeg var helt sikker på, at de to sidste gange, jeg havde siddet på toilettet og kigget på døren, havde prikken været rød. Jeg tog i dørhåndtaget. Døren var låst. Det var underligt. “Er det her en drøm?” spurgte jeg. Men ingen svarede.

Jeg vidste også godt, det ikke var en drøm. For mine drømme er ikke særlig gode til at håndtere en telefon. Jeg kan bruge uanede drømmetimer og drømmekræfter på at forsøge at ringe eller skrive en sms fra en telefon, men den bliver simpelthen ved med at gå i stykker. Eller starte forfra. Den kan slet ikke fastholde menuer og kommandoer. Har ikke tid til tekniske detaljer. Men i min tågede hverdagstilstand virker min telefon upåklageligt. Jeg tjekker Instagram. Sender en sms, tjekker min mail, tjekker Instagram. Jeg tjekker LinkedIn, Facebook og reserverer en vasketid. Tjekker Instagram og opdaterer min kalender.

Jeg kigger ud på den kolde, grå by. Kigger ind i mig selv. Mørket falder på udenfor. Jeg falder ned igennem mørket i mig selv. Jeg har lyst til at vende vrangen ud på mig selv, grave helt ned i dybet. Men der er ikke plads i glasklokken. Så jeg vrider mig indvendig, men ingen lægger mærke til noget på ydersiden. Folk går bare forbi med deres tågede ansigter. Jeg strækker triumferende armene i vejret og råber til Universet: “er det alt I kan? Jeg kan ikke mærke noget!” Men ingen svarer.

Jeg føler mig mast flad og drejet rundt. Det snurrer og summer og værker i mine ben. En smerte stikker i højre side. “Det er transformation, jeg mærker“, tænker jeg. Jeg prøver at være i det, glide med det, invitere forvandlingsenergierne indenfor. En lille stemme trænger frem fra skyggerne: “hvad nu, hvis der er noget galt? Hvis du er syg? Hvis kroppen svigter? Hvad nu, hvis den stikkende smerte er din blindtarm, der er ved at sprænge?” Jeg kigger på Frygten og den dukker sig bekymret. “Det er energierne, der arbejder og ekspanderer,” svarer jeg skråsikkert. Men en kile har mast sig ind i min overbevisning, og Egoet kigger hånligt på mig ud gennem sprækken: “Nåh, så du har set opslag på Instagram, hvor energiarbejdere og healere skriver om de stærke energier, der arbejder lige nu. Så du tror, du er så spirituel, så særligt sensitiv, så udvalgt, at du selv er ved at transcendere til et højere bevidsthedsniveau. Sikke høje tanker om sig selv, man har,” spotter Egoet.

Jeg bliver i tvivl. Hvem er jeg? Egentlig. Andet end helt almindelig. Hvad er det, jeg mærker? Mærker jeg noget? Ved jeg overhovedet noget om, hvordan transformationer og energier føles? Det ved jeg ingenting om. Jeg ved heller ikke, hvordan en sprængt blindtarm føles. Men jeg er ret sikker på, det ikke er det, jeg mærker. Blindtarmen. Det, jeg mærker, hvis jeg mærker rigtig godt efter helt ned i dybet er, at jeg er et fucking magisk stjernemenneske med regnbuefarvede energistrømme susende omkring mit stjernekransede hoved. Jeg stikker Frygten og Egoet en fuckfinger og lader dem stå tilbage på den regnvåde gade, mens jeg fortsætter hen til mit mandags-astrologikursus.

Udgivet den

Fragmenter i lilla

I morges var himlen lilla. Helt stille og tung lå tågen som en lilla dyne hen over verden. Pakkede verden ind i et øjebliks stillestående, tilbageholdt åndedræt. Jeg smeltede sammen med Bjørn i et langt, søvnigt afskedskram. Gav slip med et smil og et stik af savn. Så ham forsvinde. Af sted.

Mit måneblod kom i morges. Stille og uden smerte sivede det ud af mit skød. Trak den sidste måneds cyklus ud af min krop. Jeg gav slip og så det forsvinde. Af sted.

Jeg havde mest lyst til at gemme mig i en hule under dynen. Bare ligge her og mærke kroppen give slip, mærke kroppen arbejde med sin lille død og genfødsel. Trække et tæppe rundt om mig og sætte mig ud i blødningshytten sammen med de andre kvinder. De nikker en lydløs hilsen, da jeg kommer ind, følger opmærksomt med, mens jeg finder en plads i cirklen. Bare sidde i deres nærvær velvidende, at de ikke forventer noget af mig, og at de ved, jeg ikke forventer noget af dem. Ikke andet end kærligt nærvær og søsterfællesskab. Men der er ikke tid til uproduktiv blødning. Kontoret kalder til samling. Klokken ringer ind.

Der er tomt på kontoret i dag. Ferietomt. Stille, grå verden. Kunstigt lys. Tavse, flimrende computerskærme. Stille meningsløshed. Men mine planter i vinduet har det godt, og mine kollegaer rundt om hjørnet virker til at være ved godt mod. Jeg lader timerne sive ned ad den regnvåde bygning over for. Giver slip, lader dem dryppe. Indtil jeg kan snige mig ud igen.

Jeg længes hjem. Hjem mod min trygge hule. Hjem, hvor jeg kan give helt slip og lade kroppen og blodet og bevidsthed flyde af sted. Bare være uden at skulle forestille at lave noget vigtigt, noget betydningsfuldt. Men hjemme er der stille og mørkt. Jeg går en tur rundt i lejligheden. Kun stilhed og brugte kaffekopper. Mit underliv udvider sig og trækker sig sammen. Det samme gør min bevidsthed. De pulserer i synkron rytme med verdensaltet.

Jeg har lyst til at danse og synge. Jeg har lyst til at pakke mig ind i dyner og ligge helt stille. Jeg har lyst til at ringe til nogen og snakke. Jeg har lyst til at være helt alene i verden. Jeg har lyst til at boble af glæde. Jeg har lyst til at dykke ind i ensomhed og savn og sorg og overgive mig til deres stille, selvmedlidende vuggen. Jeg kan mærke det hele på en gang og hver for sig. Jeg pulserer i rytme med verdensaltet. Jeg rækker ud, ud over min egen krop og bevidsthed, rører ved alle levende væseners kerne. Jeg trækker mig sammen, helt ind i min inderste kerne, hvor savnet gløder i sort-røde nuancer.

Nu falder mørket på. Alt er forbundet. Ingenting er sammenhængende. Jeg er kærlighed og fred. Men hvordan skal jeg sove i nat, når jeg ikke har nogen at putte mig ind til?

Udgivet den

Efterårssolskinsgåtur

Efterårssolskin. Jeg går hen ad stien. Træthed. Tunghed. I kroppen. Og i hovedet. Min pande føles som en stor, tung port, der ligger på mit forhoved. Porten er låst, og jeg ved ikke, hvor nøglen er, så jeg har ingen chance for at åbne porten. Ingen chance for at lette tungheden, der hviler på mit hoved. Jeg lægger mærke til mit åndedræt. Det er kort og tilbageholdende. Næsten umærkeligt når det kun lige ned i toppen af brystkassen, før det lydløst vender om igen. Jeg trækker vejret dybt, helt ned i maven. Og ånder ud, giver slip på brugte luftmolekyler, spændinger i kroppen og gamle tanker.

Efterårssolskinnet på den sprækkede asfalt. Børn, der samler blanke kastanjer. Løbere med stramme, svedige ansigter. Træernes dragter af gule, røde blade. Der ligger et støvet, diset skær over det hele. Som et gammelt fotografi. Fra min barndom. Fra nogens barndom. En barndom, der ikke er min, som jeg ikke kender, men som jeg alligevel fornemmer, husker i hurtige glimt. Glimt af støvet melankoli og naiv, øjeblikkelig glæde ved at finde endnu en skinnende kastanjeskat i det våde, grønne græs. Lykken over stolt at vise den frem for tågede, men kærlige ansigter af nogens forældre. Mine forældre.

Jeg opdager igen, at min vejrtrækning er blevet kort og umærkelig. Jeg trækker vejret dybt, dybt ned i maven. Helt ned til den lille, ensomme knude af melankolske minder. Giver den plads til at udvide sig, til at udtrykke sig og tage sin plads og sin tid. Og ånder ud. Lader spøgelserne danse ud i luften foran mig.

Efterårssolen blinker mellem de gule blade på grenene, mens jeg går. Tungheden trykker mig flad. Solens lys strækkes ud til blege gardiner. Tynde, blege gardiner der trækker gennemsigtige slør henover de forskellige verdener. Lag på lag på lag. Parallelle universer. Lagene ligger tæt i dag. Jeg føler næsten, jeg kan klemme mig ind imellem dem. Men kun næsten. Skyggerne bevæger sig bag slørene, men jeg kan ikke skelne dem fra hinanden. Mit åndedræt er kort og stakåndet.

Jeg trækker vejret dybt, dybt ned. Pruster ud. Tømmer al gammel, brugt energi ud. Lægger panden mod den tunge port og skubber til. “Jeg ved godt, I ikke lukker mig igennem,” siger jeg til de utydelige spøgelser, “men jeg bliver ved med at skubbe.” Spøgelserne dirrer lidt og blæser så væk i vinden. Uden et svar. Verden snurrer – lidt hurtigere end normalt. Jeg bliver svimmel, men jeg stopper ikke med at skubbe. “Så se, om I kan skubbe mig ud over kanten,” hujer jeg efter spøgelserne. Deres sorte skygger følger tavse efter den nedgående sol hen over de røde tagrygge.

Efterårsolens sidste stråler ligger lange og gyldne på vejen foran mig. Mit åndedræt er utydeligt og kort. Jeg trækker vejret dybt. Ånder tungt ud. Prøver at slippe min træthed og min tunghed. Prøver at slippe mine begrænsninger og min irritation. Mit hoved snurrer. En smerte prikker i min højre skulder. Jeg åbner døren til min lejlighed. Smider jakken og skoene. Lægger mig på sofaen og trækker vejret. Overgiver mig til åndedrættet. Langsomt og dybt.