Hvordan man griber et hjørne af kaos

Umiddelbare tanker. Der er ingen steder at få fat. Ingen steder at starte. Alt er, som det plejer. Alt er alting. Og ingenting. Samtidig. Kaos og stilstand. Limbo og forandring. Jeg bliver uendeligt træt, hver gang jeg forsøger at gribe et hjørne. Skabe orden og mening. Så hvorfor bliver jeg ved med at forsøge? Hvorfor lader jeg det ikke bare være?

Det må være trangen til at skabe. Gribe ind i den uformelige masse af kaos, grave en ordentlig håndfuld blød kaos ud, ælte den mellem hænderne, forme, rulle, glatte. Få et glimt af den form, der bor i klumpen. Nysgerrigt og omhyggeligt lade fingrene lokke formen tydeligere frem. Samskabelse. Elskov mellem mine hænder og en uformelig klump kaos. Tiden forsvinder. Vi drejer rundt i vores eget lille univers. Brusende lykkefølelse. Og stolthed. Kærlighed. Til den lille figur, jeg har skabt.

Og det er nok dén følelse, jeg jagter. Når jeg skaber noget, skaber jeg verden. Når alting bare flyder ud i uformeligt kaos, befinder vi os stadig på tærsklen til verden. Udenfor skabelsen. Uden for tiden. Flyder vi rundt i det uendelige ur-hav af alting-ingenting-stof. Det glitrer og glimter. Det er fuld af potentiale og liv. Men lige nu er det bare ingenting.

Der skal en gnist til at sprede molekylerne. Skabe en åbning, vride en flænge i den ubrydelige overflade, så jeg kan gribe fat. Og jeg har gnister. Jeg kan mærke dem. Men de ligger langt, langt inde i mit inderste, dybe mørke. De gnistrer gyldent af vitalitet. Svævende i mørket sender de små, gyldne lyn mellem hinanden, mens de venter.

Jeg kigger ud over det bølgende, kaotiske muligheds-ur-hav endnu engang. Det er ikke det, jeg skal. Ikke endnu. Himlen er en grå dis. Solen anes som et rundt spøgelse bag disen. Alt er stille og afventende. Ikke endnu. Jeg vender mig bort fra Ur-havet. Jeg vender mig mod mig selv. Jeg vender mig ind i mig selv. Dykker indad. Endnu engang.

Jeg dykker ind i mig selv. Mod bunden. Mod mørket. Dybere. Længere ind. Jeg er ikke længere bange for mørket. Jeg omfavner det, da det omslutter mig. Går roligt på jagt efter de små, lysende gnister.

Mens vi sidder lige så stille og venter i et vakuumpakket kaos

Hvad sker der egentlig? Med mig? Med Tankerfradenhalvetime? Med Verden?
Ingenting og alting og egentlig ved jeg det ikke rigtigt. Jeg har haft alle mulige idéer om, hvad jeg skulle, burde og kunne. Samle op på det sidste år. Kigge fremad ind i det nye år. Skifte stil. Skifte emne. Skrive flere eventyr. Skrive politiske indspark.

Jeg har en masse kladder liggende. Mange gange har jeg sat mig ned og tænkt, at jeg skulle, burde, kunne skrive et blogindlæg. Men ordene løb hurtigt ud. Et par krøllede sætninger, det var alt, det blev til. For det føltes ikke rigtigt. Det føltes ikke som nu eller som dét. Faktisk følte det slet ikke som noget. Og egentlig kom det sig vel mest af en opdragelse til kontinuitet. Fortsæt, fortsæt. Videre, videre. Hjulene drejer. Toget kører. Nu må du fortsætte, blive ved med at fylde ind og fylde ud. Aldrig lade kedlen løbe tør.

Men der er så mange paradigmer, vi er i gang med at bryde op. Vi kigger på dem. Og vi kan se alle deres fejl og mangler. Endnu engang befinder menneskeheden sig i en lomme af historien med et eksistentielt tomrum. Et vakuum af tvivl. Og nu gik det ellers lige så godt. Vi havde fundet sandheden. Og vi havde defineret og målt og vejet sandheden. Og den var lige dér. Så tydelig og veldefineret. Demokrati. Kapitalisme. Børneopdragelse. 8-16. Lang videregående uddannelse. Realkreditlån. Det godes kamp mod det onde. Så nemt og fint og ordentligt. Sandheden.

Men ligesom med al anden religion holder den kun så længe, der er nogen, der tror på den. Og pludselig begyndte sandheden at slå revner. Og pludselig var der flere, der kiggede ind i revnerne – eller faldt igennem dem – fandt ud af, at sandheden slet ikke var tiltænkt dem. Eller de mærkede, at der var en anden sandhed, bagved, der begyndte at trække i dem. Tvivl og spørgsmålstegn. Sandheden er blevet gammel. Og menneskeheden er endnu engang vokset ud af sin egen sandhed.

Og sandheden var sandheden. Engang. Den løftede os op, derfra hvor vi var. Men nu er vi et andet sted. Vi er vokset. Og heroppefra kan vi se sandhedens mange fejl og mangler. Den er jo blot én sandhed ud af mange. Og den har gjort det så godt, den kunne. Men nu krakelerer overfladen. Paradigmer og institutioner må falde. Vi må rydde ud og gøre plads. Plads til at bygge en ny sandhed. Ikke fra bunden. Ikke forfra. Men ovenpå fundamentet af den gamle sandhed.

Og det er nok bare dét, jeg mærker. Lige gyldigt hvor jeg forsøger at række ud og gribe fat, så smuldrer virkeligheden mellem mine fingre. Tørre flager af puds drysser ned fra mine hænder, der griber i tomme floskler og luftkasteller. Så hvordan kan jeg skrive om mig selv, mine tanker og mit liv, når alt er gået i opløsning? Samtidig ligner alting sig selv. Hver dag ligner den samme gamle, grå hverdag. Men den er ikke virkelig mere. Ikke rigtig. Den er bare et spøgelse af en sandhed, der endnu ikke ved, at den er døende.

Så det er egentlig bare dét, der sker lige nu. Med mig. Med Tankerfradenhalvetime. Med Verden. Vi sidder lige så stille i et vakuumpakket kaos og venter på, at den gamle sandhed skal dø, så noget nyt kan spire frem.

Et kaos af larm

Der er så meget larm. Over det hele. Alle steder. Fra alle kanter. Alle larmer. Råber op. Vifter og gestikulerer. “Se mig! Hør mig! Jeg har det næste vigtige budskab. Jeg har det næste produkt, du bare må eje. Jeg er vigtigt. Mig! Se mig! Hør mig!

Og inden i mit hoved larmer det. Alt kværner rundt. “Du kan gøre det her! Eller skrive det her! Du kan gå den vej, eller gøre sådan eller det her!” Jeg føler mig som en fuld hund i et spil kegler. Vælter forvirret rundt. Kan ikke finde ud af, hvad jeg skal. Kan ikke finde ud af, hvad jeg vil. Tror, der er noget, jeg gerne vil, men kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal udtrykke eller gøre det.

Jeg prøver for mig selv. Øver mig. Forsøger. Skaber billeder og ord. Men de passer ikke rigtigt sammen. Passer ikke rigtigt til det, jeg prøver at udtrykke. Passer ikke rigtigt til noget. Sletter. Lader det komme ud. Haltende. Forkvaklet. Hvor er sammenhængen og den røde tråd? Hvor er visdommen eller den overraskende puncline? Smukke drømmevæsener, der materialiserer sig som misfostrer.

Forvirrende. Frustrerende. Jeg vil jo bare gerne fortælle min historie. Give min sandhed en stemme. Berette om min rejse, så andre kan lade sig inspirere. Give mit bidrag til det kakofoniske kaos af larm og stemmer og budskaber og salgstaler. Jeg veksler imellem lysten til at råbe højt og lysten til at opgive i stilhed. Frem og tilbage.

Jeg føler, jeg har noget vigtigt at sige. Men mine budskaber drukner. Hvorfor overhovedet prøve? Er det ikke bare larm som alt det andet? Mere støj. Forurening af enkelheden og klarheden. Hvad kan jeg egentlig bidrage med, når det kommer til stykke? Er alting ikke allerede blevet sagt?

Men når jeg så flakser rundt i de susende lydtunneller som en omtumlet natsværmer og lytter til alle de andres larm, læser deres tekster, ser deres billeder – så er de ikke bedre end mine. Ikke nær så pæne og gennemarbejdede. Ingen korrekturlæsning. Intet gyldent snit. Ingen magi. Bare en masse larm, der bliver kastet tilfældigt ud i det store rum. Algoritmerne hjælper mig ikke. De fodrer mig bare med mere af det samme. Aldrig noget nyt. Aldrig noget anderledes. Hvordan kan jeg udvide min horisont, når jeg altid får serveret det samme?

Så jeg trækker mig tilbage. Tilbage til min egen sfære, hvor det kun er min egen larm, jeg kan høre. Mine tekster, mine tanker, mine billeder og min lommefilosofi. Og her kan jeg drømme om en dag, hvor de må hæve sig på stolte, hvide vinger op over tornadoen af larm, flyve vidt og bredt, inspirere andre mennesker, få dem til at stoppe op et kort øjeblik og tænke nye tanker. Måske sker det aldrig. Men jeg ved, at jeg i hvert fald inspirerer ét menneske. En person, der ofte vender tilbage og læser og kigger og nyder og forundres og glædes og inspireres. Og den person er mig.

Så selv om jeg føler, at jeg drukner i larmen. At det ikke nytter noget at blive ved med at råbe højere – og jeg faktisk heller ikke har lyst til at blive ved med at råbe. Så sender jeg alligevel stilfærdigt mine skriverier, tanker, billeder, eventyr og magi ud i den overfyldte æter. For jeg har brug for det. Jeg får noget ud af det. Jeg gør det for at bane min egen vej gennem en verden af larm og kaos. Og det giver mening nok for mig.