Udgivet den

At Slå Rødder Mellem Vinteraftener

For tiden er der mest bare mørke vinteraftener. Den ene vinteraften afløser den anden. Mørke. Mørke, når jeg kigger ud af mine vinduer. Og det gør jeg meget. Vandrer fra det ene til det næste. Kigger ud. Ud i mørket. Jeg vandrer videre til det næste vindue, og snart er det aften igen.

En gang imellem afløses aftenerne af grå vinterdage. Langsomt bliver det mørke morgengrå lysere. Men det bliver aldrig rigtig lyst, før det begynder at falme hen i mørkegrå skygger igen. Lange, mørke vinteraftener. Korte, grå vinterdage.

Og jeg vandrer. Fra vindue til vindue. Fra rum til rum. Og nu har jeg mange flere rum at vandre igennem. Og mange flere vinduer at kigge ud af. Og jeg har en meget større horisont at spejde ud over. Himlen åbner sig op, op, op fra de skrå tagvinduer. Marker og skove bag de lave huse. Jeg vinker til træerne ude i min have. De ser så små ud i deres nøgne søvn. Jeg husker dem som meget større, da jeg første gang mødte dem i deres sommerpragt. “Når foråret kommer, så kommer jeg ud og hører jeres historier,” hvisker jeg til dem.

Jeg vandrer videre til næste vindue. Der er fuld af liv ved fuglefoderautomaten. Gråspurve, musvitter, blåmejser, bogfinker og spætmejse. På jorden samler solsorte og husskader op, hvad de andre lader falder. De ender som små, fede kugler med vinger sådan som de æder. Men det er en fest at kigge på. Her står jeg, til lyset igen begynder at svinde og vinteraftenen falder på. I dag har solen været på visit. Den har trukket sorte, skarpe skygger mellem træerne. Nu kaster den en ultraviolet, vibrerende linje hen over horisonten, inden…

Vinteraften. Den første sitrende aftenstjerne synger sin solosang over kirken. Ellers er her stille. Alt sover. Vintersøvn. Om lidt følger de andre stjerner efter. Og i nat vandrer månen stor og fuld over himlen. Hun kaster sit kolde, magiske lys ind ad mine vinduer. Gad vide, hvad hun leder efter? Måske spejder hun efter fortabte sjæle, der hænger fast under loftsbjælkerne i soveværelset. Det knirker og knager. Måske er det frosten, der bider i husets vægge. Måske er det sjælene, der strækker sig efter månens lys og prøver at gøre sig fri af de gamle bjælkers lænker.

Jeg vandrer stadig rundt i mit nye hjem. Fra rum til rum. Fra vindue til vindue. Ikke rastløst. Ikke uroligt. Jeg tror ikke, jeg er en af de fortabte sjæle. Jeg føler ro. Glæde og taknemmelighed. Jeg føler fred. Jeg tror, jeg er kommet hjem. Jeg har bare ikke slået rødder endnu. Så jeg vandrer rundt. Strækker mine rødder ind i sprækkerne i gulvet og bag væggene i hvert rum. Mærker. Mærker husets sjæl. Fornemmer byens sind. Opdager at markernes og skovenes historie allerede findes i mine celler. Vokser ind i og sammen med mit nye hjem. Lader mine rødder søge dybt. Lader mit hjerte åbne sig og min magi blande sig med skovens melodi. Jeg troede aldrig, jeg havde været her før, men det er her, jeg kommer fra.

Månen sender sit kolde, klare lys ind på mit ansigt, når jeg vender det mod skråvinduet på min natlige vandring rundt i mit nye hjem. Lydløst hvisker hun ældgamle hemmeligheder til mig, kysser mig på panden og sender mig tilbage ind under dynernes drømmelandskab igen.

Udgivet den

En vandretur 7 generationer tilbage i tid

Forleden vandrede jeg 7 generationer tilbage i tiden.
Jeg stod midt på mit stuegulv, lukkede øjnene og spejdede tilbage. Tilbage i tid. Tilbage igennem rækkerne. Tilbage i levet liv.

De første jeg fik øje på, var mine forældre. De smilede til mig og rakte hænderne frem. Så jeg tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Tilbage til deres ungdom, deres barndom. De stillede sig ved siden af mig, og vi kiggede tilbage i tiden.

Her stod min mormor og morfar. De smilede og rakte hænderne frem mod os. Vi tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Gennem deres liv. Deres tid. En tid med krig. Jeg søgte i min krop efter følelsen af, hvordan det var at leve under en krig. Dybt i mine celler lyste en impuls op. Et minde. Gemt i min DNA. De stillede sig ved siden af os, og vi spejdede frem, spejdede tilbage i tiden.

Jeg så min oldemor og oldefar i deres postkontor i Søby. Vi trådte frem mod dem, trådte endnu et skridt tilbage i tiden.

Jeg så Gammelmormor – min tipoldemor – sidde i falmende skygger i en gyngestol. Med forklæde over den tykke kjole og tørklæde om hovedet. Jeg trådte frem mod hende.

Her stoppede måtten på gulvet, som jeg ellers havde gået på. Nu stod jeg med tæerne ude over kanten, og jeg kunne mærke det kolde gulv, der lå foran mig. Det strakte sig uendeligt langt til begge sider. Og uendeligt langt tilbage. Herfra kendte jeg ikke længere skridtene. Herfra kendte jeg ikke længere ansigterne. Ikke engang som tågede fotografier.

Mine forældre, bedsteforældre og tipoldeforældre stod bag mig. De kunne ikke følge mig længere. Herfra måtte jeg gå tilbage alene.

Så jeg trådte ud på gulvet. Ud på hård, kold jord. Den flade, brune mark, der strakte sig gold i alle retninger. Med skarpe sten og rivende, pivende vind. Jeg mærkede det hårde liv. Jeg mærkede slidet og slæbet. Jeg mærkede alvor, tillukkede ansigter og bøjede skuldre. Jeg tog de sidste 3 skridt. Tilbage.

Foran mig på marken stod en lille, tæt kvinde. Hun var meget lavere end mig, og hendes tykke kjole, tørklæder og sjaler gjorde, at hun mindede mig om en russisk Babushka-dukke. Vi stod lidt og kiggede på hinanden. Jeg tænkte, at hun lignede en, der nærmest ikke kunne bevæge sig med den tætte, lave krop. Jeg ville låne hende min krop, så hun kunne bevæge os derhen, hvor hun ville vise mig noget. Men hun afslog, rystende på hovedet. Det interesserede hende ikke.

I stedet bad hun mig sætte mig ned. Så jeg satte mig. Satte mig lige her, hvor vi var, på den hårde, kolde jord med de skarpe sten. Hun viste mig markerne om vinteren. Kulde. Vind. Goldt. Jeg mærkede det. Jeg mærkede det komme op igennem jorden og ind i mit skød.

Men jeg mærkede også Jordens puls. Svage, røde pulsslag, der bankede op mod mig. Pulserede op igennem min krop. Pulserede svagt i alle mine celler. Hun viste mig den kolde jord og de skarpe sten – og så viste hun mig den blomstrende tjørn. En overflod af hvide blomster, der vældede frem under en mild, lyseblå forårshimmel.

Hun stillede sig foran mig, som jeg sad der på jorden. Så tog hun mine hænder i sine. Jeg mærkede så meget blidhed og omsorg strømme fra hendes hænder. Jeg kiggede op i hendes solbrune, furede ansigt, og det åbnede sig i det kærligste smil. Hendes hårde, lukkede facade åbnede sig og overstrømmede mig med lysende, varm kærlighed. Det strømme igennem mig. Strømme i mig. Fra hende. Fra mine formødre og forfædre. Fra min slægt. Fra DNA’en i mine celler.

Varme tårer og taknemmelighed over at blive elsket så højt løb fra mine øjne.
“Hvem er du?” spurgte jeg.
“Jeg er Else Marie,” svarede hun.
“Giv mig af din visdom, så jeg kan bringe den med mig og bruge den,” bad jeg.
Hun sagde ikke noget, men vidste mig, at hun allerede havde givet mig den uendelige, kolde jord med de skarpe sten og de hvidblomstrende tjørne under den milde forårshimmel.

Jeg omfavnede hende til afsked, vendte mig bort og gik tilbage over marken. Gik tilbage gennem generationerne. 7 skridt tilbage på min måtte midt på gulvet i min stue. 7 skridt igennem slægterne. 7 skridt igennem tid.

Nu sidder jeg og tænker over, hvad jeg skal med den kolde jord og den blomstrende tjørn. Jeg ved det ikke. Mit hoved ved det ikke. Men mine celler nynner dæmpede sange. De ved. De ved det. Dybt, dybt nede nynner de en sang om muld og blomst, sten og tjørn. Hårdhed og blidhed.

Udgivet den

Midt i en flytning

Jeg sidder alene i stuen i min lejlighed. Snart er det ikke min mere. De har endelig fjernet stilladserne, der har stået foran vinduerne i flere måneder. Så nu kan jeg kigge ud af de nye vinduer på min gamle, velkendte udsigt. Der er sol på hustagene og det øverste af træet ovre ved kirken. Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvad det er for et træ, men det ligner et lindetræ. Ligesom træerne nede ved den gamle skole. Den gamle skole, som nu bliver mit nye hjem.

Jeg er ikke god til at flytte. Jeg tror ikke, jeg er skabt til det. Det river og flår i mit nervesystem. Det er alt for kaotisk, og jeg hader, at jeg ikke kan finde mine ting, at mine ting ikke har et sted at høre til, at jeg ikke har et sted at høre til. Ikke rigtigt. Ikke endnu. Et sted midt imellem. Den følelse bryder jeg mig ikke om, for jeg er ikke god til den. Jeg forstår ikke dem, der flytter hele tiden. Eller. Måske gør jeg lidt. For jeg mærker også udlængsel og eventyrlyst og higen efter nyt. Men det knuser mig, når jeg står midt i det. Ødelægger mig. Brækker mig i tusind stykker. Ud over hele gulvet. Flår mig over på midten. En halvdel hænger fast i det gamle, sørger over alt det velkendte, der må tages afsked med. Den anden halvdel træder modigt omend bævende ind i det fremmede og ukendte med et naivt håb om, at dét, der venter, er noget godt. Noget bedre.

Jeg har selv valgt det. Jeg har længtes og skreget efter det. Det er dét, jeg har drømt om så længe. Men jeg har også allerede ligget grædende i fosterstilling og fortrudt, fortrudt, fortrudt. For jeg har på ingen måde valgt den lette løsning. Jeg har givet mig selv den største udfordring, jeg kunne finde. For hvem gider det ordinære?

At købe et hus sammen med andre. Ikke bare mig og Bjørn – men også Bjørns bror med kæreste og barn – er en kæmpe udfordring. Det virker så nemt for de andre. Men mit indre barn vil ikke dele. Hun har brug for “mit og dit”. Og hun har brug for, at andre respekterer hendes ting. Min introverte side har brug for mit space, hvor jeg kan være mig og lade op. Så at have andres familie og venner rendende og hjælpe og have tusind holdninger til, hvordan vi kan gøre tingene trigger mine grænser og tester min tålmodighed helt vildt.

Og jeg har aldrig prøvet at købe et hus før. Og selv om jeg tænker, at jeg er bestået, og faktisk har virkelig godt styr på bank og forsikring, tinglysning og samejeoverenskomst. Så er jeg på bundløst dybt vand, når det kommer til istandsættelse og håndværkere.

Så en halvdel af mig har fortrudt. Hun kigger længselsfuldt tilbage mod min lille lejlighed med det fine badeværelse med varmt vand i bruseren, vores fine, nye opvaskemaskine, min dejlige altan – trygheden, roen, min smukke, lille hule. Den anden halvdel træder modigt frem mod det nye og ukendte. Hun er taknemmelig for de muligheder, jeg har skabt for mig selv og de muligheder, jeg har grebet. For hun ved godt, at jeg og vi er vokset ud af den lille lejlighed. Hun ved godt, at for at jeg kan vokse, må jeg have ny jord og en større potte. Som en fisk, der er blevet alt for stor til den lille pyt, den plasker rundt i, og som nu er skyllet over i den store skovsø. Pludselig er den store fisk blevet lille bitte. Eller også har verden omkring den bare udvidet sig.

Jeg lytter til musik, mens mørket langsomt sænker sig over min stue. Den musik, jeg har lyttet til så mange gange i den stue. Den lyder så velkendt på en fremmed måde. Eller måske så fremmed på en velkendt måde. Barndomsminder og ungdomsminder fletter sig sammen med stille tårer. Jeg mærker formødre og forfædre. Alle dem, der har været her før mig, gået vejen før mig. De står bag mig nu. De har min ryg og lægger kærligt og opmuntrende en hånd på min skulder. Himlen er lys blå og stille i sin skumring. Jeg er fyldt op af taknemmelighed og alle følelser. Mon det er ligeså hårdt for andre at flytte? Og hvordan holder de til at gøre det hele tiden?

Udgivet den

Sommeraftenkøretur Mod En Ny Begyndelse

Aftenstemningen er lummer, tung, ventende.
Vi kørte en tur. Eventyr. Bare lige ud, indtil en indskydelse fik os til at dreje. Nogle steder havde det regnet. Intens duft af vådt. Asfalt. Græs. Liv. Grønt. Bål. Som vi susede forbi, indsnusede jeg det med hele kroppen.

Og jeg kunne mærke den nye begyndelse stå og vinke i horisonten. Nu. Nu. Lige om lidt. Og min sjæl jublede af glæde ved fornemmelsen af, at denne gang var jeg ikke alene. Den her nye begyndelse skal jeg dele med Bjørn. Os to. Helt tæt sammen. Åbne døren sammen. Træde ind sammen. Stå i den store, tomme stue og føle os små og måske lidt fortabte – sammen. Dele glæder og frustrationer. Række ud og vide, at den anden er der med kærlighed og støtte. Falde i søvn, mætte og overvældede af alt det nye, i hinandens arme under nye stjerner.

Og måske er det derfor, jeg føler sådan en ro. Selv om jeg ingenting ved, selv om jeg ikke har regnet noget ud eller har nogen plan, så mærker jeg, at alt bliver, ligesom det skal være. Alt bliver godt. For jeg er ikke alene. Jeg krammer den følelse ind til mig, mens vi kører igennem den danske sommeraften. Hun er frodig og tung – sommeraftenen. Markerne svulmer og lyser gyldent rosa. Træerne hænger tungt rundt om markerne som en beskyttende, grøn mur. Mågerne cirkler under de tunge tordenskyer, holder festmåltid i flyvemyrer. Alt er langsomt og tungt. Alt er frodigt og vibrerende. Alt er, som det skal være. Vi farer vild i et sommerhusområde. Måske med vilje.

… Og så blev mit eventyr-skriveri afbrudt af naboen, der kom ud på sin altan og talte højt i telefon. Min boble opløste sig. Eventyret i sommerhuslabyrinten og det gyldne lys på markerne opløste sig i luftige drømmekasteller, der hurtigt svævede væk over hustagene.

Egentlig var alt, jeg ville sige, vel bare følelsen af opløsning. Jeg føler en lyst, ja, en trang til at gå i opløsning. Flyde ud. Blive et med alt. Blive alt.

Jeg er alt. Jeg strækker mig ud over min krops grænser. Min bevidsthed ekspanderer. Endeløst. Stadig prøvende, da jeg forventer at støde mod noget. En grænse. Men det gør jeg ikke. Det er kun mig selv, der beslutter begrænsningen. Den findes ikke i virkeligheden. Kun i mit eget hoved. Giver jeg slip på den, kan jeg fortsætte udad og udad og opad. Uendeligt. Jeg kan udfylde hele Universet med min bevidsthed. Og hele Universet kan være indeni mig. Så der er ikke noget at være bange for. Alligevel mærker jeg usikkerhed. Jeg er trods alt kun/også et menneske. Og i horisonten vinker en ny begyndelse.

Udgivet den

Tanker om Et Samfund

Jo længere tid jeg befinder mig i verden, jo mindre forstår jeg af den. Eller – jo længere tid, jeg befinder mig i den menneskeskabte verden, det civiliserede, moderne samfund, jo mindre forstår jeg det. Jeg kigger mig omkring og føler mig som én, der lige er ankommet fra en anden planet, eller som én, der lige er vågnet. Forestillinger givet til mig som barn og teenager, viser sig en for en ikke at være rigtige. Måske i teorien, i idéen. Engang i intentionen. Men ikke i den virkelighed, jeg nu står og betragter. Alle de forventninger, jeg havde med mig, da jeg kom ind i denne verden, skuffes igen og igen. Måske har verden ikke mere at byde på? Måske var jeg overambitiøs på verdens vegne. Skru lige ned og stik piben ind. Der er ikke mere at komme efter. Ikke for dig i hvert fald.

Men jeg kan se spøgelset af den verden, jeg troede eksisterede. Jeg kan se genskæret af det samfund, jeg i tidens morgen købte billet til. Jeg kan se alle de rigtige bevæggrunde og intentioner stå tomme og forladte og vaje i en svag vind. Glemt. Forladt. Efterladt. Måske i farten. Har vi glemt os selv og vores strålende vision, mens vi har udviklet os til endnu et nyt stadie af avancerethed?

Et moderne samfund for os alle. Alle mennesker er lige. Alle mennesker har rettigheder. Ret til livet. Ret til frihed. Ret til fred og ro og tryghed. Men kanterne bliver stadig skarpere, og rammerne bliver stadig smallere. Form dig, pas ind. Og maskerne i sikkerhedsnettet bliver stadig større. Ingen rækker en hånd ud, når du hænger dinglende over afgrunden. I stedet smider de blanketter ned til dig. “Udfyld de her spørgeskemaer.” Tro og love-erklæringer. Forudindtagede og fordømmende ledende spørgsmål, der vil putte dig i en bestemt kasse. Eller helst uden for kasserne. For du er besværlig for systemet. Systemet, der måske nok engang var tænkt til at være til for dig, har ikke tid eller ressourcer til dig. Du er besværlig for systemet. For systemet har udviklet sig og knopskudt 8 nye systemer, og de har alle sammen travlt med at holde hinanden beskæftigede. Med digitale 20-siders formularer holder de hinanden fuldt beskæftigede, ja faktisk overbebyrdede, hurtigtløbende, papirudstedende, sagsrundtflyttende. “Måske vi bør skynde os at oprette et system og en instans mere. Det har vi brug for. Hvor blev borgeren nu af? Nåh, pyh. Godt, hun er væk. Hun var også kun til besvær og sænkede vores arbejde.“

Skatter. Omfordeling af goder. En fælles kasse, så vi alle sammen kan bidrage og hjælpes ad med at opbygge et smukt og dejligt samfund. Skoler, plejehjem, svømmehaller, biblioteker, politi, museer. Smukke, fredelige parker og skyggefulde, trimmede alléer. Kan I se det for jer? Har I købt ind på den forestilling? Skatter og afgifter og moms og gebyrer. Pengekarussellen drejer hurtigere og hurtigere. Men der ryger ingen af de store bamser ud fra tombolaen i aften. Heller ikke i aften. Men i morgen. I morgen er der helt sikkert gevinst. Den største bamse fra øverste hylde. Til borgerne. Til samfundet. Til alle mennesker. Men ikke i aften. Kom igen i morgen. Betal din indsats. Lad hjulet spinne og lamperne blinke. Men kom så igen i morgen. Måske i morgen.

Og demokratiets ølkasse er blevet en lukket klub for egoets liderlige strategispil. Alle kaster sig frådende ind i bunken for at nå toppen. “Hvorfor redde verden, hvis jeg kan smadre min modstanders fjæs. På live TV? Hvorfor gøre noget godt for borgerne, hvis jeg kan trampe på mine modstandere? Sagen? Den ved jeg ikke noget om, men jeg kan love jer for, at de kommer ned med nakken, og at vi vinder.” Måske var det bare en romantisk, naiv drøm? Måske fandtes der engang politikere, der gik til tinge for at gøre en forskel for mennesker. For at skabe et bedre samfund. For at bygge noget stort og smukt. Noget visionært, langsigtet og fremtidssikret. Og ikke bare et jernmonument med deres navn i toppen. “Se mig, se mig. Se, hvor vigtig jeg er for samfundet – og ikke mindst for mine venners pengepung.“

Som jeg står her. Undrende. Hovedrystende. Tvilende. Opgivende. Så fornemmer jeg genfærdene omkring mig. Genfærdene af dem, der har stillet de samme spørgsmål før mig. Det moderne samfunds kritiske spøgelser. Hippiere. BZ’ere. Punkere. Utilpassede. Hjemløse. Rodløse. Klimaaktivister. Højtråbende. Utaknemmelige. Har samfundet da ikke givet dem alt?

Men det var ikke dét, vi var blevet lovet. Vi trådte ud af barndommens dør og stod tilbage og kiggede på et helt andet billede end det, der var malet i vores barndomslærdomsbilledebøger. Ingen smilende politimand. Ingen andemor med ællinger. Ingen glade piger med rottehaler. Ingen rolige, overskudsagtige voksne med venlighed og respekt til overs for hinanden. Ingen smukke parker, skoler, alderdom, sikkerhedsnet, frihed, kultur, lærdom. Ingen plads til alle mennesker.

Er det fordi vi ikke vil? Eller har vi egentlig bare glemt, hvad det hele handler om? I farten? For at skabe det bedste samfund? Måske er det ikke blevet værre. Men spøgelsernes hvisken fortæller, at det heller ikke er blevet bedre. Måske er det her bare det bedste, vi kan præstere. Måske. Men drømmene er ikke ved at slukkes. Drømmene er ved at vågne.

Udgivet den

Søndagsstille, sommerdiset pause-pause

Et søndagsstille, sommerdiset hjørne af København. Solen er begyndt at kravle hen over den gule mur. Snakkende stemmer, der dæmpet når mit skjulested. Som om sommervarmen vakumiserer alle lyde. Gør dem fjerne og barndomsdrømme-agtige. Er det her min sommer lige nu, eller er det i virkeligheden et minde fra min barndom?

Og jeg mærker solen varme mine nøgne ben. Ligesom lydene flyder min krop ud. Konturerne smelter væk i varmen, og jeg flyder bare sådan lidt ud. Flyder bare helt udramatisk og dovent lidt sammen med verden. Vi er jo alligevel skabt af det samme. Det er kun et spørgsmål om tæthed og temperament.

Jeg holder en pause fra min pause. Alt er pause og flydende tempo de her dage. Tænk engang, at vi har gjort dét til noget unaturligt. Tænk engang, at man har fået indoktrineret flovhed på autopilot over at lave ingenting. Jeg har ingen planer. Ingenting jeg skal nå. Og i dag virker selv det en smule for meget, så jeg holder lige en pause her på altanen. Den driver trods alt tykt i sommersøndagsstemning.

Når jeg lægger mig ned kan jeg bare se blådiset himmel, grønne træer og et udsnit af solskinvarm, gul mur. Tænk engang, hvor heldig jeg var at finde sådan et hul midt i København. En stille oase med udsigt til uendelig himmel. Mursejlerne suser i store buer rundt på min himmel. Frie og ubekymrede. Nogle stemmer er ved at starte en grill i gården. Utydelige ord og røglugt stiger op til mig. Jeg suger det hele til mig. Nyder det. Gemmer det i det øjeblik, der er lige nu. Fremkalder et polaroid-minde og gemmer det i min skattekiste. Snart skal jeg videre herfra. Snart har jeg siddet på min altan og kigget op på min Københavnshimmel for sidste gang. Men lige nu er lige nu. Og lige nu er perfekt søndagsstille, sommerdiset stille liv. Her på altanen.

Solen er kravlet længere hen over himlen og kigger nu frem bag muren. Den blinker til mig, og jeg blinker tilbage. Jeg lukker øjnene, læner hovedet tilbage mod muren, suger solens varme ind med hele mit ansigt. Jeg tror faktisk, vi har brug for flere pause-pauser i verden.

Udgivet den

Den her tid er fuld af healing

Den her tid er fuld af healing. Hvis vi tillader den. Hvis vi stopper op og åbner os for den. Alle de gamle sår og uretfærdigheder, der bliver revet op. Og det er grimt og ulækkert, sviende og ubehageligt, når de ligger dér. Åbne. Blottede. Men det er herfra healingen begynder.

Jeg trænger hele tiden dybere ned. Giver lidt mere slip. Åbner lidt mere op. Tillader lidt mere. Det er så smukt, og jeg bliver stille rørt, hver gang jeg oplever, at nu er der sket lidt mere healing. Og jeg har lyst til at fortælle om det. Jeg har lyst til at forklare og vise, hvordan det ser ud, hvordan det føles, og hvordan det sker. Men det er ikke nemt at få greb om med ord. Det er nok også derfor, det har taget så lang tid for mig at finde det. Eller opdage det. For det sker hele tiden. Ubemærket. Umærkeligt. Mens jeg har travlt med at lede efter det i stort opsatte, oplyste, larmende, oppustede scenarier.

Men nu begynder jeg at få en slags greb om det. Som man griber den lune sommerbrise, mærker dens pulserende essens i sin hånd, velvidende at man aldrig vil kunne fastholde den. Den er virkelig og potent. Og dog så usynlig og virkelighedsfjern, at man må løsne op for begreberne for helt at fatte den. Men healingen findes i sommerbrisen. Så prøv næste gang, du står midt i en solbeskinnet sommerdag at lukke øjnene, trække vejret helt ned i maven og give slip på alle spændinger og bekymringer i din krop. Mærk, hvordan sommerbrisen jublende kommer dig i møde, omfavner dit ansigt, krammer din krop og kysser din sjæl med solskinsvarme kys. Healing er alle steder omkring os. Og i os. Vi er fri til at benytte os af den. Hvis vi vil.

Lige nu er himlen grå. Alt er stille. Fuldmånen fik endnu engang mit måneblod til at springe ud i spinkle, dybrøde blomster. Tunghed og træthed. Jeg takkede ja til kroppens invitation og lagde mig på gulvet. Her har jeg ligget i tre dage nu. Verden er pakket ind i gråt. Hele huset er pakket ind i grå plastik. Kun en lille firkant, jeg har skåret med en saks, giver mig mulighed for et glimt af verden og et glimt af frisk luft. Der er et dunkelt gråt lys i min puppe og rolig musik. Jeg tillader det, jeg accepterer det, jeg takker ja. Og i rolige bølger glider jeg under overfladen. Det er ikke søvn. Det er det uformelige, tågede mellemlag af healing. Min krop ligger afslappet, hvilende. Men min sjæl arbejder hårdt. Der er andre sjæle/væsener, jeg har samtaler med. Der er opgaver, der skal løses. Men det hele på så abstrakt et plan, at jeg ikke kan gribe det og omsætte det til andre ord og begreber, end dét; samtaler og ting, der skal gøres. Men jeg vender altid tilbage til kroppen fuld af ro, afslappethed, afklarethed. Kærlighed.

Den her tid er fuld af healing. Og min rejse er lige nu en healingsrejse, der fører mig ad forskellige healingsveje gennem forskellige healingslande og -byer. Jeg tænkte, jeg ville prøve at definere eller afgrænse, hvad healing er, men alting kan vel i bund og grund være healing. Hvis vi vil det.

Udgivet den

Tanker, der blæser ind med vinden

Jeg føler en sorg i dag.
Den er blæst ind med vinden, der lige pludselig er taget til. Nu havde jeg ellers lige vænnet mig til varmen.
Forandringsvinde.
Stille sorg over dét, der er mistet.

Jeg sidder bare lidt her på altanen, pakket ind i tæpper og dyner, med en kop cacao og betragter skyerne.
De har hævet sig højt op over den vilde, legesyge vind, driver langsomt af sted.
Forandring er uundgåelig.
Vi kan ikke gemme os.
Alting forandrer sig altid.
Til sidst.
Før eller siden.
Hele tiden.
I én glidende bevægelse.
Hen over himmelhvælvingen.

Mit stearinlys er blæst ud.
Det holdt ikke længe mod vinden.
Kulden finder min nøgne krop under tæpperne og dynerne. Kryber ind og lægger sig som kuldegysninger på min hud.
Jeg er træt.
Også i dag.
Evigt træt.
Jeg er tit bange for, at jeg aldrig vil stoppe med at være træt. At jeg altid vil skubbe og slæbe mig tungt af sted.
Men jeg ved godt, at det ændrer sig på et tidspunkt. Når jeg engang er færdig med at være træt, så vil jeg igen være frisk og springe let og energisk af sted.
Men jeg kan godt blive bange for, om jeg har tid nok til at være træt. Hvad hvis de kommer og siger, at min tid til træthed er sluppet op? At jeg skal i gang. At jeg skal skubbe og slæbe og ase og mase, indtil jeg en dag segner om for sidste gang?
Men det er ikke det, jeg skal. Jeg funder en anden måde. En anden vej.

Cacaoen er blevet kold.
Men fuck, den smager godt.
Jeg kan gøre alt. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Når bare jeg gør det lige så godt som cacaoen, så kan jeg gøre alt med succes. Så jeg behøver ikke ase og mase.
Jeg kan bare lave cacao.

Udgivet den

Et tre måneders øjeblik

Det er tre måneder siden, jeg har været her sidst. 85 dage. Et kvart år. Et øjeblik. Et halvt åndedrag for at samle pusten igen. Der er den igen – Tiden. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er tre måneder lang eller kort tid? Hvad betyder det egentlig? Ikke rigtig noget. Det er jo i bund og grund bare endnu en af menneskehedens konstruktioner for at forsøge at skabe en slags orden i Universets almindelige kaos.

“Men hvad har du så lavet?” hører jeg stemmerne spørge. “Har du brugt tiden fornuftigt?“

Jeg svarer dem ikke. Jeg kigger på den blå himmel. Træerne vinker og svajer og hvisker og snakker med deres nye, neongrønne blade. De er virkelig vågnet nu efter vinteren. Fra den ene dag til den anden. Da vi næsten ikke kunne udholde de nøgne, brune vintergrene længere og var begyndt at tvivle på, om foråret nogensinde ville vende tilbage. Måske var kvoten af forår endelig opbrugt. Vi stirrede sultent på de små, kolde knopper, som frosten blev ved med at bide i. Suk og lange, vinterblege blikke. Men så skete det. Fra den ene dag til den anden eksploderede landet i et grønt festfyrværkeri. Og nu står de dér – alle træerne og buskene – viser deres nye dragter frem og pludrer i munden på hinanden. Fortæller om deres lange vinterdrømme og strålende sommerplaner. Syrenen strutter og klematissen har dækket cykelskurtaget helt i sart lilla. Gad vide, om jeg kan klatre op og tage et billede af det?

Men selv om det ligner sommer, så er det stadig køligt. Jeg sidder med trøje og dyne og kolde, stive fingre. Det har været en hård vinter. En lang vinter. Og den har ikke helt sluppet sit tag i os endnu. Ikke i mig i hvert fald. En gang imellem begynder jeg at fryse. Lige pludselig bliver min krop kold og kan ikke finde varmen. Vinteren har sat sit spor i os. I hvert fald i mig. Kolde minder om en verden og et samfund i opløsning har lagt sig i min sjæl. Jo mere, jeg synes, jeg forstår verden, jo mindre mening giver den. Jo mere, jeg øver mig på at være et menneske, jo sværere synes jeg, det bliver. Skal jeg finde min mening med Livet, eller skal jeg skabe den selv?

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med mine ord. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg vil hen overhovedet. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så mange holdninger og observationer. Så mange eventyr og historier. Men lige nu er der vist alt for meget på en gang. Og så ingenting. For når man har alting samlet på et sted på en gang, så bliver det hele lige gyldigt. Lige meget værd. Og dermed – Ingenting. Alting ophæver hinanden. Finder balancen i den absolutte ligevægt. Og her står alting stille. Overfor hinanden. Mellem hinanden. Over og under og rundt om hinanden. I en mikrodel af en uendelighed.

Så hvad er egentlig vigtigt? Nej. Det er ikke det rigtige spørgsmål. For alt er vigtigt og ikke-vigtigt. Spørgsmålet er nok nærmere; hvordan kommer jeg videre herfra?

Udgivet den

Hvordan man griber et hjørne af kaos

Umiddelbare tanker. Der er ingen steder at få fat. Ingen steder at starte. Alt er, som det plejer. Alt er alting. Og ingenting. Samtidig. Kaos og stilstand. Limbo og forandring. Jeg bliver uendeligt træt, hver gang jeg forsøger at gribe et hjørne. Skabe orden og mening. Så hvorfor bliver jeg ved med at forsøge? Hvorfor lader jeg det ikke bare være?

Det må være trangen til at skabe. Gribe ind i den uformelige masse af kaos, grave en ordentlig håndfuld blød kaos ud, ælte den mellem hænderne, forme, rulle, glatte. Få et glimt af den form, der bor i klumpen. Nysgerrigt og omhyggeligt lade fingrene lokke formen tydeligere frem. Samskabelse. Elskov mellem mine hænder og en uformelig klump kaos. Tiden forsvinder. Vi drejer rundt i vores eget lille univers. Brusende lykkefølelse. Og stolthed. Kærlighed. Til den lille figur, jeg har skabt.

Og det er nok dén følelse, jeg jagter. Når jeg skaber noget, skaber jeg verden. Når alting bare flyder ud i uformeligt kaos, befinder vi os stadig på tærsklen til verden. Udenfor skabelsen. Uden for tiden. Flyder vi rundt i det uendelige ur-hav af alting-ingenting-stof. Det glitrer og glimter. Det er fuld af potentiale og liv. Men lige nu er det bare ingenting.

Der skal en gnist til at sprede molekylerne. Skabe en åbning, vride en flænge i den ubrydelige overflade, så jeg kan gribe fat. Og jeg har gnister. Jeg kan mærke dem. Men de ligger langt, langt inde i mit inderste, dybe mørke. De gnistrer gyldent af vitalitet. Svævende i mørket sender de små, gyldne lyn mellem hinanden, mens de venter.

Jeg kigger ud over det bølgende, kaotiske muligheds-ur-hav endnu engang. Det er ikke det, jeg skal. Ikke endnu. Himlen er en grå dis. Solen anes som et rundt spøgelse bag disen. Alt er stille og afventende. Ikke endnu. Jeg vender mig bort fra Ur-havet. Jeg vender mig mod mig selv. Jeg vender mig ind i mig selv. Dykker indad. Endnu engang.

Jeg dykker ind i mig selv. Mod bunden. Mod mørket. Dybere. Længere ind. Jeg er ikke længere bange for mørket. Jeg omfavner det, da det omslutter mig. Går roligt på jagt efter de små, lysende gnister.