Udgivet den

Sne. Snefnug. Snevejr.

Snefnuggene triller tumlende forbi mine vinduer. Fra venstre mod højre. Nogle bryder ud af rækkerne og danser løsslupne og frimodige rundt i jublende spiraler foran vinduet, inden de igen indfanges af vinden og sendes videre. Himlen har lukket sig grå om sig selv. For et øjeblik siden slap solens stråler varme og gyldne igennem skydækket. Men nu er der ingen sprækker at se i det grå. Det virker så uendeligt længe siden. Måske var solens orange lys mod mit ansigt gennem de beskidte vinduer blot et drømmende minde. Fra en fortid, der aldrig har eksisteret.

Mens jeg sidder her, skifter de røde tage langsomt, langsomt farve til hvidt. Ét lille fnug ad gangen. De har ikke travlt. Hverken tagene eller snefnuggene. De har ikke noget, de skal nå. Intet mål. Så hvorfor skynde sig?

Jeg prøver at være som tagene og snefnuggene. Uden noget jeg skal nå. Hvad skal jeg egentlig nå? Lige nu har jeg jo nået mit mål. Det ypperste mål for et menneske. At sidde stille og fredeligt og kigge på snefnuggene. Jeg er ikke sulten, jeg er ikke kold, jeg er ikke syg, jeg er ikke i fare. Jeg har opfyldt alle mål i livet. Så nu kan jeg bare læne mig tilbage og være til. Nyde, at jeg er nået i mål, har opfyldt alle krav. Et øjeblik.

Et uendeligt øjeblik mens snefnuggene vælter forbi udenfor og langsomt transformere røde tage til hvide. En solsort skyder sort hen over den grå himmel. Ellers er alting frosset i tid. Et øjeblik. Et uendeligt øjeblik, hvor jeg kan læne mig tilbage i simpel tilfredshed.
Jeg er. Og alt er, som det skal være. Et øjeblik endnu.

På et tidspunkt bliver jeg sulten. Eller mit ben begynder at sove. Jeg begynder måske at fryse. Eller samfundet går i opløsning og verden bryder i brand. Og så må jeg rejse mig. Så har jeg mål at opfylde, aktiviteter at udføre. Maskinen sætter i gang. Organismens processer aktiveres. Handling. Overleve. Leve. Men det er i en fremtid, der ikke eksisterer i øjeblikket.

Snefnuggene er blevet mindre og færre. De har forladt deres tag-projekt et sted mellem rødt og hvidt. Har de givet op? Har de fejlet? Nej, de havde aldrig noget mål. Så de opnåede præcis dét, de skulle.

Udgivet den

Mens vi sidder lige så stille og venter i et vakuumpakket kaos

Hvad sker der egentlig? Med mig? Med Tankerfradenhalvetime? Med Verden?
Ingenting og alting og egentlig ved jeg det ikke rigtigt. Jeg har haft alle mulige idéer om, hvad jeg skulle, burde og kunne. Samle op på det sidste år. Kigge fremad ind i det nye år. Skifte stil. Skifte emne. Skrive flere eventyr. Skrive politiske indspark.

Jeg har en masse kladder liggende. Mange gange har jeg sat mig ned og tænkt, at jeg skulle, burde, kunne skrive et blogindlæg. Men ordene løb hurtigt ud. Et par krøllede sætninger, det var alt, det blev til. For det føltes ikke rigtigt. Det føltes ikke som nu eller som dét. Faktisk følte det slet ikke som noget. Og egentlig kom det sig vel mest af en opdragelse til kontinuitet. Fortsæt, fortsæt. Videre, videre. Hjulene drejer. Toget kører. Nu må du fortsætte, blive ved med at fylde ind og fylde ud. Aldrig lade kedlen løbe tør.

Men der er så mange paradigmer, vi er i gang med at bryde op. Vi kigger på dem. Og vi kan se alle deres fejl og mangler. Endnu engang befinder menneskeheden sig i en lomme af historien med et eksistentielt tomrum. Et vakuum af tvivl. Og nu gik det ellers lige så godt. Vi havde fundet sandheden. Og vi havde defineret og målt og vejet sandheden. Og den var lige dér. Så tydelig og veldefineret. Demokrati. Kapitalisme. Børneopdragelse. 8-16. Lang videregående uddannelse. Realkreditlån. Det godes kamp mod det onde. Så nemt og fint og ordentligt. Sandheden.

Men ligesom med al anden religion holder den kun så længe, der er nogen, der tror på den. Og pludselig begyndte sandheden at slå revner. Og pludselig var der flere, der kiggede ind i revnerne – eller faldt igennem dem – fandt ud af, at sandheden slet ikke var tiltænkt dem. Eller de mærkede, at der var en anden sandhed, bagved, der begyndte at trække i dem. Tvivl og spørgsmålstegn. Sandheden er blevet gammel. Og menneskeheden er endnu engang vokset ud af sin egen sandhed.

Og sandheden var sandheden. Engang. Den løftede os op, derfra hvor vi var. Men nu er vi et andet sted. Vi er vokset. Og heroppefra kan vi se sandhedens mange fejl og mangler. Den er jo blot én sandhed ud af mange. Og den har gjort det så godt, den kunne. Men nu krakelerer overfladen. Paradigmer og institutioner må falde. Vi må rydde ud og gøre plads. Plads til at bygge en ny sandhed. Ikke fra bunden. Ikke forfra. Men ovenpå fundamentet af den gamle sandhed.

Og det er nok bare dét, jeg mærker. Lige gyldigt hvor jeg forsøger at række ud og gribe fat, så smuldrer virkeligheden mellem mine fingre. Tørre flager af puds drysser ned fra mine hænder, der griber i tomme floskler og luftkasteller. Så hvordan kan jeg skrive om mig selv, mine tanker og mit liv, når alt er gået i opløsning? Samtidig ligner alting sig selv. Hver dag ligner den samme gamle, grå hverdag. Men den er ikke virkelig mere. Ikke rigtig. Den er bare et spøgelse af en sandhed, der endnu ikke ved, at den er døende.

Så det er egentlig bare dét, der sker lige nu. Med mig. Med Tankerfradenhalvetime. Med Verden. Vi sidder lige så stille i et vakuumpakket kaos og venter på, at den gamle sandhed skal dø, så noget nyt kan spire frem.

Udgivet den

Alt og Ingenting som Altid og Aldrig.

Når kaos er blevet hverdag, hvad skriver man så om?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om alt er gået i stå, eller om alting hvirvler rundt i kaos. Står jeg stille? Eller gør verden? I dag er himlen blå. Uendelig, uforgængelig blå. Som om det altid har været sådan. Og altid vil vedblive at være sådan. Men jeg kan godt huske i går. Og i sidste uge. Og hele december måned, hvor alting var gråt og mørkt og koldt og gråt og vådt. Og gråt. Hvor man gik og tvivlede på, om himlen nogensinde havde været blå i virkeligheden, eller om det bare havde været en forvirret, fiks illusion.

Og sådan er verden lige for tiden. Èn tilstand, der virker urokkelig. Lige indtil den skifter. Vender rundt. Bliver til en helt anden tilstand. Beder os vende op og ned og dreje rundt om os selv. For nu er det denne tilstand, der gælder. Og sådan er det bare. Har himlen nogensinde været andet end grå?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er oppe eller nede. Om jeg har styr på tingene, et godt, fast tag i årene og på vej i den rigtige retning. Eller om jeg i virkeligheden ligger på bunden. Sunket. Tung. Ubevægelig. Men uden selv at indse det. Begge dele virker lige sandsynlige.

Jeg har accepteret at alle mål ligger for enden af en lang række enkelte skridt. Gerne små skridt. Helt bitte musse små skridt. Ingen grund til at finde utålmodigheden frem her, for udviklingen har ikke travlt. “Et skridt ad gangen“, messer den sløvt. Og tålmodigt har jeg gået de små skridt.

Men nu har jeg glemt, hvor jeg egentlig er på vej hen.

Kaos er blevet hverdag. Alting er nyt og ikke det samme hver dag. Og alting er det samme igen og igen og igen. Dag ud og dag ind. De samme aktiviteter, de samme pligter, de samme tanker, de samme udfordringer, de samme drømme. Ingenting rykker sig. Hverken tættere på eller længere væk. Men alting forandrer sig alligevel. Bytter plads. Men byttes aldrig ud.

Jeg har glemt, hvor jeg var på vej hen. Og hvorfor jeg egentlig ville derhen.

Jeg kan godt huske, hvad jeg var på vej væk fra. Men jeg er i tvivl, om jeg er kommet videre. Er jeg egentlig ikke bare gået i ring? Gået på stedet? Byttet plads uden nogensinde rigtigt at bytte plads med noget. Eller nogen.

Men pyt med det. Nu er jeg her. Julen er i hvert fald fuldstændig som den plejer. Selv om alle siger, den er ekstraordinær, anderledes, underlig, særlig og helt speciel. Måske har jeg bare fuldstændig misset pointen? Alt er helt som altid. Og aldrig før.

Udgivet den

Det Gamle År og Det Nye År

Så nu er den her igen. Den klare, lyse, blå himmel med de små, puffede, hurtige, hvide skyer. Og den har noget med til os – den blå himmel. Den har frisk, ren energi. Den har håb og nye begyndelser. Den lader os fornemme smagen af et nyt år, der står og venter lige om hjørnet. Det er klar – det nye år. Og det gamle år er ved at være brugt op. Træt og tyndslidt og trevlet i kanterne står det gamle år og hænger. Løfter træt blikket.

Vi har virkelig fået brugt det gamle år, hva’. Måske ikke sådan som vi havde forestillet os og planlagt i starten, da det var helt friskt og ungt. Men for pokker, vi har oplevet noget. Og vi har gjort og ikke-gjort noget. Og vi har fyldt året godt ud – hver måned og uge og dag, ja hvert minut – har vi fyldt ud med planlagte og ikke-planlagte handlinger og ikke-handlinger. Og følelser og tanker. Hold nu op, hvor har der været mange følelser og tanker i år. Så vi kan vist roligt sige, vi har fået brugt året. Fyldt det ud. Vi kan godt klappe hinanden på skuldrene og lykønske hinanden. For det har sgu været noget af en indsats. Godt gået!

Og nu får vi så en smagsprøve på det nye år. Nye energier. Nye muligheder. Der er mennesker, der ikke har skænket det en tanke, at det gamle år snart er ved at være ovre. De fortsætter ufortrødent med næsen godt plantet i sporet fremad, fremad, fremad. En dag ad gangen. Men der er andre mennesker, der løfter blikket. De mærker den friske vind i ansigtet og sniffer begærligt efter noterne af det nye år. Et par stykker slikker sig begærligt om munden, slipper hvad de har i hænderne og styrter af sted for at komme først til det nye år. Så de kan sikre sig den største bid foran alle andre.

Jeg vender bare ansigtet og kroppen mod solen. Lukker øjnene. Lader lyset og vinden feje hen over mig. Lader lyset lægge sig i mine smilerynker, lader vinden kysse mine tårer bort. Lader det nye års energier svøbe mig i håbefulde drømme. Takker det gamle år, mens det langsomt siver ud. Jeg lader de hastigt farende skyer gribe min bevidsthed. Den taber pusten af den hurtige flugt og får alle tanker slået ud af maven.

Jeg takker mig selv. Jeg har gjort det godt. Jeg har fyldt året ud med handlinger og ikke-handlinger. Det blev på ingen måde, som jeg havde forestillet mig eller planlagt. Men jeg opnåede det, jeg sigtede efter; At udvikle mig, at gro, vokse. At finde ind til mig selv, min egen kerne. Åbne mit hjerte, lade mit lys skinne ud i verden, lade min stemme løfte sig og mine historier få form. Der har været meget ikke-handling. Her er jeg kommet dybest. Der har været mange ting, jeg har gjort for allerførste gang. Her er jeg vokset.

Jeg står her endnu. Med ansigtet vendt mod solen og vinden. Solen bleger det blå omkring sig, så himlen bliver helt lys og gul. Jeg har ikke travlt. Jeg har tid til at lade det gamle år integrere og falde på plads, inden jeg tager hul på det nye år.

Udgivet den

Et kaos af larm

Der er så meget larm. Over det hele. Alle steder. Fra alle kanter. Alle larmer. Råber op. Vifter og gestikulerer. “Se mig! Hør mig! Jeg har det næste vigtige budskab. Jeg har det næste produkt, du bare må eje. Jeg er vigtigt. Mig! Se mig! Hør mig!”

Og inden i mit hoved larmer det. Alt kværner rundt. “Du kan gøre det her! Eller skrive det her! Du kan gå den vej, eller gøre sådan eller det her!” Jeg føler mig som en fuld hund i et spil kegler. Vælter forvirret rundt. Kan ikke finde ud af, hvad jeg skal. Kan ikke finde ud af, hvad jeg vil. Tror, der er noget, jeg gerne vil, men kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal udtrykke eller gøre det.

Jeg prøver for mig selv. Øver mig. Forsøger. Skaber billeder og ord. Men de passer ikke rigtigt sammen. Passer ikke rigtigt til det, jeg prøver at udtrykke. Passer ikke rigtigt til noget. Sletter. Lader det komme ud. Haltende. Forkvaklet. Hvor er sammenhængen og den røde tråd? Hvor er visdommen eller den overraskende puncline? Smukke drømmevæsener, der materialiserer sig som misfostrer.

Forvirrende. Frustrerende. Jeg vil jo bare gerne fortælle min historie. Give min sandhed en stemme. Berette om min rejse, så andre kan lade sig inspirere. Give mit bidrag til det kakofoniske kaos af larm og stemmer og budskaber og salgstaler. Jeg veksler imellem lysten til at råbe højt og lysten til at opgive i stilhed. Frem og tilbage.

Jeg føler, jeg har noget vigtigt at sige. Men mine budskaber drukner. Hvorfor overhovedet prøve? Er det ikke bare larm som alt det andet? Mere støj. Forurening af enkelheden og klarheden. Hvad kan jeg egentlig bidrage med, når det kommer til stykke? Er alting ikke allerede blevet sagt?

Men når jeg så flakser rundt i de susende lydtunneller som en omtumlet natsværmer og lytter til alle de andres larm, læser deres tekster, ser deres billeder – så er de ikke bedre end mine. Ikke nær så pæne og gennemarbejdede. Ingen korrekturlæsning. Intet gyldent snit. Ingen magi. Bare en masse larm, der bliver kastet tilfældigt ud i det store rum. Algoritmerne hjælper mig ikke. De fodrer mig bare med mere af det samme. Aldrig noget nyt. Aldrig noget anderledes. Hvordan kan jeg udvide min horisont, når jeg altid får serveret det samme?

Så jeg trækker mig tilbage. Tilbage til min egen sfære, hvor det kun er min egen larm, jeg kan høre. Mine tekster, mine tanker, mine billeder og min lommefilosofi. Og her kan jeg drømme om en dag, hvor de må hæve sig på stolte, hvide vinger op over tornadoen af larm, flyve vidt og bredt, inspirere andre mennesker, få dem til at stoppe op et kort øjeblik og tænke nye tanker. Måske sker det aldrig. Men jeg ved, at jeg i hvert fald inspirerer ét menneske. En person, der ofte vender tilbage og læser og kigger og nyder og forundres og glædes og inspireres. Og den person er mig.

Så selv om jeg føler, at jeg drukner i larmen. At det ikke nytter noget at blive ved med at råbe højere – og jeg faktisk heller ikke har lyst til at blive ved med at råbe. Så sender jeg alligevel stilfærdigt mine skriverier, tanker, billeder, eventyr og magi ud i den overfyldte æter. For jeg har brug for det. Jeg får noget ud af det. Jeg gør det for at bane min egen vej gennem en verden af larm og kaos. Og det giver mening nok for mig.

Udgivet den

Allehelgenes Dag

Allehelgenes Dag. De Dødes Dag. Den sidste dag. Og den første. De døde har rejst længe og langt for at komme frem til den dag. Og lige midt imellem den sidste og den første dag er sløret helt tyndt. En silkegennemskinnelig ham, der strækkes og trækkes ud, vrides og vendes, når Verdensslangen ryster sig i kramper for at glide ud af sin gamle, døde hud. Hendes lydløse suk opfanges af sjælen i nattens mørke. De udenjordiske vibrationer vugger sagte sjælen i den sovende krop. Og sjælen kender klagesangen og nynner med på den sukkende melodi. Melankolske drømme hjemsøger den sovende. Alting må dø og slippe. Også denne dag, denne cyklus, denne tur rundt i Livets karrusel. Er I klar til en ny tur?

Verdensslangen bugter sig fri. Bugter sig videre hen over Universets stjernebanker. De døde skæl drysser stille ned over planeter på hendes vej, falder som stjerneskud gennem atmosfærer. Og de døde står klar med opadvendte ansigter. Da slangeskinnet sprak, strømmede de igennem. Ind i denne verden. Vores verden? Den verden, hvor du og jeg lige nu opholder os. Vi har den vist kun til låns, men vi ynder at lade som om, den er vores ejendom.

Og de døde fejer som grå tågetæpper ind over den allertidligste morgen. Dagen bliver skubbet til sidde og lukket ude. I dag bliver det ikke dag. I dag er det de dødes dag. Og de døde hænger over hele verden som et gråt, ubevægeligt tæppe. De står skulder ved skulder i gaderne og på markerne. Står vinkende mellem træerne i skovene og i parkerne. Løber efter bilerne og cyklerne og hvirvles ind i de roterende hjul. De lægger sig ned over hustagene, forsøger at glide ned gennem skorstene og ind gennem utætte vinduer og brevsprækker.

De døde plejer at lave en masse larm. Huje og skrige, fløjte og pifte, hulke og græde. Råbe forbandelser og fornærmelser og sønderrivende bønner efter de levende. Men ikke i år. I år er de alle sammen stille. I år står og ligger og hænger de døde bare. Helt stille kigger de på de levende. Venter. Observerer dem bare tavst. For i år er verden ikke, som den plejer at være. I år kan de døde ikke kende den verden, de tog af sted fra. I år er der ingen misundelse eller fortrydelse. I år venter de døde bare.

Der er stille i gaderne. Kun få levende har vovet sig ud. Der er underligt stille i hjemmene. Der er ikke mange, der har noget at sige. Alt er ligesom allerede blevet sagt for flere uger siden. Og de få, der stadig taler, gør det med hviskende stemmer. Som om ord også er blevet en forbrydelse. Der bliver skruet ned for radioer og fjernsyn. Folk lægger ikke selv mærke til det, men de skæver en gang imellem ud af vinduet. Ud på tågen. Og de skutter sig. Det er nok vinterkulden, tænker de og skruer lidt ekstra op for radiatoren. Men der bliver aldrig rigtig varmt i stuerne.

Tågen begynder at mørknes i kanten. Dagen fik aldrig lov til at komme frem, men aftenen ridder ind med hurtige skridt. Døden ridder ved hans side i den store, sorte kutte. Hans blåhvide dødningegrin titter frem under kutten, og hans le skinner skarpt og blankt højt over ham. Det bliver en travl nat.

De døde står langs vejene. Stille. Ventende. Svajende let fra side til side som til usynlig musik. Lys bliver tændt rundt om i husene. Men mange steder er der stadig mørkt. De få levende, der vover at kigge ud i skumringen kan se de blege, døde kroppe og ansigter stå tæt derude. De døde rykker sammen, rykker tættere på. Står nu helt tæt på vinduerne. De døde kravler ned fra tage og træer og stimler sammen om det varme lys, der strømmer ud fra vinduerne. De virker så skrøbelige – vinduerne – som små lysøer i et uendeligt hav af mørke og døde og ensomhed.

En ung mand står på en stol i en mørk, kold lejlighed. Han har fået bundet et reb fast i loftet. Han stirrer med sammenbidte tænder og tårer i øjnene ud mod de kolde ansigter uden for vinduet. ”Så I gjorde ingenting!” Hvæser han, ”I gjorde ingenting, og nu står vi her! I skred fra jeres ansvar! I tænkte kun på jer selv! I gjorde ingenting for at række hånden ud! I gjorde ingenting for at forsøge at redde andre eller redde verden! I gad ikke engang forsøge at redde jer selv! I åd og drak bare! Festede og forbrugte og grinede sanseløst og hysterisk, når I hældte mere gift ud omkring jer! I GJORDE INGENTING! OG I SKRED BARE FRA JERES ANSVAR OG EFTERLOD ALT JERES LORT TIL ANDRE!

Men det skal være løgn! Det skal kraftedersuseme være løgn! Jeg rydder ikke jeres lort op! Jeg gider ikke rette op på jeres fejl og jeres totale kuldsejling af jordkloden, af samfundet, af menneskeheden! Jeg gider fandme ikke engang redde mig selv op af den sump, I har efterladt mig i! Tak, for lort og FUCK JER!!!” Han vifter vildt med fuckfingrene strakt stift frem foran sig. Truer af vinduerne og de døde ansigter. Så træder han ud fra stolen og bliver hængende i luften. Trukket ned af tyngdekraften. Holdt oppe af rebet. Et absolut nulpunkt mellem gulv og loft. De døde vender sig bort. Flyder videre i tusmørket. I nat vil der være mange flere som den unge mand. Aldrig har verden været så tæt på sin undergang som denne nat.

Udgivet den

Et sted mellem meditation og revolution

“Jeg er simpelthen så træt, og jeg forstår det ikke,” sagde jeg til Kroppen. “Og vi har slet ikke tid til at være trætte. Vi skal da gøre noget, udrette noget.” Kroppen kiggede på mig. Så pegede den ud af vinduet, hvor den efterårsgrå morgen stadig var halvmørk og indhyllet i kolde, klamme tågeskyer. Og så pegede den på det røde blod, der dryppede fra min måneblødning. “Udenfor er det efterår. Indeni er det vinter. Du må gerne være træt, for det er tid til at give slip, hvile, restituere,” sagde Kroppen.

“Jo, jo,” mumlede jeg. “Men har vi ikke allerede gjort det? Det gjorde vi jo i går.” Men Kroppen lyttede ikke, den var allerede på vej tilbage mod den varme, bløde dynehule i soveværelsesgrotten. Vi blev dog hurtigt enige om et kompromis, og byggede en ny hule i sofaen. Det fejrede vi med en kop te.

Så nu sidder vi her. I sofahulen. Verden udenfor er stadig grå og kold og klam. Jeg tror slet ikke, Dagen kommer i dag. Den har nok også besluttet at blive i sin hule. Det er i grunden længe siden, vi har haft en længere periode med gråt vejr. Jeg synes, Solen har været yderst gavmild med den blå himmel i år. Førhen var der lange perioder med gråt. Jeg kan huske, at jeg tit tvivlede på, om Solen mon stadig eksisterede. Og om vi nogensinde ville få den at se igen.

Måske blev Verden så glad og mild, da vi lod alle flyene stå på jorden i en måned, at den åbnede op for uendelige dage med blå himmel. Måske er det bare min indre verden, der er skiftet. Måske ser jeg bare kun de strålende solskindage nu, mens de grå dage glider ligeså stille forbi bevidstheden uden at sætte sig fast. Gad vide, om der overhovedet er andre, der oplever den ydre verden, som jeg gør? Eller går alle rundt i hver deres boble af overbevisninger om sandheden? Måske er mine øjnes og min hjernes proces med at skabe et visuelt, forståeligt image helt anderledes end din? Det er ikke underligt, at mennesker har så svært ved at forstå hinanden.

Jeg veksler lidt mellem den bløde overgivelse til at kravle ind i min egen navle for at prøve bare at forstå et enkelt menneske – nemlig mig selv – en smule bedre. Og på den anden side en oprørsk trang til at forsøge at gøre en forskel og få alle mennesker til at forstå hinanden og sig selv bare en lille smule bedre. Kan jeg redde verden, når jeg nu kæmper så ihærdigt for bare at redde mig selv?

Jeg kan mærke, jeg har begge to i mig. Dagdrømmeren, der vender verden ryggen og sætter sig ud i skoven og betragter årstiderne skifte, mens det hvide skæg bliver længere og længere. Revolutionæren, der rejser næven og stemmen mod systemet, og som med brændende visioner og kærlighed til folket, bryder gamle dogmer ned for at bygge nye strukturer op. De er her begge to. Ingen af dem er gået ud for at følge deres vej endnu. De har begge en hånd på dørhåndtaget til hver deres dør. De kigger afventende bagud mod mig, der står imellem dem. “Nåh, hvad venter du på? Kom. Kom med mig. Vi skal denne vej.” synes de begge at sige med deres udtryksfulde, glimtende øjne.

Jeg bliver stående midt imellem dem. Ubeslutsom. Jeg føler mig draget af dem begge. Men begge to fylder mig også med frygt. Kroppen har lagt sig ned. Den ænser ikke de to. I dag er det hviledag. Det er efterår udenfor. Og vinter indeni. Meditativ opstigning og revolution må vente til i morgen.

Udgivet den

Morgenobservationer

Jeg sidder her og ser morgenen kravle op over himlen. Langsomt. Stille. Der er mørkt i stuen. Kun to stearinlys bryder lidt af mørket med deres gyldne skær. Jeg sidder bare stille og kigger. Stilhed. En smule ferskenfarvet rødmen glider langsomt op og blender ind i nattehimlens dybe mørke. En enkelt fugl kan ikke sove længere og begynder nervøst at pippe. Den letter og flyver bort. Stille på lydløse vinger.

Jeg glider væk et øjeblik i tankestrømme. Fortidsminder og fremtidsplaner hvirvler drømmeagtigt ind og ud mellem hinanden. Jeg bliver nærværende igen. Ser, at det spæde ferskenfarvede lys nu har trukket en svag lyseblå farve med op over hele himmelbuen. Langsomt. Stille. Lyset tager til. Uden hastværk. Det glider bare ubemærket hen over kloden. Gradvist.

Jeg lægger mærke til den brusende summen af morgentrafik, der også er taget til. Langsomt. Umærkeligt er den steget i volumen. Har lagt sig som en bagtæppe til morgenscenen. Jeg kender den lyd helt ind i knoglerne og i sjælen. Og selv om jeg ved, at den kommer fra tunge lastbiler og små, gassende personbiler. Og selv om jeg ved, at den repræsenterer forurening og travlhed og stress og jag. Så er den lyd alligevel en del af min DNA. Jeg er barn af den industrialiserede verden. Jeg er flasket op ved brystet af effektivitetens beton og glas. Jeg er lullet i søvn under en lyssløret stjernehimmel til lyden af de sene lastbiltog på landevejen bag de høje træer, der omkransede min barndomsverden.

Det er lyden af en vågnende verden. Det er lyden af alle de mennesker, som jeg er i familie med. Og jeg rækker tråde af kærlig energi ud mod dem alle sammen. Rører hver enkelt person, som kører forbi i sin lille bil. Giver dem et strejf af kærlighed med på vejen mod dagens travle gøremål. Tager en smule af deres sorg eller bekymringer med tilbage. Vi er alle sammen familie. Jeg mærker jer. Vi støtter og bærer hinanden gennem livet og tilværelsen.

Himlen er helt lys nu. Mine øjne drikker lyset. Drukner i lyset. Hvis jeg lader mit blik glide ud af fokus, er det næsten som om, jeg kan kigge igennem det blå. Gennemtrænge det. Se i dybden. Se igennem. Til den anden side. En sky sejler ind i mit synsfelt og flammer op i orange. Et træ strækker sine grene og blade op over hustagene. De står tegnet i skarp silhouet mod den overjordiske, lyse morgenhimmel. Væsener og dyr træder frem af det skyggeagtige virvar. Tager form af grene og blade og skygger.

En trold vinker til mig. Jeg smiler og vinker tilbage. Jeg kender dem. Skyggevæsenerne. Dem er jeg også vokset op med. De bevæger sig ikke. Kan ikke. Gør ingenting. De er der bare. Men de er opmærksomme. Våger over mig. Passer på mig. Og jeg føler mig tryg med den vinkende trold, den lille hund og den store, forfjamskede haner, der alle troner på hustaget overfor.

Morgenen glider langsomt videre. Hen over kloden. Uden nogen rigtig lægger mærke til det. Jeg må også hellere komme i gang. Få ordnet gøremål. Få noget ud af dagen. Men jeg bliver siddende en stund endnu. Stille. Uden at røre mig. Bare observerer morgenen, der langsomt og umærkeligt bliver til dag.

Udgivet den

Lidt om ingenting

I går havde jeg en stærk lyst til at skrive. Bare gøre det. For hvis jeg ikke gør det, så sker det ikke. Så forbliver mine eventyr tanketåger, der hjemsøger mine hjernekroge uden nogensinde at finde fred i bogstavernes faste form. Jeg fik lyst til at samle og organisere alle mine noter og flaksende papirlapper med små guldkorn på. Jeg fik lyst til at færdiggøre, afslutte alle de halvfærdige historier, der ligger tålmodigt i min arbejdsmappe. Jeg fik lyst til at se det hele bundet ind og udgivet i en smuk, slank bog.

Men det var i går. Og det var inden middag. Timerne gled stille og roligt af sted, mens jeg ordnede overspringshandlinger. Jo, jo, godt nok relevante overspringshandlinger – jeg fik skrevet blogindlæg og Instagram-post. Noget med ord. Men så var jeg også træt. Sofaen havde trukket solens stråler ned over sig og lokkede; “Kom, læg dig her hos mig i eftermiddagssolen. Herfra kan du se skyernes flugt over himlen og mærke den friske vind fra vinduet. Her er blødt og rart og ingenting, du skal.”

Og jeg er nem at lokke til rare ting, så jeg puttede mig ned i sofaens bløde favn. Kiggede på skyerne. Kiggede på stuen. Lå i en boble af rarhed og havde det bare rart. Uden at skulle noget bestemt.

Så det var i går. I dag regner det. Stille, hviskende, silende. Jeg føler stadig lysten, behovet for at skrive. Men i dag har en anden modstander meldt sig på banen: Modløsheden. Og den svinger sit sværd af U-inspiration hen over mit hoved. Jeg ved jo slet ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg er helt tom for idéer. Jeg har jo ikke oplevet eller tænkt noget siden i går. Hvis jeg ikke kunne skrive de historier færdige for flere år siden, hvor jeg var ung og frisk og kreativ, så kan jeg da slet ikke nu.

Heldigvis har jeg et hurtigt bagholdsangreb klar mod Modløshedens mismods-ild. “Det betyder ikke noget,” råber jeg, “jeg skriver bare om ingenting. Og hvis det er ingenting, behøver jeg ingen idéer, ingen kreativitet eller inspiration. Der vil ikke engang være en bedømmelse af kvaliteten. For det er jo bare.. Ingenting!“

Modløsheden stopper op med et forvirret udtryk i ansigtet. Jeg går grinende forbi den. Sætte mig i sofaen med en kop te og begynder roligt at fylde et blogindlæg ud med ingenting.

Udgivet den

Under en morgenmeditation

Morgenens grå, stille timer krøb langsomt ind gennem sprækkerne og vækkede mig med en stille hvisken. Verden var stadig stille, og jeg listede ind i stuen til min halve times morgenmeditation. Tankerne var friske og klar til en ny dag, så de så straks muligheden for at fare af sted i alle mulige retninger med alle mulige idéer og projekter og påfund. Jeg fik dem samlet ind igen og centrerede dem omkring “JEG ER”.

Rummet indeni min krop har udvidet sig de seneste par år. Og det udvider sig stadig. Bliver større og større. Der findes en slette indeni mig, der strækker sig ud mod de lilla bjerge i horisonten, som strækker sig op mod de blinkende stjerner og snurrende galakser. Og her er Ro og Styrke. Og Magi. Her står jeg i min reneste essens. Jeg øver mig på at finde herind. Og blive herinde. En halv times tid hver morgen.

Tankerne forsøgte at forholde sig i ro, men det er så nemt at blive distraheret. Så mange spændende, frustrerende, sjove, underlige ting og tanker, vi bliver nødt til at vende. For første gang. Eller igen og igen og igen.

Jeg lagde mærke til, at der var en streg hen over stuegulvet. Som om laminatgulvet slet ikke var et laminatgulv, men bare et tæppe med laminatgulvstryk. Jeg tog fat i tæppet og løftede op. Det strakte sig helt ned til væggen. Jeg kiggede ind under tæppet og kunne se toppede brosten, der endte for foden af en væg af store, tunge kampesten. En mørk døråbning førte op. Eller ned. Eller ind i mørket. Jeg sænkede tæppet og kiggede hen over det. Laminatgulvet strakte sig hen under spisebordet til hvide fodpaneler og den hvide stuevæg. Jeg kiggede ind under tæppet igen. Tunge, mørke sten og den mørke døråbning. Jeg lagde tæppet på plads. “Ikke i dag,” tænkte jeg.

En frisk vind fejede ind af vinduet og fløj rundt langs stuens vægge, inden den ramte mig i ansigtet. “De er på vej,” bekendtgjorde den. Og jeg så den stolte brig med alle de hvide sejl bugnende af Vestenvinden pløje sig gennem det dybe blå hav, så det friske, hvide skum stod hende om stævnen. På dækket stod de barkede sømænd med de klare øjne rettet fremad. Opmærksomt skuende ud over horisonten. Stolthed. Råhed. Styrke. Handlekraft.

Jeg mærkede pludselig en frygt for at blive overrumplet, rendt over ende, drukne og bukke under for de fremadstormende pirater, når de gik i land. Hvad hvis de kom for at plyndre og myrde og voldtage og brænde ned? Hvordan skulle jeg kunne klare dem? Jeg greb ud efter en anden tanke. En idé om, at de ikke kom som fjender. Men at de kommer for at hjælpe mig. Jeg må hellere forberede mig på at kunne håndtere så megen råstyrke.

Vinden, der kom med budskabet, forsvandt ud af vinduet igen. Fejede hen over hustagene. Satte kursen mod havet og den åbne himmel. Endnu var riggen langt væk. Endnu havde de ikke land i sigte. Jeg har tid til at forberede mig. Men de er på vej. De kommer. Vinden ruskede i træerne udenfor, så de måtte give slip på deres blade.