Selvforstærkende evighedsdans

Jeg er tilbage igen. Tilbage i mit tusmørkeland med de lilla bjerge og den dybblå nattehimmel fuld af månelys og stjernernes længselsfulde, hviskende sange. Det føles egentlig ikke, som om jeg har været væk. Alligevel føles alt anderledes. Som om jeg godt nok er tilbage, men jeg er ikke længere den samme. Er det overhovedet mig, der har været her før? Eller var det en anden? En anden, hvis minder jeg på et tidspunkt har samlet op og nu bærer med mig som mine.

Jeg sidder på min altan. Jeg har siddet her hver dag. Næsten. Men det er først nu – for første gang i lang tid – nok for første gang i år – at jeg virkelig sidder her. For rummet er anderledes. Alting er roligt. En ro, jeg nu opdager, jeg ikke har følt i lang tid. Aftenhimlen er stille. Lange, lyserøde penselsstrøg i horisonten. Stille, stille. Selv mursejlerne har sat tempoet ned. Den vilde jagt er afløst af lydløst, glidende graciøsitet. Stille musik luller træerne i søvn. Langt væk i et andet nabolag, i en anden tidszone, er en sidste solsort ved at afslutte sin aftensang. Det lyder som indledningen på en sær drøm, som jeg alligevel har glemt i morgen tidlig.

Og indeni mig er der ro. En enorm ro, der breder sig ud og vokser. Indeni mig. Når jeg lukker øjnene, kan jeg fornemme, hvordan min indre ro fylder hele Universet. Og jeg kan fornemme, hvordan der er plads i min indre ro til alle mulige stærke følelser. Følelsen af frihed, af glæde, af lykke, af lyst, af taknemmelighed. Og en smule af snuhed, legesyge og hemmelighedsfuldhed. Jeg kender sandheden om Universets begyndelse, hemmeligheden om Livets mening og meningen med begyndelsen om sandheden bag hemmeligheden.

Jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk godt. Den indskydelse dukker pludselig op fra mit indre og forplanter sig ud i hver eneste celle i min krop. Og her har jeg siddet og mediteret, roteret chakraer, åbnet stjerneporte og kaldt på guider og engle for at få et lille budskab, en lille anerkendelse af, at jeg var på den rette vej, eller måske et tip til, hvor pokker jeg dog skulle gå hen nu. Og så kommer det så klart og tydeligt; Indefra mig selv.

Jeg har det godt. Og det er vel egentlig bare dét. Dét, som det hele handler om. Dét, som er mit pejlemærke, når jeg farer forvildet rundt i denne forvirrende, forvitrede verden. Dét, som er det vigtigste budskab, jeg kan lytte efter. Og dét budskab, som jeg håber at få med.

Jeg har det godt. Jeg er på rette vej. Og så skal alting nok gå. Når først det er sandt, bliver det en selvforstærkende profeti. Slangen bider sig selv i halen. En evighedsdans. Jeg ved, at når jeg kan finde her hen, så kan du også. Jeg er fuld af håb. Ikke for mig selv. Men for dig.