Fin og let, grå mandagsenergi

Der er sådan en fin energi i dag. Ved første øjekast ser det hele godt nok lidt gråt og klamt og trist ud. Men hvis du står stille et øjeblik, hvis du lukker øjnene og lytter med hjertet, så kan du høre Dagens klingende og lyse latter, mens eftermiddagstrafikken glider lidt mere gnidningsfrit, og dine skuldre og fødder virker bare en anelse lettere i vinterfrakken og vinterstøvlerne.

Jeg tog ud i skoven i dag. Ud i den grå, tågeudviskede, sovende vinterskov. Men den sov slet ikke. Den hviskede til min sjæl med tusinde klingende dråbers klokkespil og med tusinde småfuglestemmers sang og sludren. Træerne sagde dog ingenting. De stod sorte og blanke. Men de fulgte med i hvert et skridt, jeg tog. Jeg hilste, når jeg gik forbi dem. Søens vand var en stor, blank, grå flade, der gled lydløst op og smeltede sammen med himlens grå. Her på denne blanke flade kunne jeg skrive en helt ny historie. Men alt det gamle ligger stadig under overfladen.

Jeg gik langs vandet og tænkte på frygt. Frygt for monstre under sengen og hajer i svømmehallen. Frygt for at blive til grin, for at blive afsløret, for at stå frem og for ikke at være god nok. Jeg spekulerede over sammenhængen mellem vores følelser og vores drive i livet og til livet. Jeg undrede mig over, hvorfor fornuften øjensynligt er så dårlig til at samarbejde med følelserne. Og jeg blev enig med mig selv om, at dyr – ihvertfald pattedyr – bestemt også må have følelser.

En lille grøn plet midt i alt det vinterfarvede trak mig væk fra stien. Jeg endte for fødderne af et højt, lige egetræ, der stod i midten af en mose. Spinkle birketræer stod i en rundkreds omkring egen og rakte deres spøgelseshænder op mod dens krone. Den våde mosejord var lige her dækket af bregner. Jeg lænede mig op ad egetræets massive tryghed og forestillede mig moseofrenes sjæle rejse sig som hvide birketræer rundt om os. I tavshed ventede de på at blive trukket op af mosejorden. De grønne bregner dækkede deres øjne og kinder med fjerlette strøg.

Stien førte mig videre. Skoven var hele verden. Træer og mos, troldevæsner og hemmeligheder. Fjernt, fjernt borte kan jeg høre den evige susen fra motorvejen. Den er allestedsnærværende, og dog et spøgelse, som ikke rigtig findes i skovens verden. Den suser bare. Langt, langt borte. I en anden virkelighed.

Mine tanker er også evigt til stede. Jeg tror slet ikke, det er muligt at slukke for dem. De fortæller mig, hvad jeg oplever, diskuterer filosofi og politik, digter eventyr og fremtidsdrømme. Hvis jeg prøver at få dem til at være stille, fortæller de mig, at jeg prøver at få dem til at være stille. Mine tanker har så meget at fortælle. Jeg tænker tit, hvor smart det bliver, når vi engang kan koble vores hjerner direkte op på de sociale medier. Så behøver vi blot at tænke og “bling!”, så er det online. Det kommer nok til at kræve en del tankedisciplin.

Jeg tænker på mit arbejde, mens jeg går tilbage til bilen. Imorgen er ferien slut og jeg skal på arbejde igen. Jeg prøver på alle tænkelige snedige måder at skabe en positiv fortælling om det. Prøver at vende det på hovedet og se spændende udfordringer, muligheder og udviklingspotentialer. Men jeg kan ikke narre mig selv. Det er jeg alligevel for snu til. Jeg gider ikke på arbejde. Godt, det snart er weekend. En flok krager flyver ud over marken og forsvinder i tågen. Der er sådan en fin og magisk stemning i dag, hvis vi bare stopper op, lukker øjnene og lytter med hjertet.