Udgivet den

Drømme-arbejde

Jeg besøger ofte stadig min gamle arbejdsplads.
Den arbejdsplads, jeg forlod med en stress-sygemelding.
Jeg besøger den om natten.
I drømme.

Det er 3 år siden, jeg ringede og meldte mig syg.
Det er 2 år siden, jeg officielt stoppede på mit arbejde.
Jeg har været tilbage på min gamle arbejdsplads mange gange siden.
Mens jeg sover, vender Drømme-Marlene tilbage igen og igen for at afslutte dét, jeg ikke fik afsluttet i den vågne virkelighed.

I starten var drømmene hyppige.
Jeg opdagede, at jeg igen befandt mig på mit arbejde, og jeg mærkede tvivlen, sorgen og udmattelsen skylle ind over mig. “Åh nej, jeg er her igen. Jeg er her stadig.” Og med en klump i maven og tungt hjerte arbejdede jeg videre.

Så kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk ikke arbejdede her længere.
Det tunge blev lidt mindre tungt. Men jeg blev alligevel.
Nu var jeg her jo. Og jeg måtte gøre mine arbejdsopgaver færdige, inden jeg kunne gå.
På et tidspunkt fandt jeg endelig modet til at forlade min arbejdsplads.
De første par gange snigende.
Jeg ville virkelig ikke møde nogle af mine kollegaer. Jeg ville virkelig ikke ses.
Jeg var flov. Og bange.

Men efter at have øvet mig på at forlade min arbejdsplads igen og igen i drømmene, blev det nemmere. Så snart jeg opdagede, at jeg igen var tilbage, sagde jeg til mig selv: “Nej, jeg behøver ikke være her. Jeg er færdig her.” Og jeg gik selvsikkert og resolut mod udgangen.

På nogle af mine rejser mod udgangen begyndte jeg at møde kollegaer.
De lykønskede mig, heppede på mig og ønskede mig god rejse videre.
Den ene gang holdt de faktisk en hel afskedsfest for mig. Og selv min tidligere chef, der ellers var gået på pension, kom forbi for at lykønske mig. Og sige undskyld for at have efterladt mig.
Den nat gik jeg derfra i triumf med lette, glade bobler i maven.
Og jeg vendte ikke tilbage i lang tid.

Men så alligevel vågner jeg til tider op i drømme-virkeligheden og finder mig tilbage på mit gamle arbejde.
Det arbejde, som jeg forlod gennem en stress-sygemelding.
Der er fortsat lag, der bliver blotlagt i mit indre.
Der er fortsat arbejdsopgaver, der skal løses.
Der er stadig sorg, der skal ses og slippes.

I nat var jeg på arbejde igen.
Der var festlig stemning, for der blev holdt julefrokost.
Jeg stod for underholdningen ved at opføre en parodi på en medarbejder, der gjorde alt for at ligne én, der havde rigtig travlt, men som i virkeligheden ikke lavede noget. Jeg tastede hårdt og hurtigt på mit tastatur og kiggede koncentreret ind i skærmen som forblev fuldstændig tom.
Mine kollegaer morede sig.
Og jeg forklarede dem, at det ikke var en parodi. Det var mig, som jeg havde siddet dag ud og dag ind. På mit arbejde. Forsøgt at udføre mine arbejdsopgaver. Forsøgt at gøre en forskel. Forsøgt at udrette noget.
Men der var intet andet end en tom skærm. Tomhed. Og ingen måde at gøre det godt nok eller gøre det rigtigt. Eller bare gøre det.

De spurgte ind til, hvad jeg lavede nu.
Og jeg fortalte dem om åndedrætsterapi. Om healing. Om kroppen og psyken. Om ceremoniel cacao.
De virkede forvirrede.
Stemningen blev endnu mere løssluppen, og der var drinks i lange bane.
En ung kvinde besvimede efter en drikkeleg, men en anden var klar til at tage hendes plads.
Kollegaer hev i mig, for at jeg skulle komme med hen og få et par drinks.
Jeg takkede nej.
Festlighederne var ikke for mig.
Jeg havde ikke mere, jeg skulle på min gamle arbejdsplads.
Ikke i denne omgang i hvert fald.
Jeg begyndte at gå hen ad stien med den store, grønne hæk.
Noget andet venter på mig.

Udgivet den

Jeg Går Igennem Mit Indres Krigshærgede Landskab

Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab.
Øde lagt i ruin er.

Langsomme skridt tilbage ad min egen historie.
Min krop kender de her steder. Min krop kender de her rum og gader.
Og min krop overgiver sig til det kendte. For det er nu engang dét, den kender. For, hvor ubehageligt og grimt og farligt, det end er, så er det dét, som kroppen kender som hjem.

Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab, mens jeg husker.
Husker dét, som aldrig var blevet glemt, men som alligevel havde lagt sig til ro under overfladen. Nu husker jeg det, mens jeg gennemlever det nok en gang.

Jeg husker så tydeligt de natmørke rum, hvor jeg lå søvnløs.
Udmattet ind til knoglerne, men med en hjerne, der ikke kunne slukkes. Så mange tanker, så mange bekymringer, så meget at være nervøs for, så mange forsøg på at regne en løsning ud. Den ene tankehvirvel gled ubesværet ind i den næste tankehvirvel. Og de drejede og drejede hele natten lydløst rundt under det natfarvede loft.

Jeg husker tydeligt og endnu engang, hvordan kroppen blev skarp og kantet, mens et blåhvidt tæppe af elektricitet blev rullet ud under huden. Og lige under huden sitrede og dirrede det af skarp elektricitet, mens nervesystemet kortsluttede.

Jeg husker hovedpinen. Hovedpinen, som har været væk længe, men som engang var hyppig gæst. Hovedpine i hele kroppen. Hovedpine ned i nakken og skuldrene. Hovedpine ud i armene, ned i lænden og helt ud i tæerne.

Jeg husker trætheden. Og den evige følelse af, at være bagud. Jeg husker tungheden om morgenen. Hvordan jeg kunne observere de digitale minutter på vækkeuret tælle op og op og op.
“Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver at bevæge mig. Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver eksistere eller gøre.”
“Du kommer for sent. Du kommer for sent. Du kommer for sent.” Tikkede minutterne køligt og let spottende.

Selv om kroppen er tung og smertende, fortsætter jeg stadig frem igennem mit krigshærgede indre. For her er ingen udvej? Er her en vej ud? Jeg kender ingen anden vej end at fortsætte fremad. Bare en dag mere. Og en mere. Måske når jeg denne gang ud på den anden side.

Jeg husker, hvordan jeg glemmer. Glemmer ord, glemmer navne. Blanke, tomme huller i hjernen, hvor der før var ord. Så er det da lidt fred og ro bare her.

Jeg husker, hvordan kroppen desperat forsøger at råbe mig op, få mig til at stoppe, få mig til at give slip, få mig til at fralægge mig ansvaret og alle byrderne. Inden jeg styrter ud over den skarpe klippe. Kroppen sætter nerver i klemme og nerver på hold. Stive lemmer. Smerter. Desperate råb fra en krop.

Jeg husker kvalmen og den knugende knude i maven. Alting snører sig sammen om en indre beholder, der for længst er fyldt, der for længst er blevet for lille til at rumme det alt sammen, der for længst er flydt over. Og jeg husker tårerne. Gråden, der sidder fast i halsen, tårerne, der presser på bag øjnene. En enkelt lille dråbe mere, et ord, en hentydning, og det hele flyder over, bryder hulkende sammen og ud. Efterlader kroppen i et kollapset, rystende, snøftende, vådt sammenbrud.

Alle de ting husker jeg endnu engang så tydeligt, mens jeg igen bevæger mig igennem mit indre stress-hærgede landskab. Nye bombekratere ved siden af gamle bombekratere. Det tager år før de er væk. Gamle ruiner og nye ruiner. Mindesmærker over alt det, som ødelagde og lagde øde.

Jeg er overrasket og skræmt over, hvor hurtigt og let, kroppen fandt tilbage til disse egne, som jeg troede, jeg havde lagt bag mig. Hvor hurtigt og let, kroppen fandt de rum og veje, som før var hele vores verden. Og jeg har grædt ved tanken om, at jeg havde lovet kroppen, at her skulle vi aldrig hen igen. Et løfte, jeg ikke kunne holde.

Men nu kender kroppen også et nyt sted. Nu ved vi, at det findes. For vi har været der før. Ja, faktisk kom vi lige derfra. Og endnu engang begiver Kroppen og jeg mig på vandring mod Indre Ro. Det forjættede land med blid musik, bløde, drivende skyer, og den drømmende lyd af fjern latter. Og denne gang skal vi ikke famle os frem i blinde, vi kan følge den sti, som vi har trådt før.

Udgivet den

Lidt om stress

Hvad sker der så i dag? Lige nu. Lige her. Rigtig meget og rigtig lidt. En lille smule udenpå. Virkelig meget indeni. Og måske mest det samme, som der også skete i går. Og dagen før. Og dagen før. Men alligevel hele tiden nye ting, nye tanker, nye impulser. Som dog alligevel minder lidt om dem, der var der før.

Jeg har sygemeldt mig med stress. Nogle dage har jeg lyst til at skrive lange tekster om hvordan og hvorledes. Andre dage føles det mere ligegyldigt. Bare en dagligdagsbagatel. Der er så meget andet, der er større og vigtigere. Alting fortsætter jo. Dagene, trafikken, årstiderne, Instagram. Jeg har også på fornemmelsen at min arbejdsplads fortsætter som den hele tiden har gjort. Den store suppegryde røres stadig rundt og rundt og rundt. Måske bare med lidt andre ingredienser, men det er der ingen, der lægger mærke til.

Det var min krop, der sygemeldte mig. Min krop er nemlig den kloge af os. Den synes, at nu havde vi været i den her tilstand længe nok, og det var ikke noget, vi bare kunne vente på, ville løse sig af sig selv. Kunne jeg have fortsat, som jeg gjorde? Ork ja. Min lide i stilhed-udholdenhed er nærmest uudtømmelig. Det har tidligere generationer og tidligere liv indmejslet i min DNA. Trange kår, hårdt arbejde. Vi holder bare ud, bukker hovedet og fortsætter fremad. Ingen skal have noget at udsætte på os. Så jeg arbejder på at omkode min DNA til en ny tid. Nu skal vi ikke bare længere nøjes og finde os i. Nu er det faktisk i orden at sige stop, sige fra og mærke. Og det er nu, vi skal stræbe efter at have det godt. Ikke bare overleve, men leve.

Så da der stod række efter række af generationer af hårde, firkantede arbejdere og stille, mistænksomme bønder og mumlede mod mig: “Men er du egentlig syg? Er du syg nok? Hvad er der egentlig galt? Tiltrækker du dig ikke bare unødvendig opmærksomhed? Skal du ikke bare slappe lidt af? Har du ikke også gang i lidt for mange ting? Har du tænkt over konsekvenserne? Hvad hvis du bliver fyret? Kan du gøre de ting, du gør, når du er syg?” Så var jeg klar til at møde dem.

Jeg tog en dyb indånding og svarede: “Ja! Ja, jeg er syg nok. Og nej, jeg skal ikke længere bruge min weekend på febrilsk afslapning og hektiske forsøg på at tømme ud af min overfyldte stress-kop for at undgå, at den strømmer over en onsdag formiddag ned over mails og notater og halvlunken kaffe. Jeg skal gøre noget ved det nu og her. Og jeg skal gøre det helhjertet og fuld tid.“

Så det gør jeg. Og jeg mærker en enorm styrke. Jeg føler, at jeg har taget min power hjem. Jeg har taget ansvar for min situation. Og jeg bestemmer, hvad og hvordan og hvornår. Så at melde mig syg med stress er noget af det bedste, jeg længe har gjort. Måske skulle jeg have gjort det noget før? I stedet for at holde ud. Men jeg tror, at jeg gjorde det nu, fordi jeg nu er klar til at håndtere det. Jeg er klar til at møde de indre, kritiske stemmer. Jeg er klar til at gøre de ting, der er gode for mig. Jeg har indsigten i, hvad der foregår indeni mig. Og jeg ved, hvad der fungerer for mig udvendigt. Så jeg er helt rolig og tryg. Jeg har mig selv. Og derfor har jeg nu taget min power hjem.

Jeg samler stille og roligt de stykker af min power, der flyder omkring ude i verden. Stykker, jeg har efterladt eller tabt. Stykker, jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle stille op med. Stykker, jeg har sendt ud for at søge hjælp eller svar. Jeg samler dem indeni mig. Så jeg nu ikke længere behøver at søge ud, men kan finde svarene indeni mig selv. For jeg ved det. Jeg ved, hvad der er bedst for mig. Jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan. Hvad jeg vil og ikke vil. Og bliver jeg i tvivl, så spørger jeg mig selv.

Så det er bare det, der sker i dag. I min verden. Lidt om stress og power. Men ellers fortsætter verden ufortrødent fremad. Glider ind og ud mellem dag og nat, mens det langsomt bliver lidt køligere og lidt mørkere.

Udgivet den

En almindelig hverdag mellem 8-16

Så jeg gik. Ud af døren. Ud i solskinnet, der har fået en bidende skarphed over sig. Efteråret er på vej. Sommeren er bag os nu. Allerede. Nåede den overhovedet rigtigt at være her? Men vi er videre. Alle vender deres ansigter og opmærksomhed mod efteråret. Gør klar. Planlægger. Forventer. Hvad har efteråret med til os? Hvad skal vi nå?

Hvor er der mange mennesker i byens billede midt på sådan en helt almindelig hverdag. I bil, på cykel, gående, i vinduet, på bænken, på tennisbanen. Nogle hastigt på vej til et bestemt mål, andre uden hastværk eller formål. Hvorfor er alle de mennesker ikke på arbejde? Hvorfor sidder de ikke spærret inde i et glaskastel omgivet af flimrende computerskærme? Og jeg dømmer dem ikke, for jeg kender ikke deres historie og deres baggrund. Måske er de arbejdsløse, måske har de natarbejde, måske er de selvstændige og har netop i dag givet sig selv årets eneste fridag. Men jeg mærker en længsel efter selv at være til stede i livet, midt i byen, på en helt almindelig hverdag. Mærke og opleve at livet sker. Bare suge til mig og lade det gennemvæde mig. Alt er i bevægelse. Alt fortsætter ufortrødent. Også mellem 8-16.

Men nu er jeg her. Går igennem det. Mærker pulsen. Ser menneskene. Oplever livshistorier flygtigt krydse forbi min egen, væve sig ind i andres, for så et øjeblik efter at fortabe sig over husenes tage sammen med en flok duer og et hurtigt lysglimt fra et vindue, der blev åbnet og fangede solens stråler. Lyden af travl trafik. Lige ved siden af, men samtidigt monotont drømmeagtigt. Baggrundssusen. En evig strøm, der fragter mennesker frem og tilbage. Altid på vej.

Jeg finder et åndehul af grønt. Træerne vinker venligt og imødekommende til mig. Barkede smil. En skole bruger området til idræt. Børnene bliver sendt løbende i hold ned ad bakken. De tager det meget seriøst. For det er dét, deres liv handler om. At løbe i fuld fart ned af bakker i det grønne græs. Mærke vinden, mærke energien, mærke livet og suset og glæden. Hvornår holdt det op med at være så simpelt? Hvornår mistede vi meningen med livet af syne? Har jeg glemt noget på vejen?

Jeg går op til Bellahøj svømmehal. Skyerne heroppe er altid så vanvittige, vilde og vidunderlige. Ellers også drages jeg bare mod højen, når skyerne er vanvittige, vilde og vidunderlige. For at komme tættere på himlen og dens fluffede, hvide, drivende eventyr-øer. Jeg lægger mig på ryggen på de store trappetrin. Kigger op i himlen. Spejder mod de fjerne sky-kyster. Ligesom da jeg var barn lader jeg øjnene glide langs kanten, for jeg er sikker på, der ligger nogen deroppe et sted og kigger ud over kanten, spejder ned mod den svævende Jord-ø. For en sikkerheds skyld vinker jeg. Tænk, hvis de nu så mig og sendte en luftballon ned efter mig, så jeg kunne besøge dem i deres sky-slot.

Jeg sætter mig op igen. Trafikstrømmen flyder stadig støt forbi. Mennesker, biler, dage, liv. En evig strøm uden den store eftertanke. Jeg begynder at gå hjemad. Jeg mærker efter for hvert skridt. Mærker min krop. Mærker mit system. Mærker efter. Mærker ind. Måske tænker jeg for meget? Måske tænker jeg for meget uden svar? Den næste tid vil jeg forsøge ikke at tænke så meget. Den næste tid vil jeg bare føle. Mærke. Lytte til kroppen og dens subtile sprog. Være til stede lige nu.
Jeg afslutter stille fortiden, så jeg kan begynde at vende mig mod fremtiden.

Udgivet den

Mandag i blåt og grønt

Nogle gange går jeg ud i skoven for at lede efter feer og trolde. Nogle gange går jeg ud i skoven for at lede efter mig selv. I dag tog jeg ud for at lede efter den blå himmel. Jeg kan se et lille udsnit af den fra min altan. Men jeg ville se den rigtige vare. Den kæmpestore, uendelige, overvældende blå himmel. Uden grænser.

Og jeg elsker simpelthen friheden ved at suse af sted i min lille bil. Den har godt nok ikke så meget power til at accelerere, men når den først er kommet op i fart, så flyver den af sted. Svæver hen over asfalten som en vinget pegasus. Let og hurtig. Vi griner, mens vinden pisker inden gennem de åbne vinduer, mens musikken sætter stemningen og naturen sætter scenen. Vi suser af sted, indtil vejen hvisker; “Kom. Det er nu. Nu du skal dreje.” Og træerne læner sig ned over vejen, mens de vinker med deres tusinde blade. De skinner i solen. Og nogle af dem er begyndt at blive gule.

Det minder mig om noget. Det minder mig om efterår og vinter. Det minder mig om kulde og mørke. Men ikke endnu. Lige nu er vi i den tungeste, varmeste sensommer. Det er nu, det for alvor gælder. Det er nu, det bliver alvor. Det er nu, vi er færdige med tidsfordriv og lege. Det er nu, vi bliver sanseligt modne. Bugnende, overdådige, frugtbare, gyldne, strålende. Med værdighed, lysende bær og runde frugter. Med overlegen mildhed og gyldent, hviskende, duftende korn.

Jeg mærkede straks, jeg steg ud af bilen og gik ind i skovens kølige skygge, at min krop satte tempoet ned. Hele mit system havde kørt på forhøjet tempo. Pumpe, pumpe, pumpe. Hurtigere, hurtigere, hurtigere. Vi skal nå det hele, have krydset alting af på listen og have bekymret os rigeligt om det, vi ikke nåede, eller som kunne have været anderledes. Men så snart jeg overgiver mig selv i skovens favn, sænker mit system og min krop tempoet. Synkroniserer med Moder Jords sagte hjerteslag, som det er umuligt at høre inde midt i byens trafiklarmende kaos.

Jeg beruser mig i naturens skød, der driver af overflod, sødme og kærtegnende lyst. Luften er svirrende fuld af hvide sommerfugle og tunge suk. Men ellers er her stille. Fuglenes vilde forårskakafoni er for længst forstummet. Nu er det kun de fugle, der virkelig har noget på hjerte, der lader deres smukke røster klinge mellem træerne. Skovsøen blinker til mig, blank og dyb. Den varme vind smyger sig kælent om min krop, og solen bader mig i varme kærtegn.

Jeg ler, men min stemme er trist. Hvorfor bruger jeg så meget tid i voksenlivets kaotiske, samvittighedsnagende, stressende trædemølle? Hvorfor starter jeg ikke hver dag på ryggen i en kløvermark? Hvorfor gør vi så mange ting, der er så dårlige for os? Og så få, der er så gode for os? Eller er det kun mig? Er jeg kommet baglæns ind i verden og har derfor misforstået alting fra start af? Når jeg kigger mig omkring, finder jeg ingen genkendelse af mine spørgsmål i de andres ansigter. Verden virker mere og mere underlig og uvirkelig for hver dag. Jeg prøver undrende at forstå, hvad vi egentlig laver, mens jeg vader efter de andre frem og tilbage, frem og tilbage mellem kontoret og hjem.

Jeg trækker på skuldrene og skubbe det fra mig. I dag passer de andre kontoret. Og jeg har fundet den skjulte kløvereng. Jeg smider mig i det grønne. Lader de tre gamle graner våge over mig, mens jeg misser mod solen og følger de små, puffede skyer på vej. En af dem lader fem store regndråber dryppe på min solvarme hud.