En vandretur 7 generationer tilbage i tid

Forleden vandrede jeg 7 generationer tilbage i tiden.
Jeg stod midt på mit stuegulv, lukkede øjnene og spejdede tilbage. Tilbage i tid. Tilbage igennem rækkerne. Tilbage i levet liv.

De første jeg fik øje på, var mine forældre. De smilede til mig og rakte hænderne frem. Så jeg tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Tilbage til deres ungdom, deres barndom. De stillede sig ved siden af mig, og vi kiggede tilbage i tiden.

Her stod min mormor og morfar. De smilede og rakte hænderne frem mod os. Vi tog et skridt frem mod dem, et skridt tilbage. Gennem deres liv. Deres tid. En tid med krig. Jeg søgte i min krop efter følelsen af, hvordan det var at leve under en krig. Dybt i mine celler lyste en impuls op. Et minde. Gemt i min DNA. De stillede sig ved siden af os, og vi spejdede frem, spejdede tilbage i tiden.

Jeg så min oldemor og oldefar i deres postkontor i Søby. Vi trådte frem mod dem, trådte endnu et skridt tilbage i tiden.

Jeg så Gammelmormor – min tipoldemor – sidde i falmende skygger i en gyngestol. Med forklæde over den tykke kjole og tørklæde om hovedet. Jeg trådte frem mod hende.

Her stoppede måtten på gulvet, som jeg ellers havde gået på. Nu stod jeg med tæerne ude over kanten, og jeg kunne mærke det kolde gulv, der lå foran mig. Det strakte sig uendeligt langt til begge sider. Og uendeligt langt tilbage. Herfra kendte jeg ikke længere skridtene. Herfra kendte jeg ikke længere ansigterne. Ikke engang som tågede fotografier.

Mine forældre, bedsteforældre og tipoldeforældre stod bag mig. De kunne ikke følge mig længere. Herfra måtte jeg gå tilbage alene.

Så jeg trådte ud på gulvet. Ud på hård, kold jord. Den flade, brune mark, der strakte sig gold i alle retninger. Med skarpe sten og rivende, pivende vind. Jeg mærkede det hårde liv. Jeg mærkede slidet og slæbet. Jeg mærkede alvor, tillukkede ansigter og bøjede skuldre. Jeg tog de sidste 3 skridt. Tilbage.

Foran mig på marken stod en lille, tæt kvinde. Hun var meget lavere end mig, og hendes tykke kjole, tørklæder og sjaler gjorde, at hun mindede mig om en russisk Babushka-dukke. Vi stod lidt og kiggede på hinanden. Jeg tænkte, at hun lignede en, der nærmest ikke kunne bevæge sig med den tætte, lave krop. Jeg ville låne hende min krop, så hun kunne bevæge os derhen, hvor hun ville vise mig noget. Men hun afslog, rystende på hovedet. Det interesserede hende ikke.

I stedet bad hun mig sætte mig ned. Så jeg satte mig. Satte mig lige her, hvor vi var, på den hårde, kolde jord med de skarpe sten. Hun viste mig markerne om vinteren. Kulde. Vind. Goldt. Jeg mærkede det. Jeg mærkede det komme op igennem jorden og ind i mit skød.

Men jeg mærkede også Jordens puls. Svage, røde pulsslag, der bankede op mod mig. Pulserede op igennem min krop. Pulserede svagt i alle mine celler. Hun viste mig den kolde jord og de skarpe sten – og så viste hun mig den blomstrende tjørn. En overflod af hvide blomster, der vældede frem under en mild, lyseblå forårshimmel.

Hun stillede sig foran mig, som jeg sad der på jorden. Så tog hun mine hænder i sine. Jeg mærkede så meget blidhed og omsorg strømme fra hendes hænder. Jeg kiggede op i hendes solbrune, furede ansigt, og det åbnede sig i det kærligste smil. Hendes hårde, lukkede facade åbnede sig og overstrømmede mig med lysende, varm kærlighed. Det strømme igennem mig. Strømme i mig. Fra hende. Fra mine formødre og forfædre. Fra min slægt. Fra DNA’en i mine celler.

Varme tårer og taknemmelighed over at blive elsket så højt løb fra mine øjne.
Hvem er du?” spurgte jeg.
Jeg er Else Marie,” svarede hun.
Giv mig af din visdom, så jeg kan bringe den med mig og bruge den,” bad jeg.
Hun sagde ikke noget, men vidste mig, at hun allerede havde givet mig den uendelige, kolde jord med de skarpe sten og de hvidblomstrende tjørne under den milde forårshimmel.

Jeg omfavnede hende til afsked, vendte mig bort og gik tilbage over marken. Gik tilbage gennem generationerne. 7 skridt tilbage på min måtte midt på gulvet i min stue. 7 skridt igennem slægterne. 7 skridt igennem tid.

Nu sidder jeg og tænker over, hvad jeg skal med den kolde jord og den blomstrende tjørn. Jeg ved det ikke. Mit hoved ved det ikke. Men mine celler nynner dæmpede sange. De ved. De ved det. Dybt, dybt nede nynner de en sang om muld og blomst, sten og tjørn. Hårdhed og blidhed.

Efterårsregnvejrsgåtur

Jeg går ud i den grå, regnvåde efterårsmandag. Mine planer for i dag er blevet ændret. Min to do-liste er lang. Udenpå er alting kaos. Men indeni er alting gylden ro. Alting er nyt. Men med følelsen af at være kommet hjem.

Jeg går forbi de disede marker. Gråvejr giver mig altid en følelse af, at tiden er gået i stå. Tiden er stoppet, og verden er gået i hi. Her er ingen mennesker. Kun kragerne ude på marken og gæsene højt over mit hoved. Træerne er i gang med en efterårssonate. Tusinde af krystaldråber klinger omkring mig. Småfuglene stemmer i, mens granerne tilføjer en underliggende susen. Lige rækker af høje, lige stammer. Som en mystisk søjlegang, der fører mig ind i elverkongens slot. Plantager har en helt særlig magi. Som om samspillet mellem menneske og natur skaber en særlig alkymi.

Mennesket – med sine idéer og drømme, visioner og planer. Mennesket med sine handlinger, sin gøren, sin ageren. Sin arrangeren og omorganisering. Med hårdt arbejde og tålmodighed gør han plads, planter han til, måler op og sætter i rækker. Og så forlader han stedet. Lader naturen gøre, som naturen gør. Vokser, skyder, bærer frugt, sætter frø. Åbner op mod forårssolen og går i hi med efterårsvinden. Sirlige, lige rækker med naturligt kaos af nedfaldne grene, mos og svampe. De var ikke en del af menneskets planlægning. De joinede ligesom bare, improviserede. Men vi kan se, at mennesket har været her. Engang.

Det er den samme følelse, jeg får omkring ruiner. Det er ikke en kamp mellem menneske og natur. Det er samskabelse af overnaturlige, magiske steder. Det er ikke en kamp om pladsen, men et samspil, hvor begge parter med respekt for hinanden, tilføjer netop dét, som de kan. Eller sådan tænker jeg det i hvert fald.

Det knæhøje græs er tungt af dugperler. De gennemvæder mine bukser. Væden trænger ind i min hud, i mine knogler, mit blod, helt ind i det inderste af mine celler. Alt er vand. Våde efterår. Dit vand gennemtrænger alting. Jorden er mættet og våd. Træerne, bladene, vejene, markerne er våde. Luften er våd. Selv regnen føles mere våd mod mit fugtige ansigt. Det er ikke vand for næring, som forårets glade strømme. Det er vand til opløsning. Vand til renselse. Vand til død. For alt det, som ikke længere tjener et formål. De splattede blade og blomsterstængler på jorden. Snart opløses de og forsvinder. Ned i mørket. Der er ikke noget drama over det. Ingen voldsom kraftanstrengelse for at slippe. Det er en passiv handling. Det sker bare. Helt af sig selv. Det, der skal slippes, glider bare stille og roligt af. Glider væk. Det var det. Intet drama, ingen sorg. Det var bare.

Elmetræernes gule blade sludrer lystigt, da jeg går under dem. De har altid så mange ting at fortælle. Rådyrene springer forskrækkede op, løber et stykke og stirrer så vantro tilbage på mig. Jeg smiler og vinker til dem. De lusker ind i krattet. Der lyder høje bank fra et overdækket bålsted. “Vil du ikke have en krebs?” spørger en mand, da jeg kommer derhen. Ham og hans datter har fanget krebs i åen og kogt dem over bål. Jeg får stukket et stykke flutes med helt frisk, saftig krebs i hånden.

Jeg vandrer videre hen over marken under den grå himmel og tiden, der er gået i stå. Her findes ikke andre mennesker. En hel række af høje planter står med lysende gule blomster. Som om de ikke har fået beskeden om, at sommeren nu officielt er slut. “Hvem er du?” spørger jeg den gule blomst. Den svarer ikke. Jeg plukker en og tage med mig hjem. Jeg føler mig som en opdagelsesrejsende vandrer i et tåget eventyrland.

Et tre måneders øjeblik

Det er tre måneder siden, jeg har været her sidst. 85 dage. Et kvart år. Et øjeblik. Et halvt åndedrag for at samle pusten igen. Der er den igen – Tiden. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er tre måneder lang eller kort tid? Hvad betyder det egentlig? Ikke rigtig noget. Det er jo i bund og grund bare endnu en af menneskehedens konstruktioner for at forsøge at skabe en slags orden i Universets almindelige kaos.

Men hvad har du så lavet?” hører jeg stemmerne spørge. “Har du brugt tiden fornuftigt?

Jeg svarer dem ikke. Jeg kigger på den blå himmel. Træerne vinker og svajer og hvisker og snakker med deres nye, neongrønne blade. De er virkelig vågnet nu efter vinteren. Fra den ene dag til den anden. Da vi næsten ikke kunne udholde de nøgne, brune vintergrene længere og var begyndt at tvivle på, om foråret nogensinde ville vende tilbage. Måske var kvoten af forår endelig opbrugt. Vi stirrede sultent på de små, kolde knopper, som frosten blev ved med at bide i. Suk og lange, vinterblege blikke. Men så skete det. Fra den ene dag til den anden eksploderede landet i et grønt festfyrværkeri. Og nu står de dér – alle træerne og buskene – viser deres nye dragter frem og pludrer i munden på hinanden. Fortæller om deres lange vinterdrømme og strålende sommerplaner. Syrenen strutter og klematissen har dækket cykelskurtaget helt i sart lilla. Gad vide, om jeg kan klatre op og tage et billede af det?

Men selv om det ligner sommer, så er det stadig køligt. Jeg sidder med trøje og dyne og kolde, stive fingre. Det har været en hård vinter. En lang vinter. Og den har ikke helt sluppet sit tag i os endnu. Ikke i mig i hvert fald. En gang imellem begynder jeg at fryse. Lige pludselig bliver min krop kold og kan ikke finde varmen. Vinteren har sat sit spor i os. I hvert fald i mig. Kolde minder om en verden og et samfund i opløsning har lagt sig i min sjæl. Jo mere, jeg synes, jeg forstår verden, jo mindre mening giver den. Jo mere, jeg øver mig på at være et menneske, jo sværere synes jeg, det bliver. Skal jeg finde min mening med Livet, eller skal jeg skabe den selv?

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med mine ord. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg vil hen overhovedet. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så mange holdninger og observationer. Så mange eventyr og historier. Men lige nu er der vist alt for meget på en gang. Og så ingenting. For når man har alting samlet på et sted på en gang, så bliver det hele lige gyldigt. Lige meget værd. Og dermed – Ingenting. Alting ophæver hinanden. Finder balancen i den absolutte ligevægt. Og her står alting stille. Overfor hinanden. Mellem hinanden. Over og under og rundt om hinanden. I en mikrodel af en uendelighed.

Så hvad er egentlig vigtigt? Nej. Det er ikke det rigtige spørgsmål. For alt er vigtigt og ikke-vigtigt. Spørgsmålet er nok nærmere; hvordan kommer jeg videre herfra?

En forudsigelse om vinter

Se mig! Jeg er en skygge mod mørket i din bevidsthed. Se mig! Jeg er de første gule blade, der daler lydløst mod jorden. Se mig! Jeg er den kølige, muldede duft af svampe i skovbunden. Se mig! Jeg er det tidlige aftenmørke. Se mig! Jeg trækker ind over landet. Som altid. Forventet. Alligevel ser folk forundrede og nervøse på mig. Allerede? Vi er ikke klar. Slet ikke klar. Aldrig klar.

Jeg danser med den første efterårsvind, der kryber rundt om hushjørnerne, og får folk til at trække kraven sammen om halsen. Jeg sidder på den sidste grønne bakke og betragter skovens klædedragt flamme op, skifte farve, gå i forfald, give slip, synke sammen for foden af træerne, der forvandler sig til stille, sorte skygger. Jeg trækker mørket længere og længere op om ørene på de sovende om morgenen. Hvisker dem morgendrømme i ørene om huler og vinterhi og kulde og julelys i mørket. Jeg lægger mig glitrende hvid – et tyndt spøgelsesslør – over hele verden for at lulle den i søvn. Snart, ven, snart, er det atter tid til at sove. Dine jorde er brune og nøgne. Dine blomster er visne. Dine sidste æbler rådner glemte i det gule græs.

Alle kigger sig forvildede omkring. Jagter dagene med de sidste sommersolstråler. Bare lidt mere. Bare lidt længere. Forlad os ikke allerede. Nåede vi egentlig alt det, vi havde planer om? Vi forsikrer hinanden om, at vi gjorde, hvad vi kunne. Frysende på en udendørscafé. Så nåede vi alligevel at bruge den sommerkjole i år. Men lad os ses igen til næste år, der har jeg plads i kalenderen.

Jeg tømmer stille strandende, parkerne, skovene og torvene. Trækker blidt folk indenfor. Trækker dem ind i deres vinterpels og deres indadvendte gemyt. Alle gemmer ansigterne. Alle mærker en ubestemmelig længsel gnave dybest inde i deres knogler. De trykker på telefonen. Lader dens blå, dansende, larmende lys kyse den ubehagelige fornemmelse væk. Dæmper det uforklarlige og ubehagelige med scroll og basdunkende, hurtigtblinkende videoklip.

Jeg går gennem verden. Langsomt. Mine bare fødder mod den sorte asfalt i gaderne. Vinden leger med mine klæder og mit hår – giver dem bølgende liv. Langsomt. Bølgende. Jeg skal ikke nå noget. Jeg kommer ikke for sent eller for tidligt. Jeg kommer lige i rette tid. Jeg observerer alting omkring mig i stadig accelerende fart. Det gør ingen forskel. Der spildes bare lidt mere, når det går hurtigere. Glemmes lidt mere i farten. Opleves lidt mindre af nuet.

Jeg trækker tempoet ud af naturen og af natten. Fuglenes vingeslag bliver langsommere, mens de som bløde, sorte streger søger mod syd. Natten strækker sig ud og tager sig god tid. Træernes hjerteslag går i stå. Et øjeblik. Panikken spreder sig. Der bliver sat projektører og lamper op alle steder. Vi har så meget, vi skal nå. Folk løber rundt med hænderne fulde af poser og tasker og pakker.

Jeg sætter mig ved bredden af en sø. Jeg har lagt byens evige summen bag mig. Stjernerne er stille trillet ind på himmelhvælvet. Lydløse. Blinkende. Evige. I et kort øjeblik. Skovens sorte skygger står tyste omkring mig. Vandets bundløse, bløde mørke er mit eget indre spejl. Jeg har været her før. Jeg vil komme her igen. Se mig! Jeg er ny og ren. Nøgen. Uden panser. Se mig! Jeg har kærlighed og tillid i mit åbne hjerte. Se mig! Jeg er et glimt af nyt og jomfrueligt håb.

Det eneste, der er, er dage

Jeg føler et behov for at sætte mig og skrive et blogindlæg. Men jeg kan hverken finde roen eller inspirationen eller lysten. Måske er det “bare fordi”, det er ved at være længe siden sidste blogindlæg. Måske er det “bare fordi”, jeg jo skal holde gang i tingene. Holde momentum.

Men der er ikke rigtig noget, der er lineært længere. I hvert fald ikke tiden. Uger og dage er stoppet med at have betydning. Navne og tal. Det er ikke rigtigt af betydning, om det er tirsdag eller d. 15. Aftaler og planer er aflyst eller udskudt. Så hvorfor overhovedet tælle tiden? Jeg tæller i hvert fald ikke mere. Slet ikke på samme måde. Selv det gamle vægur med lodderne i stuen har længe hængt stille. Pendulet svinger ikke, og viserne viser for evigt klokken 8.

Det eneste, der er, er dage.

Morgen; Lyset og fuglene vækker os. Morgensolen stråler glad og varm ind ad stuevinduerne. Jeg elsker stuen om morgenen. Og jeg starter med en meditation eller bare at sidde stille og betragte støvkornene i solstrålerne og alle mine fine ting, der bliver belagt med morgenbladguld af solen.

Så følger et par timer med en indre kamp og ondt i maven, hvor jeg er nødt til at finde min arbejdscomputer frem. Jeg stirrer tomt og forpint på mails i min indbakke. De giver ikke rigtigt mening for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem. Det virker så meningsløst. Så ligegyldigt. Især nu.

Eftermiddag; Gåtur i solskinnet. Læse en bog. Lave en aktiv meditation. Skrive tanker ned. Mærke ind i mine tanker og følelser. Hvorfor sker der så meget indvendigt lige for tiden? Hvorfor er der så mange gamle og trælse følelser, der kommer op? Hvorfor nu? Hvorfor hele turen med offermentalitet og synd for mig-følelser, når nu jeg burde elske situationen med hjemme-isolation? Jeg føler mig fanget, det er de andres skyld, det hele kan også bare være lige meget, det er for hårdt overhovedet at prøve, og jeg tør ikke stille mig frem som mig, for jeg kan ingenting eller jeg ved i hvert fald ikke, hvad jeg egentlig kan.

Men så kører jeg en tur ud til vandet. Alt er blåt i blåt. Blå himmel, blåt vand, blå horisont. Blå tanker og blå drømme. Hjemme på sofaen, putter jeg mig under en dyne og falder i søvn til min yndlingsmusik og min yndlingsduft, mens himlen langsomt glider over i en symfoni af aftennuancer udenfor. Mit hjerte synger gyldent om simpel glæde.

Aften; Bjørn kommer frem fra sit arbejdshjørne i den anden ende af stuen. Vi mødes på sofaen og smelter sammen i et søvnigt kram til en dokumentar om Universet. Udenfor er Verden mørk og stille. Stjernerne våger lydløst over os og sender et blink ned, når jeg hilser dem fra altandøren. Halvsovende lister vi ind i seng.

Drømmer til stjernernes lydløse sang og Jordens stille, drejende dans. Snart klar til en ny cyklus i morgen. En dag. Bare en ny dag blandt alle de andre dage. Uden navn eller nummer. Bare rundt og rundt. Væren imellem lys og mørke.