Sommeraftenkøretur Mod En Ny Begyndelse

Aftenstemningen er lummer, tung, ventende.
Vi kørte en tur. Eventyr. Bare lige ud, indtil en indskydelse fik os til at dreje. Nogle steder havde det regnet. Intens duft af vådt. Asfalt. Græs. Liv. Grønt. Bål. Som vi susede forbi, indsnusede jeg det med hele kroppen.

Og jeg kunne mærke den nye begyndelse stå og vinke i horisonten. Nu. Nu. Lige om lidt. Og min sjæl jublede af glæde ved fornemmelsen af, at denne gang var jeg ikke alene. Den her nye begyndelse skal jeg dele med Bjørn. Os to. Helt tæt sammen. Åbne døren sammen. Træde ind sammen. Stå i den store, tomme stue og føle os små og måske lidt fortabte – sammen. Dele glæder og frustrationer. Række ud og vide, at den anden er der med kærlighed og støtte. Falde i søvn, mætte og overvældede af alt det nye, i hinandens arme under nye stjerner.

Og måske er det derfor, jeg føler sådan en ro. Selv om jeg ingenting ved, selv om jeg ikke har regnet noget ud eller har nogen plan, så mærker jeg, at alt bliver, ligesom det skal være. Alt bliver godt. For jeg er ikke alene. Jeg krammer den følelse ind til mig, mens vi kører igennem den danske sommeraften. Hun er frodig og tung – sommeraftenen. Markerne svulmer og lyser gyldent rosa. Træerne hænger tungt rundt om markerne som en beskyttende, grøn mur. Mågerne cirkler under de tunge tordenskyer, holder festmåltid i flyvemyrer. Alt er langsomt og tungt. Alt er frodigt og vibrerende. Alt er, som det skal være. Vi farer vild i et sommerhusområde. Måske med vilje.

… Og så blev mit eventyr-skriveri afbrudt af naboen, der kom ud på sin altan og talte højt i telefon. Min boble opløste sig. Eventyret i sommerhuslabyrinten og det gyldne lys på markerne opløste sig i luftige drømmekasteller, der hurtigt svævede væk over hustagene.

Egentlig var alt, jeg ville sige, vel bare følelsen af opløsning. Jeg føler en lyst, ja, en trang til at gå i opløsning. Flyde ud. Blive et med alt. Blive alt.

Jeg er alt. Jeg strækker mig ud over min krops grænser. Min bevidsthed ekspanderer. Endeløst. Stadig prøvende, da jeg forventer at støde mod noget. En grænse. Men det gør jeg ikke. Det er kun mig selv, der beslutter begrænsningen. Den findes ikke i virkeligheden. Kun i mit eget hoved. Giver jeg slip på den, kan jeg fortsætte udad og udad og opad. Uendeligt. Jeg kan udfylde hele Universet med min bevidsthed. Og hele Universet kan være indeni mig. Så der er ikke noget at være bange for. Alligevel mærker jeg usikkerhed. Jeg er trods alt kun/også et menneske. Og i horisonten vinker en ny begyndelse.