Det begynder at blive mørkt udenfor. Jeg har tændt stearinlysene i vinduet. En sirene hyler forbi derude. Jeg har besluttet mig for, at mit andet blog-indlæg skal handle om regler. For jeg har allerede opstillet utallige regler for min nye blog – og ligeså hurtigt pillet dem ned igen. Det er nemlig tanken – idéen – at her ikke skal være nogle regler.
Men jeg kan godt lide at tænke i regler. Jeg kan godt lide at putte ting i kasser og kategorisere dem, lade dem bevæge sig efter forudbestemte spilleregler. Regler er mønstre, som man kan afkode. Som en detektiv kan man betragte dem et stykke tid, lægge hagen tænksomt på skrå, og så – lyse op i et udspekuleret grin, når man har luret mønsterets bevægelser, og dermed reglernes grundstruktur. Og når man først kender reglerne, så kan man nærmest styre verden, man kan forudse resultater, og man kan dømme om andres gerninger er rigtige eller forkerte.
Jeg kunne også hurtigt opstille nogle regler for denne blog. Min hjerne er fuld af gode forslag: Hvilke temaer må jeg skrive om? Hvilke temaer må jeg ikke skrive om? Skal det være realisme eller fiktion? Skal jeg være hovedperson eller passiv betragter? Skal der lægges et indlæg op om dagen? Eller bare et om ugen? Skal der være billeder? Og hvilken stil? Men hver gang min hjerne har bragt regler på banen, har jeg venligt afslået. “Idéen er, at der ikke skal være nogen regler på bloggen.”
“Men,” prøver min hjerne, “er det ikke forvirrende for folk? Vil folk ikke gerne have noget konsistent?” “Jo, måske. Men jeg er her ikke for at prøve at gætte, hvad folk gerne vil have.” “Men,” fortsætter min hjerne med triumf i stemmen, “er det ikke også en regel, at der ikke må være nogen regler?” “Tjo. Men det er i så fald så undtagelsen, der bekræfter pointen.” Diskussionen kan sagtens fortsætte. Eller hjernen kan blive distraheret af noget andet, for så at vende tilbage til regler for bloggen, når der ikke lige er andre emner på lystavlen. Min hjerne er rimelig vedholden. Og den bryder sig ikke om tavshed.
Tusmørket har sneget sig helt ind i stuen nu. Kun i nærheden af de små stearinlys-øer er det muligt at se noget. Resten af rummet fortaber sig i dunkelhed. Tænk, at idéen om at starte en blog kan sætte så mange tanker igang. Tanker om regler. Men også tanker om tvivl, om indhold, om anerkendelse, om autenticitet og om teknik. Den kolde luft strømmer ind ad det åbentstående vindue. Den har undertoner af regn og våd muld med sig. Det er lige pludselig begyndt at blive tidligt mørkt.
