Vi har bygget en hule. En hule – midt i vores stue – ud af dyner, bøger, TV-serier, dovenskab, kærlighed, magelighed og hygge. Hér, midt imellem tekopper og frysepizzaer, med joggingbukser og fedtet hår, sidder jeg og kigger på det skiftende lys i vinduesrammens firkant. Efterårsregnen er livlig og trækker hurtige streger over husene på den anden side af vejen, mens den farver dagslyset gråt. Min Samvittighed bakker mig op i min beslutning om ikke at gå udenfor i dag. “Vi gør det bare imorgen,” argumenterer den. Jeg putter mig i sofaens blødhed, nipper til den varme te og læser videre i min bog.
Jeg falder i staver. Tiden er gået i stå. Bjørn står midt på stuegulvet og slås med vikinger. Han brokker sig lidt over, at hans health er for lav, og at hans sværd ikke giver nok skade. Så kaster han sig mod nye fjender. Lyset i vinduesrammens firkant er skiftet. Vinden har revet skyerne fra hinanden, og blå himmel og efterårsbladene på træerne bliver lyst op af strålende solskin. “Ååhh,” udbryder Samvittigheden, “så er der vel egentlig ingen undskyldning for ikke at gå ud. Men så må vi vel hellere….” Bjørn og jeg kigger på Samvittigheden, trækker på skuldrene og vender tilbage til vores tidsfordriv. “Vi har jo bygget en hule. Vi kommer ikke ud i dag.” Samvittigheden smiler lidt usikkert. “Vi gør det bare i morgen. Ik’?”
Tiden er gået i stå. Men Skumringen har allerede lagt skygger i hjørnerne og tændt stearinlysene i vindueskarmen. Tiden og livet står stille her. Her i hulen. Men aftenhimlen udenfor er farvet af fremdrift og handling, hastige penselstrøg, løfter om forandring og planer for morgendagen. Jeg sætter vand over til en kop te mere. Prøver at komme i tanke om mine planer. Oprydning, rengøring, udrette noget, skabe noget. Det virker ikke særlig vigtigt. Vandet koger. Himlen udenfor er helt mørk nu. Jeg tager den varme kop te med ind i hulen. Jeg sætter mig i sofaen og stikker fødderne ned under dynen. Putter mig ind til Bjørn, der ser en film med en heftig biljagt. Lydene fylder stuen med ekkoer af brag og hvinende bildæk. Skiftende scener lyser rummet op i korte glimt.
Tiden er gået i stå her. Her i vores hule. Der er en hel verden af muligheder udenfor. Men det virker ikke vigtigt. Ikke lige i dag. Ikke lige nu. Måske kommer vi ud i morgen.
