Nu sidder jeg her igen. Jeg har lige fundet mig selv på sofaen, stirrende ud af vinduet på blå himmel og drivende, hvide skyer. Igen! Jeg har altid været glad for at kigge ud af vinduer, kigge på himler. Men jeg begynder at få fornemmelsen af, at det har taget overhånd på det seneste.
Så sidder jeg altså her igen. Med drømmende øjne og indadvendte tanketåger. Gad vide, om jeg nogensinde kommer ud herfra? Kommer væk herfra? Og har jeg egentlig lyst?
Det er sjovt, for det første jeg gjorde, dengang jeg startede denne rejse. Dengang, jeg stod og kiggede ned ad en vej med stress og gråhed og tristhed og råbte “stop!” Det første, jeg gjorde – det første, jeg var nødt til at gøre – var at banke hul på den kampestenstykke mur, jeg havde bygget uden om mig selv. Jeg hamrede og sparkede og spyttede og skreg. Og til sidste gik der hul, og jeg kunne kravle ud.
Og nu sidder jeg så her. Har jeg bygget et nyt tårn? Lukket mig inde igen? Jeg kigger mig omkring. Måske. Men her er ikke mørkt og trangt og koldt. Nej, her er lys og luft. Planter og duft. Varm te, stakke af bøger og kærlighed.
Et frivilligt eksil fra verden, allerede inden verden besluttede sig for at lukke ned. Måske er verden lukket op igen? Uden jeg har opdaget det. Jeg kan ikke se vejen her fra sofaen, så jeg kan ikke se, om biler og cykler og busser og små mennesker med små hunde haster forbi derude. Eller om alt stadig er stille gået i stå. Jeg kan kun se det røde hus ovre på den anden side af gaden. Det bevæger sig ingen steder hen. Og så kan jeg se den blå himmel og de hvide skyer.
De er stoppet op. Skyerne. De farer ikke længere forbi i jagten på øst. De hænger der bare. Helt stille og tunge, men lysende hvide. Verden er nok stadig lukket ned. Måske er den forsvundet. Måske findes vejen og bilerne og de små mennesker med små hunde slet ikke længere. Der er kun det røde hus overfor, der svæver over en uendelig tomhed.
Jeg ved alligevel ikke, om jeg har lyst til at gå ud. Der er altid så meget larm. Så meget, der forstyrrer. Uinteressante folk, der snakker om uinteressante ting for så at gentage sig selv. Mine tanke fragmenterer. Bliver usammenhængende. Jeg kan ikke koncentrere mig for al den snak. Alle de tanker og idéer som ikke er mine og som ikke interesserer mig.
Så hellere sidde her sammen med skyerne. De afbryder ikke mine tanker. Og mine tanker larmer rigeligt i sig selv. Til tider formerer og forgrener de sig til et helt hundekobbel af vilde, gøende gadekryds, der ikke hører til nogle steder, og som ikke har tænkt sig at give slip, når de først har sat tænderne i min opmærksomhed. De knurrer og rusker vildt og legesygt min opmærksomhed, der snart gribes af flere tænder, snart kastes snurrende op i luften, snart trækkes hen ad vejen i flyvende fart til jeg rundtosset giver op i forsøget på at finde hoved og hale, start og slut, op og ned.
Skyerne er der bare. Hvide. Skyer har nok ikke tankemylder. Skyers bevidsthed må være ren og simpel og smuk med bare en enkel tanke om “øst”. Sådan driver de langsomt hen over det blå i ordnet formation. Mit fokus glider ud. Glider ud af vinduet og ud i det blå. Glider med de hvide skyer af sted mod øst.
Min øjenlåg bliver tunge. Gad vide om det er for sent til en eftermiddagslur? Eller for tidligt?
