Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?

Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?

Jeg sender spørgsmålet op i den strålende klare aftenhimmel. Op til Venus, som hænger ulasteligt, skinnende hvid helt alene på deroppe. Himmelhvælvingen er ved at skifte fra dagsklæder til nattedragt, men lige nu befinder den sig i tusmørkets ubestemmelige rum. Alle farverne glider ligesom ind i hinanden. Blå, gul, hvid. Og jo mere intenst jeg kigger, jo mere flyder det hele ud. Flyder sammen. Ingenting er virkeligt imellem dag og nat. Kun Venus. Og solsortens aftensang.

Åh, den aftensang. Så fuld af vitalitet og håb og ren og skær glæde. Min sjæl drikker den sammen med aftenhimlens intense glød. “Kan du huske…?” hvisker aftenen, og sender minder om uendelige, sorgløse sommeraftener fulde af latter og magi ned til mig med den kølige nattevind. Jeg nikker og smiler. Jeg husker. Og glæder mig.

Venus besvarer ikke mit spørgsmål. Hun kigger bare insisterende på mig. Uden at blinke. Spøgelsesbilleder fra oldtidens Ægypten og det gamle Grækenland blafrer og flimrer som tynde slør mellem universernes lag på den skumrende himmel. Venus går sikkert igennem dem allesammen med langsomme, majestætiske skridt. Hun ved det. Hun var der. Hun er her. Hun kender budskaberne, indsigterne, visdommen og hemmelighederne fra dem, der var der før, og hun tager dem med til dem, der kommer efter. Men hun siger ingenting. Det er op til dem selv, om de vil hente budskaberne ned.

Jeg mærker min sjæl flakke usikkert som en flamme i vilde vinde. “Men det er jo nemt nok for dig, når du var der. Jeg forstår ikke budskaberne. Jeg kan ikke nå indsigterne. Jeg har glemt hemmelighederne. Jeg forstår ikke, hvad jeg skal, og jeg er i tvivl om hvert eneste skridt.

En flagermus cirkler i lydløs, halsbrækkende flugt rundt mellem bygningerne. Den tvivler ikke. Følger bare de usynlige impulser fra byttet i mørket.

Behøver det egentlig altid handle om udvikling, evolution, revolution, at nå noget, opnå noget og at ændre verden? Kan det ikke tænkes, at selv udødelige sjæle har brug for ferie? Bare slappe af og tage en inkarnation med fred og ro. Bare sidde en forårsaften og betragte en flagermus mod den indigoblå himmel, lytte til ekkoerne af fuglenes søvnige aftensange, mærke et usynligt kærtegn af kølig aftenvind mod den nøgne hud. Bare suge al verdens uendelige skønhed til sig. Bare sanse. Mærke, dufte, smage, høre, se. Bare tage det ind. Bare nyde det. Bare drikke det og lade sjælen flyde over af indtryk. Uden at skulle nå noget.

Venus betragter mig med ophøjet tavshed. Flagermusen er forsvundet. Garanteret mæt og veltilfreds. Den har opnået alt, den satte sig for her til aften. Solsortens sidste toner rinder ud. Stilheden sænker sig, mens aftenstjernerne en for en træder ind på den blå scene bag ved Venus. Alt er uendeligt. Langt borte. Og dog helt tæt på. Der findes kun min altan, gården og bygningen overfor. Lukket inde i vores egen lille verden af en blå glaskuppel lige over mit hoved.

Jeg ved det ikke. Jeg forstår det ikke. Noget trækker i mig og råber på handling. Noget andet bliver træt ved tanken og beder om ro. Hvordan giver jeg begge sider, hvad de beder om? Her i det stille tusmørke ved jeg ingenting. Jo mere, jeg prøver at se konturerne klart i mørket, jo mere flyder de ud. Bliver formløse, uvirkelige, måske-eksisterende. Jo mere jeg forsøger at finde hoved og hale og mening med det hele, jo mere glider det ud og bliver meningsløst. Hvordan skal jeg finde en mening, når jeg ikke engang ved, hvordan en mening ser ud? Og hvordan skal jeg bruge den, når jeg finder den?

Mit spørgsmål hænger stadig et sted mellem stjernerne, da jeg rejser mig for at gå ind: “Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?

Inden altandøren lukker bag mig, hører jeg Venus hviske: “Hvem har du lyst til at være?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *