Hvad sker der egentlig? Med mig? Med Tankerfradenhalvetime? Med Verden?
Ingenting og alting og egentlig ved jeg det ikke rigtigt. Jeg har haft alle mulige idéer om, hvad jeg skulle, burde og kunne. Samle op på det sidste år. Kigge fremad ind i det nye år. Skifte stil. Skifte emne. Skrive flere eventyr. Skrive politiske indspark.
Jeg har en masse kladder liggende. Mange gange har jeg sat mig ned og tænkt, at jeg skulle, burde, kunne skrive et blogindlæg. Men ordene løb hurtigt ud. Et par krøllede sætninger, det var alt, det blev til. For det føltes ikke rigtigt. Det føltes ikke som nu eller som dét. Faktisk følte det slet ikke som noget. Og egentlig kom det sig vel mest af en opdragelse til kontinuitet. Fortsæt, fortsæt. Videre, videre. Hjulene drejer. Toget kører. Nu må du fortsætte, blive ved med at fylde ind og fylde ud. Aldrig lade kedlen løbe tør.
Men der er så mange paradigmer, vi er i gang med at bryde op. Vi kigger på dem. Og vi kan se alle deres fejl og mangler. Endnu engang befinder menneskeheden sig i en lomme af historien med et eksistentielt tomrum. Et vakuum af tvivl. Og nu gik det ellers lige så godt. Vi havde fundet sandheden. Og vi havde defineret og målt og vejet sandheden. Og den var lige dér. Så tydelig og veldefineret. Demokrati. Kapitalisme. Børneopdragelse. 8-16. Lang videregående uddannelse. Realkreditlån. Det godes kamp mod det onde. Så nemt og fint og ordentligt. Sandheden.
Men ligesom med al anden religion holder den kun så længe, der er nogen, der tror på den. Og pludselig begyndte sandheden at slå revner. Og pludselig var der flere, der kiggede ind i revnerne – eller faldt igennem dem – fandt ud af, at sandheden slet ikke var tiltænkt dem. Eller de mærkede, at der var en anden sandhed, bagved, der begyndte at trække i dem. Tvivl og spørgsmålstegn. Sandheden er blevet gammel. Og menneskeheden er endnu engang vokset ud af sin egen sandhed.
Og sandheden var sandheden. Engang. Den løftede os op, derfra hvor vi var. Men nu er vi et andet sted. Vi er vokset. Og heroppefra kan vi se sandhedens mange fejl og mangler. Den er jo blot én sandhed ud af mange. Og den har gjort det så godt, den kunne. Men nu krakelerer overfladen. Paradigmer og institutioner må falde. Vi må rydde ud og gøre plads. Plads til at bygge en ny sandhed. Ikke fra bunden. Ikke forfra. Men ovenpå fundamentet af den gamle sandhed.
Og det er nok bare dét, jeg mærker. Lige gyldigt hvor jeg forsøger at række ud og gribe fat, så smuldrer virkeligheden mellem mine fingre. Tørre flager af puds drysser ned fra mine hænder, der griber i tomme floskler og luftkasteller. Så hvordan kan jeg skrive om mig selv, mine tanker og mit liv, når alt er gået i opløsning? Samtidig ligner alting sig selv. Hver dag ligner den samme gamle, grå hverdag. Men den er ikke virkelig mere. Ikke rigtig. Den er bare et spøgelse af en sandhed, der endnu ikke ved, at den er døende.
Så det er egentlig bare dét, der sker lige nu. Med mig. Med Tankerfradenhalvetime. Med Verden. Vi sidder lige så stille i et vakuumpakket kaos og venter på, at den gamle sandhed skal dø, så noget nyt kan spire frem.
Alt og Ingenting som Altid og Aldrig.
Når kaos er blevet hverdag, hvad skriver man så om?
Jeg kan ikke helt finde ud af, om alt er gået i stå, eller om alting hvirvler rundt i kaos. Står jeg stille? Eller gør verden? I dag er himlen blå. Uendelig, uforgængelig blå. Som om det altid har været sådan. Og altid vil vedblive at være sådan. Men jeg kan godt huske i går. Og i sidste uge. Og hele december måned, hvor alting var gråt og mørkt og koldt og gråt og vådt. Og gråt. Hvor man gik og tvivlede på, om himlen nogensinde havde været blå i virkeligheden, eller om det bare havde været en forvirret, fiks illusion.
Og sådan er verden lige for tiden. Èn tilstand, der virker urokkelig. Lige indtil den skifter. Vender rundt. Bliver til en helt anden tilstand. Beder os vende op og ned og dreje rundt om os selv. For nu er det denne tilstand, der gælder. Og sådan er det bare. Har himlen nogensinde været andet end grå?
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er oppe eller nede. Om jeg har styr på tingene, et godt, fast tag i årene og på vej i den rigtige retning. Eller om jeg i virkeligheden ligger på bunden. Sunket. Tung. Ubevægelig. Men uden selv at indse det. Begge dele virker lige sandsynlige.
Jeg har accepteret at alle mål ligger for enden af en lang række enkelte skridt. Gerne små skridt. Helt bitte musse små skridt. Ingen grund til at finde utålmodigheden frem her, for udviklingen har ikke travlt. “Et skridt ad gangen“, messer den sløvt. Og tålmodigt har jeg gået de små skridt.
Men nu har jeg glemt, hvor jeg egentlig er på vej hen.
Kaos er blevet hverdag. Alting er nyt og ikke det samme hver dag. Og alting er det samme igen og igen og igen. Dag ud og dag ind. De samme aktiviteter, de samme pligter, de samme tanker, de samme udfordringer, de samme drømme. Ingenting rykker sig. Hverken tættere på eller længere væk. Men alting forandrer sig alligevel. Bytter plads. Men byttes aldrig ud.
Jeg har glemt, hvor jeg var på vej hen. Og hvorfor jeg egentlig ville derhen.
Jeg kan godt huske, hvad jeg var på vej væk fra. Men jeg er i tvivl, om jeg er kommet videre. Er jeg egentlig ikke bare gået i ring? Gået på stedet? Byttet plads uden nogensinde rigtigt at bytte plads med noget. Eller nogen.
Men pyt med det. Nu er jeg her. Julen er i hvert fald fuldstændig som den plejer. Selv om alle siger, den er ekstraordinær, anderledes, underlig, særlig og helt speciel. Måske har jeg bare fuldstændig misset pointen? Alt er helt som altid. Og aldrig før.
Det Gamle År og Det Nye År
Så nu er den her igen. Den klare, lyse, blå himmel med de små, puffede, hurtige, hvide skyer. Og den har noget med til os – den blå himmel. Den har frisk, ren energi. Den har håb og nye begyndelser. Den lader os fornemme smagen af et nyt år, der står og venter lige om hjørnet. Det er klar – det nye år. Og det gamle år er ved at være brugt op. Træt og tyndslidt og trevlet i kanterne står det gamle år og hænger. Løfter træt blikket.
Vi har virkelig fået brugt det gamle år, hva’. Måske ikke sådan som vi havde forestillet os og planlagt i starten, da det var helt friskt og ungt. Men for pokker, vi har oplevet noget. Og vi har gjort og ikke-gjort noget. Og vi har fyldt året godt ud – hver måned og uge og dag, ja hvert minut – har vi fyldt ud med planlagte og ikke-planlagte handlinger og ikke-handlinger. Og følelser og tanker. Hold nu op, hvor har der været mange følelser og tanker i år. Så vi kan vist roligt sige, vi har fået brugt året. Fyldt det ud. Vi kan godt klappe hinanden på skuldrene og lykønske hinanden. For det har sgu været noget af en indsats. Godt gået!
Og nu får vi så en smagsprøve på det nye år. Nye energier. Nye muligheder. Der er mennesker, der ikke har skænket det en tanke, at det gamle år snart er ved at være ovre. De fortsætter ufortrødent med næsen godt plantet i sporet fremad, fremad, fremad. En dag ad gangen. Men der er andre mennesker, der løfter blikket. De mærker den friske vind i ansigtet og sniffer begærligt efter noterne af det nye år. Et par stykker slikker sig begærligt om munden, slipper hvad de har i hænderne og styrter af sted for at komme først til det nye år. Så de kan sikre sig den største bid foran alle andre.
Jeg vender bare ansigtet og kroppen mod solen. Lukker øjnene. Lader lyset og vinden feje hen over mig. Lader lyset lægge sig i mine smilerynker, lader vinden kysse mine tårer bort. Lader det nye års energier svøbe mig i håbefulde drømme. Takker det gamle år, mens det langsomt siver ud. Jeg lader de hastigt farende skyer gribe min bevidsthed. Den taber pusten af den hurtige flugt og får alle tanker slået ud af maven.
Jeg takker mig selv. Jeg har gjort det godt. Jeg har fyldt året ud med handlinger og ikke-handlinger. Det blev på ingen måde, som jeg havde forestillet mig eller planlagt. Men jeg opnåede det, jeg sigtede efter; At udvikle mig, at gro, vokse. At finde ind til mig selv, min egen kerne. Åbne mit hjerte, lade mit lys skinne ud i verden, lade min stemme løfte sig og mine historier få form. Der har været meget ikke-handling. Her er jeg kommet dybest. Der har været mange ting, jeg har gjort for allerførste gang. Her er jeg vokset.
Jeg står her endnu. Med ansigtet vendt mod solen og vinden. Solen bleger det blå omkring sig, så himlen bliver helt lys og gul. Jeg har ikke travlt. Jeg har tid til at lade det gamle år integrere og falde på plads, inden jeg tager hul på det nye år.
Et kaos af larm
Der er så meget larm. Over det hele. Alle steder. Fra alle kanter. Alle larmer. Råber op. Vifter og gestikulerer. “Se mig! Hør mig! Jeg har det næste vigtige budskab. Jeg har det næste produkt, du bare må eje. Jeg er vigtigt. Mig! Se mig! Hør mig!”
Og inden i mit hoved larmer det. Alt kværner rundt. “Du kan gøre det her! Eller skrive det her! Du kan gå den vej, eller gøre sådan eller det her!” Jeg føler mig som en fuld hund i et spil kegler. Vælter forvirret rundt. Kan ikke finde ud af, hvad jeg skal. Kan ikke finde ud af, hvad jeg vil. Tror, der er noget, jeg gerne vil, men kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal udtrykke eller gøre det.
Jeg prøver for mig selv. Øver mig. Forsøger. Skaber billeder og ord. Men de passer ikke rigtigt sammen. Passer ikke rigtigt til det, jeg prøver at udtrykke. Passer ikke rigtigt til noget. Sletter. Lader det komme ud. Haltende. Forkvaklet. Hvor er sammenhængen og den røde tråd? Hvor er visdommen eller den overraskende puncline? Smukke drømmevæsener, der materialiserer sig som misfostrer.
Forvirrende. Frustrerende. Jeg vil jo bare gerne fortælle min historie. Give min sandhed en stemme. Berette om min rejse, så andre kan lade sig inspirere. Give mit bidrag til det kakofoniske kaos af larm og stemmer og budskaber og salgstaler. Jeg veksler imellem lysten til at råbe højt og lysten til at opgive i stilhed. Frem og tilbage.
Jeg føler, jeg har noget vigtigt at sige. Men mine budskaber drukner. Hvorfor overhovedet prøve? Er det ikke bare larm som alt det andet? Mere støj. Forurening af enkelheden og klarheden. Hvad kan jeg egentlig bidrage med, når det kommer til stykke? Er alting ikke allerede blevet sagt?
Men når jeg så flakser rundt i de susende lydtunneller som en omtumlet natsværmer og lytter til alle de andres larm, læser deres tekster, ser deres billeder – så er de ikke bedre end mine. Ikke nær så pæne og gennemarbejdede. Ingen korrekturlæsning. Intet gyldent snit. Ingen magi. Bare en masse larm, der bliver kastet tilfældigt ud i det store rum. Algoritmerne hjælper mig ikke. De fodrer mig bare med mere af det samme. Aldrig noget nyt. Aldrig noget anderledes. Hvordan kan jeg udvide min horisont, når jeg altid får serveret det samme?
Så jeg trækker mig tilbage. Tilbage til min egen sfære, hvor det kun er min egen larm, jeg kan høre. Mine tekster, mine tanker, mine billeder og min lommefilosofi. Og her kan jeg drømme om en dag, hvor de må hæve sig på stolte, hvide vinger op over tornadoen af larm, flyve vidt og bredt, inspirere andre mennesker, få dem til at stoppe op et kort øjeblik og tænke nye tanker. Måske sker det aldrig. Men jeg ved, at jeg i hvert fald inspirerer ét menneske. En person, der ofte vender tilbage og læser og kigger og nyder og forundres og glædes og inspireres. Og den person er mig.
Så selv om jeg føler, at jeg drukner i larmen. At det ikke nytter noget at blive ved med at råbe højere – og jeg faktisk heller ikke har lyst til at blive ved med at råbe. Så sender jeg alligevel stilfærdigt mine skriverier, tanker, billeder, eventyr og magi ud i den overfyldte æter. For jeg har brug for det. Jeg får noget ud af det. Jeg gør det for at bane min egen vej gennem en verden af larm og kaos. Og det giver mening nok for mig.
Lidt om ingenting
I går havde jeg en stærk lyst til at skrive. Bare gøre det. For hvis jeg ikke gør det, så sker det ikke. Så forbliver mine eventyr tanketåger, der hjemsøger mine hjernekroge uden nogensinde at finde fred i bogstavernes faste form. Jeg fik lyst til at samle og organisere alle mine noter og flaksende papirlapper med små guldkorn på. Jeg fik lyst til at færdiggøre, afslutte alle de halvfærdige historier, der ligger tålmodigt i min arbejdsmappe. Jeg fik lyst til at se det hele bundet ind og udgivet i en smuk, slank bog.
Men det var i går. Og det var inden middag. Timerne gled stille og roligt af sted, mens jeg ordnede overspringshandlinger. Jo, jo, godt nok relevante overspringshandlinger – jeg fik skrevet blogindlæg og Instagram-post. Noget med ord. Men så var jeg også træt. Sofaen havde trukket solens stråler ned over sig og lokkede; “Kom, læg dig her hos mig i eftermiddagssolen. Herfra kan du se skyernes flugt over himlen og mærke den friske vind fra vinduet. Her er blødt og rart og ingenting, du skal.”
Og jeg er nem at lokke til rare ting, så jeg puttede mig ned i sofaens bløde favn. Kiggede på skyerne. Kiggede på stuen. Lå i en boble af rarhed og havde det bare rart. Uden at skulle noget bestemt.
Så det var i går. I dag regner det. Stille, hviskende, silende. Jeg føler stadig lysten, behovet for at skrive. Men i dag har en anden modstander meldt sig på banen: Modløsheden. Og den svinger sit sværd af U-inspiration hen over mit hoved. Jeg ved jo slet ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg er helt tom for idéer. Jeg har jo ikke oplevet eller tænkt noget siden i går. Hvis jeg ikke kunne skrive de historier færdige for flere år siden, hvor jeg var ung og frisk og kreativ, så kan jeg da slet ikke nu.
Heldigvis har jeg et hurtigt bagholdsangreb klar mod Modløshedens mismods-ild. “Det betyder ikke noget,” råber jeg, “jeg skriver bare om ingenting. Og hvis det er ingenting, behøver jeg ingen idéer, ingen kreativitet eller inspiration. Der vil ikke engang være en bedømmelse af kvaliteten. For det er jo bare.. Ingenting!“
Modløsheden stopper op med et forvirret udtryk i ansigtet. Jeg går grinende forbi den. Sætte mig i sofaen med en kop te og begynder roligt at fylde et blogindlæg ud med ingenting.
En forudsigelse om vinter
Se mig! Jeg er en skygge mod mørket i din bevidsthed. Se mig! Jeg er de første gule blade, der daler lydløst mod jorden. Se mig! Jeg er den kølige, muldede duft af svampe i skovbunden. Se mig! Jeg er det tidlige aftenmørke. Se mig! Jeg trækker ind over landet. Som altid. Forventet. Alligevel ser folk forundrede og nervøse på mig. Allerede? Vi er ikke klar. Slet ikke klar. Aldrig klar.
Jeg danser med den første efterårsvind, der kryber rundt om hushjørnerne, og får folk til at trække kraven sammen om halsen. Jeg sidder på den sidste grønne bakke og betragter skovens klædedragt flamme op, skifte farve, gå i forfald, give slip, synke sammen for foden af træerne, der forvandler sig til stille, sorte skygger. Jeg trækker mørket længere og længere op om ørene på de sovende om morgenen. Hvisker dem morgendrømme i ørene om huler og vinterhi og kulde og julelys i mørket. Jeg lægger mig glitrende hvid – et tyndt spøgelsesslør – over hele verden for at lulle den i søvn. Snart, ven, snart, er det atter tid til at sove. Dine jorde er brune og nøgne. Dine blomster er visne. Dine sidste æbler rådner glemte i det gule græs.
Alle kigger sig forvildede omkring. Jagter dagene med de sidste sommersolstråler. Bare lidt mere. Bare lidt længere. Forlad os ikke allerede. Nåede vi egentlig alt det, vi havde planer om? Vi forsikrer hinanden om, at vi gjorde, hvad vi kunne. Frysende på en udendørscafé. Så nåede vi alligevel at bruge den sommerkjole i år. Men lad os ses igen til næste år, der har jeg plads i kalenderen.
Jeg tømmer stille strandende, parkerne, skovene og torvene. Trækker blidt folk indenfor. Trækker dem ind i deres vinterpels og deres indadvendte gemyt. Alle gemmer ansigterne. Alle mærker en ubestemmelig længsel gnave dybest inde i deres knogler. De trykker på telefonen. Lader dens blå, dansende, larmende lys kyse den ubehagelige fornemmelse væk. Dæmper det uforklarlige og ubehagelige med scroll og basdunkende, hurtigtblinkende videoklip.
Jeg går gennem verden. Langsomt. Mine bare fødder mod den sorte asfalt i gaderne. Vinden leger med mine klæder og mit hår – giver dem bølgende liv. Langsomt. Bølgende. Jeg skal ikke nå noget. Jeg kommer ikke for sent eller for tidligt. Jeg kommer lige i rette tid. Jeg observerer alting omkring mig i stadig accelerende fart. Det gør ingen forskel. Der spildes bare lidt mere, når det går hurtigere. Glemmes lidt mere i farten. Opleves lidt mindre af nuet.
Jeg trækker tempoet ud af naturen og af natten. Fuglenes vingeslag bliver langsommere, mens de som bløde, sorte streger søger mod syd. Natten strækker sig ud og tager sig god tid. Træernes hjerteslag går i stå. Et øjeblik. Panikken spreder sig. Der bliver sat projektører og lamper op alle steder. Vi har så meget, vi skal nå. Folk løber rundt med hænderne fulde af poser og tasker og pakker.
Jeg sætter mig ved bredden af en sø. Jeg har lagt byens evige summen bag mig. Stjernerne er stille trillet ind på himmelhvælvet. Lydløse. Blinkende. Evige. I et kort øjeblik. Skovens sorte skygger står tyste omkring mig. Vandets bundløse, bløde mørke er mit eget indre spejl. Jeg har været her før. Jeg vil komme her igen. Se mig! Jeg er ny og ren. Nøgen. Uden panser. Se mig! Jeg har kærlighed og tillid i mit åbne hjerte. Se mig! Jeg er et glimt af nyt og jomfrueligt håb.
Lidt om stress
Hvad sker der så i dag? Lige nu. Lige her. Rigtig meget og rigtig lidt. En lille smule udenpå. Virkelig meget indeni. Og måske mest det samme, som der også skete i går. Og dagen før. Og dagen før. Men alligevel hele tiden nye ting, nye tanker, nye impulser. Som dog alligevel minder lidt om dem, der var der før.
Jeg har sygemeldt mig med stress. Nogle dage har jeg lyst til at skrive lange tekster om hvordan og hvorledes. Andre dage føles det mere ligegyldigt. Bare en dagligdagsbagatel. Der er så meget andet, der er større og vigtigere. Alting fortsætter jo. Dagene, trafikken, årstiderne, Instagram. Jeg har også på fornemmelsen at min arbejdsplads fortsætter som den hele tiden har gjort. Den store suppegryde røres stadig rundt og rundt og rundt. Måske bare med lidt andre ingredienser, men det er der ingen, der lægger mærke til.
Det var min krop, der sygemeldte mig. Min krop er nemlig den kloge af os. Den synes, at nu havde vi været i den her tilstand længe nok, og det var ikke noget, vi bare kunne vente på, ville løse sig af sig selv. Kunne jeg have fortsat, som jeg gjorde? Ork ja. Min lide i stilhed-udholdenhed er nærmest uudtømmelig. Det har tidligere generationer og tidligere liv indmejslet i min DNA. Trange kår, hårdt arbejde. Vi holder bare ud, bukker hovedet og fortsætter fremad. Ingen skal have noget at udsætte på os. Så jeg arbejder på at omkode min DNA til en ny tid. Nu skal vi ikke bare længere nøjes og finde os i. Nu er det faktisk i orden at sige stop, sige fra og mærke. Og det er nu, vi skal stræbe efter at have det godt. Ikke bare overleve, men leve.
Så da der stod række efter række af generationer af hårde, firkantede arbejdere og stille, mistænksomme bønder og mumlede mod mig: “Men er du egentlig syg? Er du syg nok? Hvad er der egentlig galt? Tiltrækker du dig ikke bare unødvendig opmærksomhed? Skal du ikke bare slappe lidt af? Har du ikke også gang i lidt for mange ting? Har du tænkt over konsekvenserne? Hvad hvis du bliver fyret? Kan du gøre de ting, du gør, når du er syg?” Så var jeg klar til at møde dem.
Jeg tog en dyb indånding og svarede: “Ja! Ja, jeg er syg nok. Og nej, jeg skal ikke længere bruge min weekend på febrilsk afslapning og hektiske forsøg på at tømme ud af min overfyldte stress-kop for at undgå, at den strømmer over en onsdag formiddag ned over mails og notater og halvlunken kaffe. Jeg skal gøre noget ved det nu og her. Og jeg skal gøre det helhjertet og fuld tid.“
Så det gør jeg. Og jeg mærker en enorm styrke. Jeg føler, at jeg har taget min power hjem. Jeg har taget ansvar for min situation. Og jeg bestemmer, hvad og hvordan og hvornår. Så at melde mig syg med stress er noget af det bedste, jeg længe har gjort. Måske skulle jeg have gjort det noget før? I stedet for at holde ud. Men jeg tror, at jeg gjorde det nu, fordi jeg nu er klar til at håndtere det. Jeg er klar til at møde de indre, kritiske stemmer. Jeg er klar til at gøre de ting, der er gode for mig. Jeg har indsigten i, hvad der foregår indeni mig. Og jeg ved, hvad der fungerer for mig udvendigt. Så jeg er helt rolig og tryg. Jeg har mig selv. Og derfor har jeg nu taget min power hjem.
Jeg samler stille og roligt de stykker af min power, der flyder omkring ude i verden. Stykker, jeg har efterladt eller tabt. Stykker, jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle stille op med. Stykker, jeg har sendt ud for at søge hjælp eller svar. Jeg samler dem indeni mig. Så jeg nu ikke længere behøver at søge ud, men kan finde svarene indeni mig selv. For jeg ved det. Jeg ved, hvad der er bedst for mig. Jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan. Hvad jeg vil og ikke vil. Og bliver jeg i tvivl, så spørger jeg mig selv.
Så det er bare det, der sker i dag. I min verden. Lidt om stress og power. Men ellers fortsætter verden ufortrødent fremad. Glider ind og ud mellem dag og nat, mens det langsomt bliver lidt køligere og lidt mørkere.
Stille, indvendig fejring af absolut awesomness
I dag er det 1 år siden, jeg skrev mit første blogindlæg. Nogensinde i hele verden! I dag er det 1 år siden, at Tankerfradenhalvetime.dk materialiserede sig fra drømmevæverstof til fast, metallisk-skinnende cyber-lilla online-univers. Og faktisk er dette blog-indlæg nr. 50. Sikke nogle fantastiske milepæle. Sikke nogle præstationer. Så hvordan har det så været – det første år? Og hvad er de strålende planer for fremtiden?
Tja, det har jeg vel egentlig ikke tænkt så meget over. Jeg er faktisk ikke så god til at fejre fødselsdage, jubilæer, succeser. De er der ligesom bare. Også uden at man tænker for meget over dem. Så jeg sidder bare i hyggetøj og dyne i sofaen med te og stearinlys. Men indeni er jeg glad og stolt. En stille, indvendig fejring. Af mig selv og mine kreationer. På den måde er jeg måske alligevel meget god til fejringer. De små, stille fejringer, når jeg sidder en langsom eftermiddagstime og scroller ned igennem mine egne blogindlæg eller mine egne billeder på Instagram. Jeg læser tidligere ord, genoplever tidligere stemninger. Og min sjæl fyldes op af hverdagseventyr og øjebliksmagi. “Har jeg virkelig skrevet det? Ej, hvor finurligt. Det billede er totalt skarpt og professionelt. Hvor snedigt fanget.”
Så min sjæl jubler, og jeg synes faktisk – hånden på hjertet – at jeg har den flotteste, mest fantastiske og eventyrlige blog og Instagram-profil. Jeg elsker selv mit univers. Og på den måde er det jo perfekt. På den måde har det opfyldt sit formål. At skabe glæde og magi for mig. Men – hånden på hjertet – jeg elsker også, når andre finder ind i mit univers og lader sig forbløffe, forundre, forføre eller blot inspirere. En kort stund. Et hvil i den cyber-lilla tusmørkestemning før de vandrende pilgrimme igen drager videre på hver deres egen personlige eventyr.
“Jeg laver en blog for min egen skyld. Med lige præcis det indhold, der kommer ud af mine tanker og min navle. Ingen regler, blot ren lyst.”
Sådan skrev jeg i mit allerførste blogindlæg for et år siden. Og det vil også blive rettesnoren for det næste år. Mine tanker, mine drømme – ingen regler, blot ren lyst. Og nogle gange synes jeg, mine tanker køre i ring, og at det er det samme, der kommer ned på papiret og ud gennem skærmen. Igen og igen. Samme tema. Samme stemning. Nye skyer. Men andre gange mærker jeg, at jeg har rykket mig til en ny dimension. Og jeg mærker, at jeg træder tydeligere og tydeligere frem. Smider mine filtrer og hæmninger, masker og reb. Tør mere. Åbner mere op. Hvirvler i berusende glædesdans rundt i efterårstågens spøgelsesgardiner, der kun halvt skjuler min vilde natur og sjæl, min nøgne krop og sandhed.
Mine tanker og drømme. Mine idéer og fantasier. Måske bare mine observationer på min vej gennem livet. Og bliver det i grunden ikke mærkeligere og mærkeligere, jo længere man bevæger sig frem? Det er blevet mørkt udenfor. Lige pludselig er det begyndt at blive mørkt igen. Alt for hurtigt. Alt for pludseligt. Mens vi stod og ventede på at sommeren skulle komme, fløj den lige forbi os. Jeg ved ikke, hvad der skal ske det næste år. Eller de næste 50 indlæg. Måske bliver det lutter gentagelser. Måske bliver det nye, tøvende, prøvende skridt på usikker og ukendt, gyngende grund. Men det bliver med en stille, indre glæde over de hverdagseventyr og den øjebliksmagi, jeg skaber. Lige her. I øjeblikket. I sofaens bløde aftenmørke.
En almindelig hverdag mellem 8-16
Så jeg gik. Ud af døren. Ud i solskinnet, der har fået en bidende skarphed over sig. Efteråret er på vej. Sommeren er bag os nu. Allerede. Nåede den overhovedet rigtigt at være her? Men vi er videre. Alle vender deres ansigter og opmærksomhed mod efteråret. Gør klar. Planlægger. Forventer. Hvad har efteråret med til os? Hvad skal vi nå?
Hvor er der mange mennesker i byens billede midt på sådan en helt almindelig hverdag. I bil, på cykel, gående, i vinduet, på bænken, på tennisbanen. Nogle hastigt på vej til et bestemt mål, andre uden hastværk eller formål. Hvorfor er alle de mennesker ikke på arbejde? Hvorfor sidder de ikke spærret inde i et glaskastel omgivet af flimrende computerskærme? Og jeg dømmer dem ikke, for jeg kender ikke deres historie og deres baggrund. Måske er de arbejdsløse, måske har de natarbejde, måske er de selvstændige og har netop i dag givet sig selv årets eneste fridag. Men jeg mærker en længsel efter selv at være til stede i livet, midt i byen, på en helt almindelig hverdag. Mærke og opleve at livet sker. Bare suge til mig og lade det gennemvæde mig. Alt er i bevægelse. Alt fortsætter ufortrødent. Også mellem 8-16.
Men nu er jeg her. Går igennem det. Mærker pulsen. Ser menneskene. Oplever livshistorier flygtigt krydse forbi min egen, væve sig ind i andres, for så et øjeblik efter at fortabe sig over husenes tage sammen med en flok duer og et hurtigt lysglimt fra et vindue, der blev åbnet og fangede solens stråler. Lyden af travl trafik. Lige ved siden af, men samtidigt monotont drømmeagtigt. Baggrundssusen. En evig strøm, der fragter mennesker frem og tilbage. Altid på vej.
Jeg finder et åndehul af grønt. Træerne vinker venligt og imødekommende til mig. Barkede smil. En skole bruger området til idræt. Børnene bliver sendt løbende i hold ned ad bakken. De tager det meget seriøst. For det er dét, deres liv handler om. At løbe i fuld fart ned af bakker i det grønne græs. Mærke vinden, mærke energien, mærke livet og suset og glæden. Hvornår holdt det op med at være så simpelt? Hvornår mistede vi meningen med livet af syne? Har jeg glemt noget på vejen?
Jeg går op til Bellahøj svømmehal. Skyerne heroppe er altid så vanvittige, vilde og vidunderlige. Ellers også drages jeg bare mod højen, når skyerne er vanvittige, vilde og vidunderlige. For at komme tættere på himlen og dens fluffede, hvide, drivende eventyr-øer. Jeg lægger mig på ryggen på de store trappetrin. Kigger op i himlen. Spejder mod de fjerne sky-kyster. Ligesom da jeg var barn lader jeg øjnene glide langs kanten, for jeg er sikker på, der ligger nogen deroppe et sted og kigger ud over kanten, spejder ned mod den svævende Jord-ø. For en sikkerheds skyld vinker jeg. Tænk, hvis de nu så mig og sendte en luftballon ned efter mig, så jeg kunne besøge dem i deres sky-slot.
Jeg sætter mig op igen. Trafikstrømmen flyder stadig støt forbi. Mennesker, biler, dage, liv. En evig strøm uden den store eftertanke. Jeg begynder at gå hjemad. Jeg mærker efter for hvert skridt. Mærker min krop. Mærker mit system. Mærker efter. Mærker ind. Måske tænker jeg for meget? Måske tænker jeg for meget uden svar? Den næste tid vil jeg forsøge ikke at tænke så meget. Den næste tid vil jeg bare føle. Mærke. Lytte til kroppen og dens subtile sprog. Være til stede lige nu.
Jeg afslutter stille fortiden, så jeg kan begynde at vende mig mod fremtiden.
Min rejse
Jeg oplever og prøver mange nye ting på denne rejse, som jeg har begivet mig ud på. Denne rejse, hvor jeg ikke kender retning eller mål, ja, jeg kan ikke engang se det næste skridt klart. Jeg ved ikke, hvor jeg ender henne, eller hvor jeg egentlig er på vej hen. Men jeg ved, at det har en stærk følelse af “hjem”. Og når jeg finder det, så finder jeg også mig selv og hemmeligheden om meningen med livet.
Så det er lidt af et eventyr, jeg har begivet mig ud på. Og de dage, hvor jeg står en stille morgen – før Verden rigtig vågner – og kigger ud over et diset landskab af bløde, grønne bakker og små, tætte skove, den svagt blå himmel og Solens første dansende, gyldne stråler, som kilder græsstråene og den snoede vej for mine fødder – de dage jubler og synger og ler mit hjerte i mit bryst, så det føles som om, det skal sprænges i et regnbuefarvet glædesfyrværkeri.
Der er også dage, hvor jeg har vandret gennem mørkt, koldt mudder. Intet lys. Ingen glæde. Ingen fornøjelse. Bare vandre fremad, et skridt ad gangen, med bøjet hoved og værkende skuldre. Fremad, fremad. For der må være en ende. Lys på den anden side. Det må stoppe på et tidspunkt, og så er jeg kommet igennem dét. Har overvundet det, besejret det, er kommet ud på den anden side.
Eller de dage, hvor jeg skubber den store sten op ad bjerget. For jeg vil så gerne have den strålende udsigt på toppen. Jeg har hørt andre tale om den, og jeg vil så gerne selv opleve den. Så jeg skubber den store, tunge sten op. Aser og maser. For jeg kan ikke se nogen anden vej til toppen. Andre overhaler mig. Nogle er leende på vej ned ad bjerget igen. På vej mod nye, smukke tinder. Og jeg aser og maser. Ingen hjælper mig. Ingen tilbyder mig hvile eller et godt råd eller en anden vej. Og da skyggerne begynder at blive lange, kan jeg se, at jeg ikke engang er nået halvvejs op af bjerget. Så jeg sætter mig og græder. Opgivelse, afmagt, træthed. Men jeg holder stadig fast på stenen. For nu er jeg jo trods alt kommet et stykke op, så nu må jeg jo fortsætte. Jeg kan ikke se nogen anden vej.
Og så er der dage, hvor jeg mærker, at noget pludselig er skiftet. Faldet på plads. Har byttet plads. Eller helt er forsvundet. Indeni mig. Og jeg kigger på den sti, jeg er på vej hen af. Og jeg kigger på den sten, jeg så møjsommeligt har skubbet halvvejs op ad bjerget. Og jeg trækker på skuldrene. Mærker spændingerne løsne sig. Og jeg giver slip. Forlader den gamle sti. Lader stenen være. For en ny sti har pludselig åbnet sig foran mig. Dér – ude til højre i det høje græs, kan jeg pludselig se et lille spor åbne sig. Buskene trækker forsigtigt deres grene til side, holder øje med, at ingen andre opdager deres hemmelighed. En hvid sommerfugl vinker mig nærmere og viser vejen ind i vildnisset. Jeg mærker spændingen. Jeg mærker eventyrlysten. Jeg mærker mit hjerte vågne og slå et par hurtige, jublende slag.
Jeg standser kort, ser mig tilbage. Buskene har igen lukket indgangen bag mig. Jeg bevæger mig ind i vildnisset, ukendt land, nye steder. Den hvide sommerfugl flakser utålmodigt af mig. “Det her er din vej.” Her er grønt og stille. Men de hvide skyer driver af sted over mig. Jeg tager en dyb indånding, min krop fyldes af liv og ny energi. Jeg begynder at gå. Følger de hvide skyer.