Den her tid er fuld af healing. Hvis vi tillader den. Hvis vi stopper op og åbner os for den. Alle de gamle sår og uretfærdigheder, der bliver revet op. Og det er grimt og ulækkert, sviende og ubehageligt, når de ligger dér. Åbne. Blottede. Men det er herfra healingen begynder.
Jeg trænger hele tiden dybere ned. Giver lidt mere slip. Åbner lidt mere op. Tillader lidt mere. Det er så smukt, og jeg bliver stille rørt, hver gang jeg oplever, at nu er der sket lidt mere healing. Og jeg har lyst til at fortælle om det. Jeg har lyst til at forklare og vise, hvordan det ser ud, hvordan det føles, og hvordan det sker. Men det er ikke nemt at få greb om med ord. Det er nok også derfor, det har taget så lang tid for mig at finde det. Eller opdage det. For det sker hele tiden. Ubemærket. Umærkeligt. Mens jeg har travlt med at lede efter det i stort opsatte, oplyste, larmende, oppustede scenarier.
Men nu begynder jeg at få en slags greb om det. Som man griber den lune sommerbrise, mærker dens pulserende essens i sin hånd, velvidende at man aldrig vil kunne fastholde den. Den er virkelig og potent. Og dog så usynlig og virkelighedsfjern, at man må løsne op for begreberne for helt at fatte den. Men healingen findes i sommerbrisen. Så prøv næste gang, du står midt i en solbeskinnet sommerdag at lukke øjnene, trække vejret helt ned i maven og give slip på alle spændinger og bekymringer i din krop. Mærk, hvordan sommerbrisen jublende kommer dig i møde, omfavner dit ansigt, krammer din krop og kysser din sjæl med solskinsvarme kys. Healing er alle steder omkring os. Og i os. Vi er fri til at benytte os af den. Hvis vi vil.
Lige nu er himlen grå. Alt er stille. Fuldmånen fik endnu engang mit måneblod til at springe ud i spinkle, dybrøde blomster. Tunghed og træthed. Jeg takkede ja til kroppens invitation og lagde mig på gulvet. Her har jeg ligget i tre dage nu. Verden er pakket ind i gråt. Hele huset er pakket ind i grå plastik. Kun en lille firkant, jeg har skåret med en saks, giver mig mulighed for et glimt af verden og et glimt af frisk luft. Der er et dunkelt gråt lys i min puppe og rolig musik. Jeg tillader det, jeg accepterer det, jeg takker ja. Og i rolige bølger glider jeg under overfladen. Det er ikke søvn. Det er det uformelige, tågede mellemlag af healing. Min krop ligger afslappet, hvilende. Men min sjæl arbejder hårdt. Der er andre sjæle/væsener, jeg har samtaler med. Der er opgaver, der skal løses. Men det hele på så abstrakt et plan, at jeg ikke kan gribe det og omsætte det til andre ord og begreber, end dét; samtaler og ting, der skal gøres. Men jeg vender altid tilbage til kroppen fuld af ro, afslappethed, afklarethed. Kærlighed.
Den her tid er fuld af healing. Og min rejse er lige nu en healingsrejse, der fører mig ad forskellige healingsveje gennem forskellige healingslande og -byer. Jeg tænkte, jeg ville prøve at definere eller afgrænse, hvad healing er, men alting kan vel i bund og grund være healing. Hvis vi vil det.
Jeg føler en sorg i dag. Den er blæst ind med vinden, der lige pludselig er taget til. Nu havde jeg ellers lige vænnet mig til varmen. Forandringsvinde. Stille sorg over dét, der er mistet.
Jeg sidder bare lidt her på altanen, pakket ind i tæpper og dyner, med en kop cacao og betragter skyerne. De har hævet sig højt op over den vilde, legesyge vind, driver langsomt af sted. Forandring er uundgåelig. Vi kan ikke gemme os. Alting forandrer sig altid. Til sidst. Før eller siden. Hele tiden. I én glidende bevægelse. Hen over himmelhvælvingen.
Mit stearinlys er blæst ud. Det holdt ikke længe mod vinden. Kulden finder min nøgne krop under tæpperne og dynerne. Kryber ind og lægger sig som kuldegysninger på min hud. Jeg er træt. Også i dag. Evigt træt. Jeg er tit bange for, at jeg aldrig vil stoppe med at være træt. At jeg altid vil skubbe og slæbe mig tungt af sted. Men jeg ved godt, at det ændrer sig på et tidspunkt. Når jeg engang er færdig med at være træt, så vil jeg igen være frisk og springe let og energisk af sted. Men jeg kan godt blive bange for, om jeg har tid nok til at være træt. Hvad hvis de kommer og siger, at min tid til træthed er sluppet op? At jeg skal i gang. At jeg skal skubbe og slæbe og ase og mase, indtil jeg en dag segner om for sidste gang? Men det er ikke det, jeg skal. Jeg funder en anden måde. En anden vej.
Cacaoen er blevet kold. Men fuck, den smager godt. Jeg kan gøre alt. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Når bare jeg gør det lige så godt som cacaoen, så kan jeg gøre alt med succes. Så jeg behøver ikke ase og mase. Jeg kan bare lave cacao.
Det er tre måneder siden, jeg har været her sidst. 85 dage. Et kvart år. Et øjeblik. Et halvt åndedrag for at samle pusten igen. Der er den igen – Tiden. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er tre måneder lang eller kort tid? Hvad betyder det egentlig? Ikke rigtig noget. Det er jo i bund og grund bare endnu en af menneskehedens konstruktioner for at forsøge at skabe en slags orden i Universets almindelige kaos.
“Men hvad har du så lavet?” hører jeg stemmerne spørge. “Har du brugt tiden fornuftigt?“
Jeg svarer dem ikke. Jeg kigger på den blå himmel. Træerne vinker og svajer og hvisker og snakker med deres nye, neongrønne blade. De er virkelig vågnet nu efter vinteren. Fra den ene dag til den anden. Da vi næsten ikke kunne udholde de nøgne, brune vintergrene længere og var begyndt at tvivle på, om foråret nogensinde ville vende tilbage. Måske var kvoten af forår endelig opbrugt. Vi stirrede sultent på de små, kolde knopper, som frosten blev ved med at bide i. Suk og lange, vinterblege blikke. Men så skete det. Fra den ene dag til den anden eksploderede landet i et grønt festfyrværkeri. Og nu står de dér – alle træerne og buskene – viser deres nye dragter frem og pludrer i munden på hinanden. Fortæller om deres lange vinterdrømme og strålende sommerplaner. Syrenen strutter og klematissen har dækket cykelskurtaget helt i sart lilla. Gad vide, om jeg kan klatre op og tage et billede af det?
Men selv om det ligner sommer, så er det stadig køligt. Jeg sidder med trøje og dyne og kolde, stive fingre. Det har været en hård vinter. En lang vinter. Og den har ikke helt sluppet sit tag i os endnu. Ikke i mig i hvert fald. En gang imellem begynder jeg at fryse. Lige pludselig bliver min krop kold og kan ikke finde varmen. Vinteren har sat sit spor i os. I hvert fald i mig. Kolde minder om en verden og et samfund i opløsning har lagt sig i min sjæl. Jo mere, jeg synes, jeg forstår verden, jo mindre mening giver den. Jo mere, jeg øver mig på at være et menneske, jo sværere synes jeg, det bliver. Skal jeg finde min mening med Livet, eller skal jeg skabe den selv?
Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med mine ord. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg vil hen overhovedet. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så mange holdninger og observationer. Så mange eventyr og historier. Men lige nu er der vist alt for meget på en gang. Og så ingenting. For når man har alting samlet på et sted på en gang, så bliver det hele lige gyldigt. Lige meget værd. Og dermed – Ingenting. Alting ophæver hinanden. Finder balancen i den absolutte ligevægt. Og her står alting stille. Overfor hinanden. Mellem hinanden. Over og under og rundt om hinanden. I en mikrodel af en uendelighed.
Så hvad er egentlig vigtigt? Nej. Det er ikke det rigtige spørgsmål. For alt er vigtigt og ikke-vigtigt. Spørgsmålet er nok nærmere; hvordan kommer jeg videre herfra?
Umiddelbare tanker. Der er ingen steder at få fat. Ingen steder at starte. Alt er, som det plejer. Alt er alting. Og ingenting. Samtidig. Kaos og stilstand. Limbo og forandring. Jeg bliver uendeligt træt, hver gang jeg forsøger at gribe et hjørne. Skabe orden og mening. Så hvorfor bliver jeg ved med at forsøge? Hvorfor lader jeg det ikke bare være?
Det må være trangen til at skabe. Gribe ind i den uformelige masse af kaos, grave en ordentlig håndfuld blød kaos ud, ælte den mellem hænderne, forme, rulle, glatte. Få et glimt af den form, der bor i klumpen. Nysgerrigt og omhyggeligt lade fingrene lokke formen tydeligere frem. Samskabelse. Elskov mellem mine hænder og en uformelig klump kaos. Tiden forsvinder. Vi drejer rundt i vores eget lille univers. Brusende lykkefølelse. Og stolthed. Kærlighed. Til den lille figur, jeg har skabt.
Og det er nok dén følelse, jeg jagter. Når jeg skaber noget, skaber jeg verden. Når alting bare flyder ud i uformeligt kaos, befinder vi os stadig på tærsklen til verden. Udenfor skabelsen. Uden for tiden. Flyder vi rundt i det uendelige ur-hav af alting-ingenting-stof. Det glitrer og glimter. Det er fuld af potentiale og liv. Men lige nu er det bare ingenting.
Der skal en gnist til at sprede molekylerne. Skabe en åbning, vride en flænge i den ubrydelige overflade, så jeg kan gribe fat. Og jeg har gnister. Jeg kan mærke dem. Men de ligger langt, langt inde i mit inderste, dybe mørke. De gnistrer gyldent af vitalitet. Svævende i mørket sender de små, gyldne lyn mellem hinanden, mens de venter.
Jeg kigger ud over det bølgende, kaotiske muligheds-ur-hav endnu engang. Det er ikke det, jeg skal. Ikke endnu. Himlen er en grå dis. Solen anes som et rundt spøgelse bag disen. Alt er stille og afventende. Ikke endnu. Jeg vender mig bort fra Ur-havet. Jeg vender mig mod mig selv. Jeg vender mig ind i mig selv. Dykker indad. Endnu engang.
Jeg dykker ind i mig selv. Mod bunden. Mod mørket. Dybere. Længere ind. Jeg er ikke længere bange for mørket. Jeg omfavner det, da det omslutter mig. Går roligt på jagt efter de små, lysende gnister.
1. oktober 2020 Energierne har lagt op til en måned med venten. Det hele kommer når rette tid er. Jeg modnes nu. Alt er større og hurtigere, end det har været før. Alt før har bare været forberedelse til nu. Små skridt. Nu er jeg i gang med nogle store skridt. Men det glider ligesom bare af sig selv. Jeg skal bare være og vente og glide med. Jeg har gjort alt forarbejdet. Nu glider det. Kortene siger, det bliver en vild måned.
4. oktober 2020 Wow. Jeg har fundet og læst mine notesbøger tilbage fra 2017, hvor jeg startede min rejse med Shakti Circle. Det er allerede 3 år siden. Det føles som meget længere væk. Men tallet 3 virker stort. Det er sjovt, som jeg næsten bedre kan huske og mærke nogle af de første ting, jeg har skrevet, mens det fra januar i år virker meget fjernere. Men jeg kan se en udvikling – og det var det, jeg kom efter. Jeg kan virkelig se, at jeg er vokset. I starten var der så mange spørgsmål og så meget tvivl. Nu har jeg fundet min egen måde og min egen vej.
8. oktober 2020 Meldte mig syg igen. Kroppen reagerede alt for voldsomt. Og så fandt den tilbage i sit gamle overlevelsesmønster. Gemme mig på min plads, sortere mails, vente på, jeg kunne komme hjem igen. Lettelse. Kroppen er allerede meget roligere. Igen føles det godt og stærkt. Cacao Spirit og kortene kommer med healing. Gudinderne kommer med den rene, uforanderlige kerne, der er mit sande jeg. Og med betingelsesløs kærlighed. Jeg er holdt og støttet. Jeg er selv min egen, stærke, lysende kerne og varm, strålende kærlighed.
10. oktober 2020 JEG ER ET FRØ. LIGGER. VENTER. BETRAGTER SKYERNE. GRÅ. HVIDE. PÅ VEJ. OVER HIMLEN. REGN. JEG PAKKER TÆPPER OG DYNER TÆTTERE OMKRING MIG. BEGRAVER MIG SELV. DYBERE. JEG SKAL IKKE ANDET END AT VENTE. SÅ SKAL ALT DET ANDET NOK KOMME. NÅR JEG ER KLAR. SÅ FINDER DET MIG. JEG HAR SØGT LÆNGE NOK NU. NU KAN JEG BARE VENTE.
18. oktober 2020 Landede efter Modul 5 på EP. Landede måske mest tilbage på Instagram, mail m.m. Og sådan gik dagen. Hurtigt. Mens jeg langsomt tager verden udenom ind igen. Kun i små doser. For jeg ved egentlig ikke, om jeg har lyst. Der er så fint og roligt og komplet indeni mig lige nu. Jeg har ikke rigtig lyst til alt det kaos og larm. Men på den anden siden vil jeg også gerne ud og gøre noget. Skabe noget. Skabe noget smukt. Gøre en forskel.
22. oktober 2020 Jeg prøver at holde fanen højt, men jeg er bare træt. Jeg prøver at skubbe på – bare en lille smule. Men jeg er træt. Jeg skal ting, og de ligger som store klodser og fylder nærmest hele min bevidsthed. “Så skal jeg det. Og så det.” Fra klods til klods. Nu giver jeg slip. Laver plads. Fylder min bevidsthed med store oceaner af “jeg skal ingenting.” Der flyder små klodser rundt i det uendelige ocean. Men de er små og langt væk. Jeg tager en kop te og kigger ud af vinduet, inden jeg går i land på den næste ø.
30. oktober 2020 Efteråret er her massivt. Nu er der ingen vej tilbage. Alting og Ingenting. Alt flyder. Regn. Vi har gemt os i vores hule. I morgen starter det sidste kapitel af 2020. Fårk, et underligt år. En del af mig hænger stadig i foråret. Er endnu ikke nået videre. En anden del af mig er transformeret ind til en anden, en ny mig. Og alligevel er alt roligt. Og straks – inden jeg har skrevet sætningen færdig – er alt kaos. Og uforståeligt.
31. oktober 2020 DØD OG GENFØDSEL. AFSKRÆLLET. NØGEN. BLIVER VED MED AT VÆRE TEMAET. JEG BEGYNDER AT MÆRKE UTÅLMODIGHEDEN. JEG HAR IKKE MERE AT SKRÆLLE AF NU. MEN DE BLIVER VED MED AT RIVE OG FLÅ I MINE BLOTTEDE KNOGLER. JEG ER TRÆT. TRÆT AF DEN EVIGT HYLENDE VIND. ET ØJEBLIK VARMER JEG MIG VED LYSET FRA FORHÅBNINGEN. FORHÅBNING OG FORVENTNING OM STRÅLENDE, SPIRITUEL GENFØDSEL PÅ DEN ANDEN SIDE. FUGL FØNIKS REJSER SIG AF FLAMMERNE. TVIVL OG MODLØSHED PUSTER GRINENDE FLAMMEN UD. HVAD ER DER I VERDEN TIL MIG? HVAD HAR LIVET TIL MIG? DU MÅ SELV SKABE. OG HER STÅR JEG. SANDSLOTTENE FALDER HJÆLPELØST SAMMEN MELLEM MINE HÆNDER. IRRITATION. JEG PRØVER JO. HVAD MED BARE EN ENKELT SUCCESOPLEVELSE? TIL EN AFVEKSLING. LAD OS PRØVE NOGET NYT.
5. november 2020 … Og Bjørn havde købt blomster og morgenmad. Og drysset flag ud over hele stuen. Og inviteret mig ud at spise på Oyster & Grill. Og blomster fra familien.
7. November 2020 Dagene flyder. Flyder af sted på en bred, langsom flod. Flyder uden pause. Uden hast. Flyder sammen. Den ene i den anden. Er det vigtigt at holde dem adskilt? Jeg flyder mest bare med. Øver mig i at give slip og flyde ud. Men der er noget inderst inde, der stadig holder fast. Det ved ikke, hvordan det giver slip. Det er stadig ikke trygt. Jeg arbejder mig langsomt ind mod det. Rækker hånden ud. Tålmodig. Blid. Blød. Jeg skal ikke nå andet end at bevæge mig fremad. Langsomt. Et skridt ad gangen.
24. november 2020 Så prøver jeg igen. Tilbage på arbejde. Igen. Igen. Kroppen gik helt amok i går. Jeg havde session med Ida i går. Sov dårligt. Var til tandlæge i morges. Har bare ligget på stuegulvet hele dagen i dag. Kan ingenting. Stakkels krop. Hvornår eller hvordan lærer jeg at sige stop? I stedet for bare at blive ved og ved og ved. “Men hvad skal jeg så?” Det spørgsmål frygter jeg. For jeg har ikke noget svar. Hvornår bliver jeg modig nok til at gå ud og lede efter det svar? Nysgerrigt. Modigt. Stå åben og ren mod en ny verden. Den gamle giver ikke mening længere.
27. november 2020 Flyder. Igen. En uge. Igen. Vild. Igen. Jeg gør det så godt jeg kan. Meget. Alting og ingenting. Det er måske derfor, jeg ikke skriver. Alting – Hvor skal jeg starte og slutte. Ingenting – BARE ER. Himlen er vanvittig blå og lys og ren. Jeg har pakket og er klar til Silent Meditation Retreat. Det er bare det, der er.
8. december 2020 Og hver dag/aften tænker jeg, at jeg skal sætte mig og lige skrive et par ord. Jeg har tiden. Men måske har jeg ikke ordene. Eller roen. Eller lysten. Siderne er i hvert fald blanke. Jeg er færdig med noget uden at vide, hvad der så kommer. Hvad jeg skal. Limbo. Vente. Eller måske er jeg bare en zombie, der tror, jeg er i gang med at skabe et rigtigt liv, men i virkeligheden bliver jeg bare ved med at hænge fast i den samme sump. Hvem ved det? Og er det vigtigt?
9. december 2020 Og du troede, det var hårdt før. Du troede, at du havde det svært. Men se så nu. Alt er sprængt fuldt åbent. Blødende. Flænset. Blottet. Åbenbaret. Og alligevel fortsætter du. Bliver ved. Prøver. Igen. Og igen. Og igen. Alle ryster medlidende på hovedet. Nej, de lægger nok ikke mærke til noget. Men du kan ikke blive ved med at gøre det samme og forvente andre resultater. Hvordan bryder jeg ud? Hvis jeg bliver ved med at gøre det samme, må der da på et tidspunkt ske noget andet.
16. december 2020 Hvordan har jeg det lige nu? Giver det spørgsmål egentlig mening? Eller er det det eneste spørgsmål, der giver mening? Lige nu let og tom og tilfreds. Tidligere i dag fuldstændig kaotisk. Jeg bliver træt, når jeg tænker på kaosset. Jeg bliver let og tilfreds, når jeg skubber kaosset væk. Giv slip.
27. december 2020 Det stormer udenfor. Gråt og vådt. Og nu også stormende. Én dag med solskin og blå himmel fik vi. Jeg håber, Solen kommer igen til næste år. Limbo. Dagene mellem jul og nytår. Alle muskler i min krop gør ondt. Af stilstand. Af uvirksomhed. De knager og værker, mens de venter. Venter på at stormen og stilstanden skal drive over. Så de igen kan begynde at bevæge sig. Jeg venter. Venter på at se, hvor jeg skal bevæge mig hen. Jeg har et par planer. Jeg har drømme og håb og ønsker. Men jeg ved ingenting. Og lige nu føles det heller ikke som om, jeg kan bestemme nogen ting. Alt er bare stormende, grå vådhed. Så jeg venter. Min krop og mine muskler venter. Jeg venter tålmodigt på, at spændingerne skal slippe. At hårdheden skal fortage sig. At de skal blive bløde og slappe. Flyde ud og overgive sig.
4. juli 2020 Jeg ved egentlig ikke, om jeg har noget at skrive. Jeg sidder bare stille her – i det stille tomrum – et lydløst limbo – inden fuldmånen og dens voldsomme energi brager løs. Det hele er stop-go. Hele tiden. Men lige nu er her stille. Alt er stille. Holder vejret. Det blæser og er vådt udenfor. Det fysiske forbereder sig på skiftet. Men på energiplan er alt stille. Det er smukt. Og trygt.
8. juli 2020 Det øjeblik. Hvor jeg bare befinder mig i nuet og derfor kan mærke hver eneste enkelte celle og dem alle sammen i fællesskab fortælle mig, at jeg har det godt. Den følelse. Den sandhed. I og igennem hele min krop. Lige dér. Lige dér er Livet ubeskriveligt fantastisk, sitrende og guldrandet smukt.
9. juli 2020 Det fede ved at være voksen er, at selv om det er sengetid, kan jeg sidde nøgen i stuen og spise is. Fordi jeg har lyst. Fordi jeg bestemmer. Frihed. Lys og skygger. Stearinlys og natteblå. Jeg er træt. (Det er også voksent at glæde sig til at skulle sove.) Jeg kan mærke, der er alt muligt godt og spændende på vej.
23. juli 2020 En hård dag. Og alt gik i opløsning. Og alt var tungt. Og jeg ville bare gemme mig for verden. Og græde. Og tårerne kom. Og min healingssession blev aflyst igen. Og jeg lå flere timer på gulvet i stuen. Lyde hjalp. Og så fik jeg håbet tilbage. Eller jeg blev i hvert fald praktisk. Fik ordnet ting. Hakket af. Føles en smule lettere nu. Men venter stadig på blodet. Utålmodigt.
25. juli 2020 Ferie. Igen. Tempoet bliver langsomt. Tiden bliver en anden. Flyder ud. Det er tiltrængt. Cacao og healing og sove på altanen. Og gåtur med Bjørn. Den bedste måde at ære min menstruation. Det var lige sådan en dag, jeg havde brug for. Så må jeg pakke til sommerhus i morgen.
28. juli 2020 Og nu er det blevet mørkt. Og tiden glider bare. Og jeg vil gerne mange ting. Jeg vil gerne skrive. Og læse. Men egentlig vil jeg også gerne bare sidde og glo. Glo på, at lyset svinder. Og mørket kryber ind. Bare kigge på tiden, der drypper forbi. Bare kigge på græsset og skyerne. Bare det dog ikke havde blæst så meget hele tiden. Men nu er det lige meget. For i morgen tager vi af sted igen. Så er jeg ligeglad. Så kan det bare blæse.
8. august 2020 Det har været en vild uge med tydelige fysiske stress-tegn. (Ti Stave.) Jeg troede lige, at jeg havde styr på det, og nu styrter jeg nedad og nedad. Ingenting er vigtigt. Har jeg valgt helt forkert? Det tror jeg ikke. Men det er tid til justering igen. Jeg kan bare ikke helt se, hvad jeg skal skære fra. Jeg har jo kun fyldt gode ting på.
13. august 2020 August er en summende, flittig arbejdsbi. Min kalender er helt fyldt ud. Hver dag. Hele dagen. Men det er ikke sundt. Jeg kan mærke stressen rumstere i min krop. Og andre ting. Healingen fra i går. Jeg har haft en hyletone i højre øre hele dagen. Jeg må lave om på ting. For det her går ikke i længden. Det er meningen, det skal være sjovt og nærende.
18. august 2020 Et åndehul. Et kort øjeblik. En lomme, som jeg selv har skabt. I morgen tager jeg af sted på Modul 4 på EP. En milepæl. Mange ting bliver anderledes efter det. Det skal blive anderledes. For jeg har mærket stressen rumle i kroppen de sidste par uger. Og jeg har glemt nydelsen og mig selv.
24. august 2020 MELDTE MIG SYG MED STRESS.
28. august 2020 Det har været en hård dag i dag. Jeg troede, jeg skulle gå tur i skoven. Eller skrive. Eller læse. Eller bare noget. Bare lidt. Men jeg kan ingenting. Jeg har faktisk bare haft det dårligt. Dårligt og mat. Har ligget i sengen. Nu er Bjørn taget ud, så jeg har stuen for mig selv. Har drukket en kop te og scrollet ligegyldigt på Instagram og sågar Facebook. Jeg har ikke engang åbnet min bog, der ligger her ved siden af. Jeg har lyst til at skrive, men jeg orker ikke. Måske skal jeg bare gå i seng. Jeg føler mig trist og lille og forladt. Men ellers er jeg ok.
2. september 2020 Det her. Lige nu. Er afslutningen på et kapitel. Et kapitel i min indvendige bog. Jeg har givet slip. Nu er jeg endelig i puppen. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud, når jeg kommer ud. Måske vil man slet ikke kunne se, at noget er forandret, men det vil det være. Indeni. For evigt. For jeg er vokset. Og når jeg kommer ud på den anden side, må jeg samle stykkerne og trådene op. Se, hvad der stadig er. Se, hvad der er faldet fra. Og så samle et nyt billede. Et billede, der passer bedre til, hvem jeg så er nu. Det føles så godt. Det føles vildt. Det føles helt rigtigt. Nu falder det bare i hak som det mest naturlige i verden. Og jeg har taget min power hjem. Jeg har svarene. Jeg bestemmer.
11. september 2020 Træthed. Jeg forsøger virkelig ikke at lave særlig meget de her dage. Har ikke særlig meget i kalenderen. Alligevel formår det at køre mig træt. Jeg svømmer i et uendeligt ocean af træthed. Små, lyse øer af energi dukker op. Her kan jeg hvile. Her kan jeg mærke iveren efter at komme i gang. Gøre ting. Skabe. Og jeg er lige ved at give efter og kaste mig ud i projekter. Men jeg holder igen. Øen slutter. Jeg plumper ned i Træthedsoceanet igen. Ikke for mange ting. Men jeg får da gjort rent.
16. september 2020 Solskin. Kørte tur til vandet. Men det var gråt og blæsende og koldt. Ville finde en skov. Men alle veje var blinde og private. Kørte rundt i flere timer. Endte i “min” skov ved Bagsværd. Her skinnede solen. Pludselig gik der hul. Min sjæl skreg sin smerte ud over at have måtte lukke ned for karriere-drømme og ambitioner. Alt kom væltende op. Urimelig behandling. Og jeg græd og græd. Ved søen i skoven. Forløsning.
19. september 2020 Det er så fint det hele. Lige nu. Skumringstime. Aftenen falder på. Efteråret falder på. Dagen og året går på hæld. Livet går på hæld. Alt er stille og fint. Koldt og klart. Dybblåt. Køkkenet er ryddet op. Stearinlys. Dybe skov- og ur-dufte i diffuseren. Sidste dag i min cyklus. Tidligere var jeg træt og pirrelig. Men nu er kroppen og sindet ligesom faldet til ro. Har accepteret. Lader cyklussen gå på hæld. Jeg kiggede på Instagram igen i dag. Det hele roder bare rundt. Jeg tror ikke, jeg slår notifikationer til igen. Jeg kan ret godt lide stilheden.
29. september 2020 Første dag på arbejde. Første halvanden time gik fint. Så begyndte stressen at boble i maven. Jeg blev siddende. Vi havde jo aftalt 2 timer. Da jeg kom hjem var kroppen totalt overvældet og stresset. Jeg har brugt resten af dagen og aftenen på at få den til at falde til ro igen. Meditation virkede ikke, men cacaoen var overraskende effektiv. Den tog kvalmen. Jeg nåede overhovedet ikke dét, jeg havde tænkt. Men roen er det vigtigste. Så må jeg nå de andre ting i morgen.
Jeg havde en masse små idéer om, hvad jeg skulle i det nye år. Ikke fordi, jeg lavede nytårsfortsætter. Heller ikke fordi, jeg egentlig mærkede noget særligt skift fra det ene til det andet. Egentlig flød jeg bare lidt fra det ene til det andet uden rigtigt at bemærke det. Men der var alligevel en stemning af “nyt år”. Og selv om jeg ikke ville tage fat på dag 1, så spirede der alligevel små idéer og ønsker og drømme om alle de ting, jeg kunne og gerne ville, når jeg endelig stod med et helt nyt år i hænderne.
Men det nye år har slet ikke haft energien af nyt med sig. Ikke endnu. Og jeg var ellers skiftet helt over allerede midt i januar. Der stod jeg. Helt klar til nye energier og planer. Men der var ingenting. Kun tåge og kulde og stilstand. En uendelig række af grå, sløve, lukkede dage. Dage i venten. Dage i træthed. Kun lejlighedsvis har en solstråle kunne finde en sprække i det grå og sende lidt lys og et strejf af ny, frisk energi ned til os. Så jeg ved jo, at den er på vej. Den nye, friske energi. Den suser rundt over de grå skyer, som en regnbue, der er faret vild. Det synger og drysser med stjernstøv, når den bugter sig hen over himlen i dens jagt på et hul i stilstanden, så den kan komme ned og stråle lidt farvelade ind i hjerterne på os.
En af de små idéer, jeg havde liggende klar til det nye år, var at lave en opsamling over sidste år her på bloggen. Jeg har min journal fra sidste år liggende under stuebordet. Dér har den ligget i to måneder. Jeg har forsøgt at dække den med andre bøger for at undgå dens bebrejdende blik. “Skal vi ikke snart komme i gang, eller hvad?” Og det ville jeg jo gerne. Altså, det ville jeg virkelig gerne. Men jeg har ikke kunne.
For ligeså meget jeg mærker lysten til at skrive rive og flå i min sjæl. Ligeså meget modstand har jeg åbenbart mod det. Som en fysisk kraft bliver jeg stødt væk fra computeren, og får jeg den endelig tændt, overmandes jeg af træthed og slaphed. Jeg har flere ufærdige kladder end udgivne blogindlæg med 2021-mærket på. Det er som om ordene begynder at snuble over hinanden. At mine egne forventninger er blevet skruet alt for højt op. Hvis jeg ikke skriver om guldstrøgne åbenbaringer, hvad er min berettigelse så til at fylde mere ud på internettet?
Men her til aften fandt jeg Beslutsomheden frem. Jeg har gravet 2020-journalen ud fra bogbunken. Og nu ligger den her ved siden af mig, klar til at give et overblik over mine tanker hele sidste år, mens jeg skriver et blogindlæg om min plan om at skrive et blogindlæg om mine tanker i 2020…
Jeg giver slip på mine forventninger om “den rigtige måde at gøre det på.” Jeg byder omveje og uventede oplevelser velkommen. Der er ikke noget her, der skal være perfekt. Nu er jeg i hvert fald i gang.
Snefnuggene triller tumlende forbi mine vinduer. Fra venstre mod højre. Nogle bryder ud af rækkerne og danser løsslupne og frimodige rundt i jublende spiraler foran vinduet, inden de igen indfanges af vinden og sendes videre. Himlen har lukket sig grå om sig selv. For et øjeblik siden slap solens stråler varme og gyldne igennem skydækket. Men nu er der ingen sprækker at se i det grå. Det virker så uendeligt længe siden. Måske var solens orange lys mod mit ansigt gennem de beskidte vinduer blot et drømmende minde. Fra en fortid, der aldrig har eksisteret.
Mens jeg sidder her, skifter de røde tage langsomt, langsomt farve til hvidt. Ét lille fnug ad gangen. De har ikke travlt. Hverken tagene eller snefnuggene. De har ikke noget, de skal nå. Intet mål. Så hvorfor skynde sig?
Jeg prøver at være som tagene og snefnuggene. Uden noget jeg skal nå. Hvad skal jeg egentlig nå? Lige nu har jeg jo nået mit mål. Det ypperste mål for et menneske. At sidde stille og fredeligt og kigge på snefnuggene. Jeg er ikke sulten, jeg er ikke kold, jeg er ikke syg, jeg er ikke i fare. Jeg har opfyldt alle mål i livet. Så nu kan jeg bare læne mig tilbage og være til. Nyde, at jeg er nået i mål, har opfyldt alle krav. Et øjeblik.
Et uendeligt øjeblik mens snefnuggene vælter forbi udenfor og langsomt transformere røde tage til hvide. En solsort skyder sort hen over den grå himmel. Ellers er alting frosset i tid. Et øjeblik. Et uendeligt øjeblik, hvor jeg kan læne mig tilbage i simpel tilfredshed. Jeg er. Og alt er, som det skal være. Et øjeblik endnu.
På et tidspunkt bliver jeg sulten. Eller mit ben begynder at sove. Jeg begynder måske at fryse. Eller samfundet går i opløsning og verden bryder i brand. Og så må jeg rejse mig. Så har jeg mål at opfylde, aktiviteter at udføre. Maskinen sætter i gang. Organismens processer aktiveres. Handling. Overleve. Leve. Men det er i en fremtid, der ikke eksisterer i øjeblikket.
Snefnuggene er blevet mindre og færre. De har forladt deres tag-projekt et sted mellem rødt og hvidt. Har de givet op? Har de fejlet? Nej, de havde aldrig noget mål. Så de opnåede præcis dét, de skulle.
Hvad sker der egentlig? Med mig? Med Tankerfradenhalvetime? Med Verden? Ingenting og alting og egentlig ved jeg det ikke rigtigt. Jeg har haft alle mulige idéer om, hvad jeg skulle, burde og kunne. Samle op på det sidste år. Kigge fremad ind i det nye år. Skifte stil. Skifte emne. Skrive flere eventyr. Skrive politiske indspark.
Jeg har en masse kladder liggende. Mange gange har jeg sat mig ned og tænkt, at jeg skulle, burde, kunne skrive et blogindlæg. Men ordene løb hurtigt ud. Et par krøllede sætninger, det var alt, det blev til. For det føltes ikke rigtigt. Det føltes ikke som nu eller som dét. Faktisk følte det slet ikke som noget. Og egentlig kom det sig vel mest af en opdragelse til kontinuitet. Fortsæt, fortsæt. Videre, videre. Hjulene drejer. Toget kører. Nu må du fortsætte, blive ved med at fylde ind og fylde ud. Aldrig lade kedlen løbe tør.
Men der er så mange paradigmer, vi er i gang med at bryde op. Vi kigger på dem. Og vi kan se alle deres fejl og mangler. Endnu engang befinder menneskeheden sig i en lomme af historien med et eksistentielt tomrum. Et vakuum af tvivl. Og nu gik det ellers lige så godt. Vi havde fundet sandheden. Og vi havde defineret og målt og vejet sandheden. Og den var lige dér. Så tydelig og veldefineret. Demokrati. Kapitalisme. Børneopdragelse. 8-16. Lang videregående uddannelse. Realkreditlån. Det godes kamp mod det onde. Så nemt og fint og ordentligt. Sandheden.
Men ligesom med al anden religion holder den kun så længe, der er nogen, der tror på den. Og pludselig begyndte sandheden at slå revner. Og pludselig var der flere, der kiggede ind i revnerne – eller faldt igennem dem – fandt ud af, at sandheden slet ikke var tiltænkt dem. Eller de mærkede, at der var en anden sandhed, bagved, der begyndte at trække i dem. Tvivl og spørgsmålstegn. Sandheden er blevet gammel. Og menneskeheden er endnu engang vokset ud af sin egen sandhed.
Og sandheden var sandheden. Engang. Den løftede os op, derfra hvor vi var. Men nu er vi et andet sted. Vi er vokset. Og heroppefra kan vi se sandhedens mange fejl og mangler. Den er jo blot én sandhed ud af mange. Og den har gjort det så godt, den kunne. Men nu krakelerer overfladen. Paradigmer og institutioner må falde. Vi må rydde ud og gøre plads. Plads til at bygge en ny sandhed. Ikke fra bunden. Ikke forfra. Men ovenpå fundamentet af den gamle sandhed.
Og det er nok bare dét, jeg mærker. Lige gyldigt hvor jeg forsøger at række ud og gribe fat, så smuldrer virkeligheden mellem mine fingre. Tørre flager af puds drysser ned fra mine hænder, der griber i tomme floskler og luftkasteller. Så hvordan kan jeg skrive om mig selv, mine tanker og mit liv, når alt er gået i opløsning? Samtidig ligner alting sig selv. Hver dag ligner den samme gamle, grå hverdag. Men den er ikke virkelig mere. Ikke rigtig. Den er bare et spøgelse af en sandhed, der endnu ikke ved, at den er døende.
Så det er egentlig bare dét, der sker lige nu. Med mig. Med Tankerfradenhalvetime. Med Verden. Vi sidder lige så stille i et vakuumpakket kaos og venter på, at den gamle sandhed skal dø, så noget nyt kan spire frem.
Når kaos er blevet hverdag, hvad skriver man så om?
Jeg kan ikke helt finde ud af, om alt er gået i stå, eller om alting hvirvler rundt i kaos. Står jeg stille? Eller gør verden? I dag er himlen blå. Uendelig, uforgængelig blå. Som om det altid har været sådan. Og altid vil vedblive at være sådan. Men jeg kan godt huske i går. Og i sidste uge. Og hele december måned, hvor alting var gråt og mørkt og koldt og gråt og vådt. Og gråt. Hvor man gik og tvivlede på, om himlen nogensinde havde været blå i virkeligheden, eller om det bare havde været en forvirret, fiks illusion.
Og sådan er verden lige for tiden. Èn tilstand, der virker urokkelig. Lige indtil den skifter. Vender rundt. Bliver til en helt anden tilstand. Beder os vende op og ned og dreje rundt om os selv. For nu er det denne tilstand, der gælder. Og sådan er det bare. Har himlen nogensinde været andet end grå?
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er oppe eller nede. Om jeg har styr på tingene, et godt, fast tag i årene og på vej i den rigtige retning. Eller om jeg i virkeligheden ligger på bunden. Sunket. Tung. Ubevægelig. Men uden selv at indse det. Begge dele virker lige sandsynlige.
Jeg har accepteret at alle mål ligger for enden af en lang række enkelte skridt. Gerne små skridt. Helt bitte musse små skridt. Ingen grund til at finde utålmodigheden frem her, for udviklingen har ikke travlt. “Et skridt ad gangen“, messer den sløvt. Og tålmodigt har jeg gået de små skridt.
Men nu har jeg glemt, hvor jeg egentlig er på vej hen.
Kaos er blevet hverdag. Alting er nyt og ikke det samme hver dag. Og alting er det samme igen og igen og igen. Dag ud og dag ind. De samme aktiviteter, de samme pligter, de samme tanker, de samme udfordringer, de samme drømme. Ingenting rykker sig. Hverken tættere på eller længere væk. Men alting forandrer sig alligevel. Bytter plads. Men byttes aldrig ud.
Jeg har glemt, hvor jeg var på vej hen. Og hvorfor jeg egentlig ville derhen.
Jeg kan godt huske, hvad jeg var på vej væk fra. Men jeg er i tvivl, om jeg er kommet videre. Er jeg egentlig ikke bare gået i ring? Gået på stedet? Byttet plads uden nogensinde rigtigt at bytte plads med noget. Eller nogen.
Men pyt med det. Nu er jeg her. Julen er i hvert fald fuldstændig som den plejer. Selv om alle siger, den er ekstraordinær, anderledes, underlig, særlig og helt speciel. Måske har jeg bare fuldstændig misset pointen? Alt er helt som altid. Og aldrig før.
