Udgivet den

Fragmenter i lilla

I morges var himlen lilla. Helt stille og tung lå tågen som en lilla dyne hen over verden. Pakkede verden ind i et øjebliks stillestående, tilbageholdt åndedræt. Jeg smeltede sammen med Bjørn i et langt, søvnigt afskedskram. Gav slip med et smil og et stik af savn. Så ham forsvinde. Af sted.

Mit måneblod kom i morges. Stille og uden smerte sivede det ud af mit skød. Trak den sidste måneds cyklus ud af min krop. Jeg gav slip og så det forsvinde. Af sted.

Jeg havde mest lyst til at gemme mig i en hule under dynen. Bare ligge her og mærke kroppen give slip, mærke kroppen arbejde med sin lille død og genfødsel. Trække et tæppe rundt om mig og sætte mig ud i blødningshytten sammen med de andre kvinder. De nikker en lydløs hilsen, da jeg kommer ind, følger opmærksomt med, mens jeg finder en plads i cirklen. Bare sidde i deres nærvær velvidende, at de ikke forventer noget af mig, og at de ved, jeg ikke forventer noget af dem. Ikke andet end kærligt nærvær og søsterfællesskab. Men der er ikke tid til uproduktiv blødning. Kontoret kalder til samling. Klokken ringer ind.

Der er tomt på kontoret i dag. Ferietomt. Stille, grå verden. Kunstigt lys. Tavse, flimrende computerskærme. Stille meningsløshed. Men mine planter i vinduet har det godt, og mine kollegaer rundt om hjørnet virker til at være ved godt mod. Jeg lader timerne sive ned ad den regnvåde bygning over for. Giver slip, lader dem dryppe. Indtil jeg kan snige mig ud igen.

Jeg længes hjem. Hjem mod min trygge hule. Hjem, hvor jeg kan give helt slip og lade kroppen og blodet og bevidsthed flyde af sted. Bare være uden at skulle forestille at lave noget vigtigt, noget betydningsfuldt. Men hjemme er der stille og mørkt. Jeg går en tur rundt i lejligheden. Kun stilhed og brugte kaffekopper. Mit underliv udvider sig og trækker sig sammen. Det samme gør min bevidsthed. De pulserer i synkron rytme med verdensaltet.

Jeg har lyst til at danse og synge. Jeg har lyst til at pakke mig ind i dyner og ligge helt stille. Jeg har lyst til at ringe til nogen og snakke. Jeg har lyst til at være helt alene i verden. Jeg har lyst til at boble af glæde. Jeg har lyst til at dykke ind i ensomhed og savn og sorg og overgive mig til deres stille, selvmedlidende vuggen. Jeg kan mærke det hele på en gang og hver for sig. Jeg pulserer i rytme med verdensaltet. Jeg rækker ud, ud over min egen krop og bevidsthed, rører ved alle levende væseners kerne. Jeg trækker mig sammen, helt ind i min inderste kerne, hvor savnet gløder i sort-røde nuancer.

Nu falder mørket på. Alt er forbundet. Ingenting er sammenhængende. Jeg er kærlighed og fred. Men hvordan skal jeg sove i nat, når jeg ikke har nogen at putte mig ind til?

Udgivet den

Efterårssolskinsgåtur

Efterårssolskin. Jeg går hen ad stien. Træthed. Tunghed. I kroppen. Og i hovedet. Min pande føles som en stor, tung port, der ligger på mit forhoved. Porten er låst, og jeg ved ikke, hvor nøglen er, så jeg har ingen chance for at åbne porten. Ingen chance for at lette tungheden, der hviler på mit hoved. Jeg lægger mærke til mit åndedræt. Det er kort og tilbageholdende. Næsten umærkeligt når det kun lige ned i toppen af brystkassen, før det lydløst vender om igen. Jeg trækker vejret dybt, helt ned i maven. Og ånder ud, giver slip på brugte luftmolekyler, spændinger i kroppen og gamle tanker.

Efterårssolskinnet på den sprækkede asfalt. Børn, der samler blanke kastanjer. Løbere med stramme, svedige ansigter. Træernes dragter af gule, røde blade. Der ligger et støvet, diset skær over det hele. Som et gammelt fotografi. Fra min barndom. Fra nogens barndom. En barndom, der ikke er min, som jeg ikke kender, men som jeg alligevel fornemmer, husker i hurtige glimt. Glimt af støvet melankoli og naiv, øjeblikkelig glæde ved at finde endnu en skinnende kastanjeskat i det våde, grønne græs. Lykken over stolt at vise den frem for tågede, men kærlige ansigter af nogens forældre. Mine forældre.

Jeg opdager igen, at min vejrtrækning er blevet kort og umærkelig. Jeg trækker vejret dybt, dybt ned i maven. Helt ned til den lille, ensomme knude af melankolske minder. Giver den plads til at udvide sig, til at udtrykke sig og tage sin plads og sin tid. Og ånder ud. Lader spøgelserne danse ud i luften foran mig.

Efterårssolen blinker mellem de gule blade på grenene, mens jeg går. Tungheden trykker mig flad. Solens lys strækkes ud til blege gardiner. Tynde, blege gardiner der trækker gennemsigtige slør henover de forskellige verdener. Lag på lag på lag. Parallelle universer. Lagene ligger tæt i dag. Jeg føler næsten, jeg kan klemme mig ind imellem dem. Men kun næsten. Skyggerne bevæger sig bag slørene, men jeg kan ikke skelne dem fra hinanden. Mit åndedræt er kort og stakåndet.

Jeg trækker vejret dybt, dybt ned. Pruster ud. Tømmer al gammel, brugt energi ud. Lægger panden mod den tunge port og skubber til. “Jeg ved godt, I ikke lukker mig igennem,” siger jeg til de utydelige spøgelser, “men jeg bliver ved med at skubbe.” Spøgelserne dirrer lidt og blæser så væk i vinden. Uden et svar. Verden snurrer – lidt hurtigere end normalt. Jeg bliver svimmel, men jeg stopper ikke med at skubbe. “Så se, om I kan skubbe mig ud over kanten,” hujer jeg efter spøgelserne. Deres sorte skygger følger tavse efter den nedgående sol hen over de røde tagrygge.

Efterårsolens sidste stråler ligger lange og gyldne på vejen foran mig. Mit åndedræt er utydeligt og kort. Jeg trækker vejret dybt. Ånder tungt ud. Prøver at slippe min træthed og min tunghed. Prøver at slippe mine begrænsninger og min irritation. Mit hoved snurrer. En smerte prikker i min højre skulder. Jeg åbner døren til min lejlighed. Smider jakken og skoene. Lægger mig på sofaen og trækker vejret. Overgiver mig til åndedrættet. Langsomt og dybt.

Udgivet den

Efterårshule

Vi har bygget en hule. En hule – midt i vores stue – ud af dyner, bøger, TV-serier, dovenskab, kærlighed, magelighed og hygge. Hér, midt imellem tekopper og frysepizzaer, med joggingbukser og fedtet hår, sidder jeg og kigger på det skiftende lys i vinduesrammens firkant. Efterårsregnen er livlig og trækker hurtige streger over husene på den anden side af vejen, mens den farver dagslyset gråt. Min Samvittighed bakker mig op i min beslutning om ikke at gå udenfor i dag. “Vi gør det bare imorgen,” argumenterer den. Jeg putter mig i sofaens blødhed, nipper til den varme te og læser videre i min bog.

Jeg falder i staver. Tiden er gået i stå. Bjørn står midt på stuegulvet og slås med vikinger. Han brokker sig lidt over, at hans health er for lav, og at hans sværd ikke giver nok skade. Så kaster han sig mod nye fjender. Lyset i vinduesrammens firkant er skiftet. Vinden har revet skyerne fra hinanden, og blå himmel og efterårsbladene på træerne bliver lyst op af strålende solskin. “Ååhh,” udbryder Samvittigheden, “så er der vel egentlig ingen undskyldning for ikke at gå ud. Men så må vi vel hellere….” Bjørn og jeg kigger på Samvittigheden, trækker på skuldrene og vender tilbage til vores tidsfordriv. “Vi har jo bygget en hule. Vi kommer ikke ud i dag.” Samvittigheden smiler lidt usikkert. “Vi gør det bare i morgen. Ik’?”

Tiden er gået i stå. Men Skumringen har allerede lagt skygger i hjørnerne og tændt stearinlysene i vindueskarmen. Tiden og livet står stille her. Her i hulen. Men aftenhimlen udenfor er farvet af fremdrift og handling, hastige penselstrøg, løfter om forandring og planer for morgendagen. Jeg sætter vand over til en kop te mere. Prøver at komme i tanke om mine planer. Oprydning, rengøring, udrette noget, skabe noget. Det virker ikke særlig vigtigt. Vandet koger. Himlen udenfor er helt mørk nu. Jeg tager den varme kop te med ind i hulen. Jeg sætter mig i sofaen og stikker fødderne ned under dynen. Putter mig ind til Bjørn, der ser en film med en heftig biljagt. Lydene fylder stuen med ekkoer af brag og hvinende bildæk. Skiftende scener lyser rummet op i korte glimt.

Tiden er gået i stå her. Her i vores hule. Der er en hel verden af muligheder udenfor. Men det virker ikke vigtigt. Ikke lige i dag. Ikke lige nu. Måske kommer vi ud i morgen.

Udgivet den

En Gylden Nøgle

I dag da jeg gik hjem fra arbejde, så jeg en stor rovfugl, der langsomt kredsede over Hellerup Station. Himlen var høj og blå. Solen kastede sine gyldne stråler skråt ind mellem træerne, der lod deres blade flamme op i gyldne toner – og selv om bladene var i fuld gang med at skifte til efterårskulør, hang de fleste af dem stadig fast på træernes grene. Skoven forberedte sig på vintersøvnen, iklædte sig sin pyjamas, men den var helt sikkert ikke klar til at putte endnu. Der var stadig masser af energi, latter og raslen med bladene, vågen, opmærksom svajen til Jordens indre rytme, hviskende småsnakken og strækken sig mod himlen hos skovens træer.

Jeg har siddet inde i mit Tryghedens Tårn et par dage. Siddet inde i trygheden og følelsesløsheden og kigget ud på folk. Ud på verden. Først var jeg slet ikke sikker på, jeg overhovedet havde lyst til at komme ud igen. Så blev jeg oprigtigt nervøs for, at jeg ikke kunne komme ud. At muren havde lukket sig bag mig og igen var hel og lige så ubrydelig, som den havde været første gang. Jeg kunne næsten ikke overskue tanken om de kraftanstrengelser, jeg skulle præstere for igen at banke mig vej ud – helt forfra. Så var det nemmere bare at give op. Lægge mig fladt ned på ryggen og blive inde i tårnet.

Men jeg vidste godt, at det ikke var det samme som dengang. Jeg følte mig anderledes end dengang. Og jeg mærkede, at min tur tilbage til mit tårn ikke betød, at jeg skulle blive der. Turen tilbage skulle vise mig, hvor jeg kom fra, og hvor meget jeg har rykket mig. Hvor meget jeg er vokset. Hvor meget jeg har udviklet mig. Og da jeg havde trøstet mig selv et par dage i tårnets bløde, følelsesløse, dunkelmørke omfavnelse ville jeg gerne ud igen. Ud og mærke verden. Mærke det hele. For jeg kan ingenting mærke, når jeg sidder bag min tykke mur i mit Tryghedens Tårn.

Og jeg vidste, hvordan jeg skulle åbne muren denne gang. Med den rene energi og styrke, der findes indeni mig. Jeg tog hånden op til brystet, og mærkede det stråle varmt og gyldent mod min hånd. En gylden nøgle materialiserede sig i min hånd fra den varme stråle. Jeg stak nøglen ind mellem stenblokkene i den tykke mur, drejede den rundt, og muren gled ubesværet til side, så jeg kunne træde ud. Ud af tårnet og ud i den friske, klare luft i efterårsskovens muntre, gyldne stemning. Jeg lukkede øjnene mod det gyldne lys og trak vejret dybt. Mærkede. Det hele.

Jeg kiggede op og skimtede den store rovfugl over hovedet på mig. Den havde fulgt mig eller en varm luftstrøm, og var nu på vej mod vest og den nedadgående sol. Ligesom mig. Da jeg kom ud af den lille skov, var den sorte rovfuglesilhuet på himlen imidlertid forduftet. Men himlen var tindrende høj og blå. Ude omkring solen samlede disede skyer sig i bløde gråtoner. Jeg trak igen vejret dybt ned i lungerne, mærkede mine fødders tryk mod Jorden – skridt for skridt – og jeg mærkede kulden lægge sig om min næse sammen med duften af brændeovn. Jeg mærkede bevægelse i kroppen og indtryk mod mine sanser. Jeg mærkede kærlighed i mit bryst og længslen mod et varmt og hjerteligt kram, der ventede derhjemme.

Udgivet den

Tryghedens Tårn

I onsdags besøgte jeg et sted, hvor jeg ikke har været længe.

Det er et sted, jeg selv har bygget. Engang. Jeg husker ikke præcis hvornår. Men det var et trygt sted, der beskyttede mig mod verdenen udenfor. Verden omkring mig. Muren omkring stedet var tyk og høj og hvid. Den buede i en cirkel og skabte et tårn. Et tårn med tyk mur, uden døre og vinduer. Derinde sad jeg og kiggede ud på verden gennem den halvgennemsigtige, men ubrydelig mur. Ingenting kunne nå mig her. Her var jeg i sikkerhed.

Det er et par år siden, jeg besluttede mig for at banke hul i muren og træde udenfor. Træde ud fra den trange plads og det dunkle mørke. I starten skete der ingenting, når jeg bankede mine knytnæver mod de kolde sten, og selv om jeg råbte af mine lungers fulde kraft, var der ingen på den anden side, der kunne høre mig. Alle gik bare forbi. Uden at ænse mig. Uden at gøre mine til at hjælpe. Jeg bankede og bandede. Der skete ingenting. Jeg var opgivende, utålmodig, frustreret. Men jeg fortsatte med at banke.

Og pludselig en dag opdagede jeg, at jeg stod udenfor muren. Med mit bryst åbent og mit blottede, bankende hjerte i hænderne foran mig. Jeg strakte mit hjerte frem mod verden, frem mod mennesker, der gik forbi mig. Jeg tilbød dem mit hjertes varme og nærvær, kærlighed, opmærksomhed, hengivenhed og omsorg. Jeg tilbød dem mit hjertes sårbarhed og styrke.

Og hvor var det skræmmende at stå derude – udenfor muren – midt i verden. Helt blottet og synlig. Og jeg fik blikke og slag fra de mennesker, der passerede forbi mig. Jeg udstillede min uvidenhed og min klodsethed. Jeg sagde dumme ting, gjorde mærkelige ting, havde underlige holdninger. I forhold til alle andre. Alle de andre mennesker, jeg nu lige pludselig stod midt imellem, og som kunne se mig.

Men jeg havde også pludselig masser af plads. Rum til at lege og udforske. Rum til at brede mine arme ud og til at sprede mine vinger og lade de regnbuefarvede fjer stråle. Jeg kunne pludselig se og høre og lugte og smage og føle alting meget tydeligere. Jeg kunne le højt sammen med fuglene på himlen. Og mit blod brusede og mit hjerte slog kraftfuldt.

Men nu er jeg tilbage. Jeg er trådt ind i det bløde, dunkle mørke igen. Jeg troede egentlig ikke, tårnet eksisterede længere. Jeg var så småt begyndt at farve det med mindernes gråbrune toner. Troede, den sidste sten for længst var pillet ned. Men her stod min mur, mit tårn, næsten intakt. Og jeg trådte indenfor. Og jeg følte mig straks hjemme.

Jeg kan mærke sikkerheden her bag muren. Jeg kan mærke styrken i min mur. Den kan holde alting ude. Jeg kigger ud på verden. Kigger efter mennesker, der har såret mig, eller fået mit hjerte til at svulme. Jeg ser dem. Derude. På den anden side af muren. Men jeg mærke ingenting. Her er rart og sikkert i tårnet. Jeg tror, jeg bliver her lidt endnu. Bare for en stund.

Udgivet den

Frustrationer på en mandag

Ååhh, hvor er det besværligt og svært og frustrerende at være menneske. At være nødt til at interagere med andre mennesker. At være afhængig af andre mennesker – og deres handlinger eller ikke-handlinger. Det sker ofte, at når jeg lige har rigtig god fart på, det hele spiller, alting kører, vejen er bare lige ud og let ned ad bakke, så støder jeg ind i en mur af et andet menneskes handling eller undladelse af at handle. Bang! så ligger jeg dér på vejen, men benene i vejret og hjulene snurrende tomt i luften.

For der er rigtig mange situationer, hvor jeg er afhængig af, at der er andre mennesker, der gør et eller andet. Eller undlader at gøre noget. Hvis jeg siger noget, stiller et spørgsmål eller kommer med en påstand, har jeg brug for, at en anden person svarer. Ellers hænger mine ord bare tomme i luften til de mister betydningen og falder fladt til jorden. Hvis jeg sender noget ud, en mail, en jobansøgning, en tilmelding til et arrangement, så har jeg igen brug for, at der er en anden person, der reagerer på det, jeg har sendt. Hvis jeg står i en kø, gerne vil have en parkeringsplads, nå et tog, bestille mad på en restaurant, videre i mit liv, så støder jeg konstant ind i en afhængighed af, at andre mennesker gør eller ikke gør noget.

Et evigt spil tennis, hvor jeg utrætteligt sender den ene gule bold over nettet efter den anden. Nogle af dem kommer tilbage, og kan jeg en gang imellem ramme en af dem, ja så kan vi faktisk have et helt godt spil kørende. For en stund. Men på et tidspunkt når jeg en blindgyde i labyrinten. Jeg kan ikke kravle over, jeg kan ikke kravle under, og jeg kan helt bestemt ikke komme igennem. Jeg har med møje arbejdet mig den lange og snørklede vej frem hertil, bare for at støde ind i et andet menneskes handling eller ikke-handling, der fuldstændigt blokerer min mulighed for at komme videre frem.

Og jeg kan ikke bare stille mig på deres tæer og råbe dem ind i ansigtet, indtil de fjerner deres mur og sender den gule bold tilbage til mig. En af de første læresætninger i Livets Håndbog er nemlig, at jeg ikke kan styre andre. Jeg kan kun styre mig selv og mine egne handlinger. Så hvis jeg rammer en blindgyde af andres handlinger eller undladelser, ja så kan jeg kun kigge på mine egne handlinger. Som en skakspiller kan jeg granske mine egne brikkers mulige bevægelser, vælge en af dem, forsøge at trække mig tilbage på brættet, omrokere, skræve sidelæns og møjsommeligt forsøge at komme hele vejen uden om deres dronning. Men jeg kan kun bevæge mine egne brikker. Aldrig andres. Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre skal handle. Eller ikke handle.

Det er frustrerende. Opslidende. Og det virker overhovedet ikke til, at andre ænser alt det hårde arbejde, jeg har lagt i blot at ende med at støde hovedet mod deres mur. Det kan tværtimod virke, som om de med vilje stiller deres handlinger eller ikke-handlinger op lige dér, hvor de med al tydelighed kunne se, at jeg kom susende.

Jeg forstår godt de mennesker, der melder sig ud af samfundet. Melder sig ud af tennis- og skakklubben. Flytter ud i skoven eller op på et bjerg, hvor der ikke er nogle menneskemure, der kan stå i vejen for deres frihed og deres handlinger. De kan gøre lige, hvad de vil, når de vil. De kan køre for fuld fart ned ad den vej, de vælger. Vind i håret og sol i øjnene, mens verden suser forbi. Ingen mure eller forhindringer eller afhængighed af andres handlinger. Kun frihed.

… Og måske ensomhed.

Hvorfor skal der altid være et valg? Og et fravalg? Et paradoks. Hvorfor kan man ikke få både og? Få det hele? Jeg kigger på mine skakbrikker. Overveje mulighederne. Jeg vil have det hele. Både og.

Udgivet den

Regnvejr og Flaksende Fugle

I morges regnede det. Alting var opløst i gråt og vand. Og det fortsatte bare hele dagen. Det var trøsteløst, og der var en underlig overspændt stemning på arbejdet. Én kollega var stresset og bed af alle. Mit humør var underligt vægelsindet, og jeg hørte mig selv forsøge mig med flere halvkiksede vittigheder. De faldt fladt til gulvet. Alle lod som ingenting, eller som om de havde travlt. Jeg kiggede ud af vinduet. Regndråberne fløj gennem luften. Gennemblødte hele verden og opløste alt til en grå, fugtig masse af ubestemmelig ligegyldighed.

En anden kollega havde sidste arbejdsdag. Der var chokoladekage og hvidvin. Chefen gav et par ord med på vejen, kollegaerne gav stive smil, klap på skulderen og velmenende råd. Kollegaen takkede ydmygt for det hele, så flaksede han et par gange rundt i glasfugleburet, fandt den åbne låge og fløj ud. Jeg kiggede efter ham. Det havde været rart, hvis han var blevet. Jeg ville ønske, det var mig, der var fløjet ud. Lågen til glasfugleburet gled langsomt i igen. Jeg sad tilbage. Kiggede på den tomme plads ved siden af min. Kiggede på de flimrende computerskærme, der udsendte deres døde, blå lys og deres strøm af indkomne mails. Jeg kiggede ud af vinduet. Regnen var stoppet.

Hjemme satte jeg mig i sofaen. Regnen var fuldstændig forduftet. Himlen var helt blå udenfor, men den havde toner af snarlig mørkning over sig. Jeg gravede mig ned i sofaens bløde favn. Ventede på Bjørn. Indeni havde jeg bare brug for ro og stilhed og store vidder. Sofaen vuggede mig blidt, mens den blå farve udenfor hele tiden blev en tone dybere, indtil Bjørn trådte ind af døren. Med sorte jakkeærme-vinger flaksede han rundt i stuen. Rundt og rundt. Han havde brug for fest og mennesker, mørke rum, larm og flygtige flash af samhørighed i alkoholtågede stroboskoplysglimt. Jeg greb efter hans vinge og sagde, at jeg ville savne ham. Han flaksede rundt i stuen et par gange mere. Så fløj han ud af døren. Jeg kiggede efter ham. Døren lukkede. Jeg mærkede ensomheden og savnen stille liste ind.

Tonen på det blå udenfor er blevet så dyb, at jeg ikke længere kan se igennem den. Natten har lagt sit uigennemtrængelige tæppe over byen. Der er stemmer udenfor. De har et mærkværdigt ekko over sig, som om natten allerede var frostklingende og hul, og stemmerne var på vej ud i mørket. Altid på vej væk. Som flaksende, sorte fugle. Den susende lyd af biler, der kører forbi ude på den store vej bag hustagene. På vej væk. På vej videre. Der er ingen måne i aften. Den er forsvundet ind i sig selv. I morgen er der en ny måne.

Udgivet den

Breathwork Retreat – Samsø

Jeg har lige tilbragt fire dage på Samsø. Fire dage på breathwork retreat sammen med 16 andre kvinder. Jeg kunne skrive så meget. Der er så meget at fortælle. Det var fire vanvittigt intense dage. Men på den anden side kan det nok egentlig ikke rigtig forklares. Ikke med ord.

Breathwork er aktivt og fokuseret arbejde med åndedrættet. Vi trækker selvfølgelig allesammen vejret hele tiden, så egentlig laver vi altid en eller anden form for breathwork. Selv om det selvfølgelig ikke er så tit, vi fokuserer på vores åndedræt, eller overhovedet lægger mærke til, at det er der. Men med fokus på åndedrættet og en aktiv styring af det, kan man f.eks. lave aktive åndedrætsmeditationer eller traumeforløsning. (Traumer sætter sig fysisk i kroppen, og dem kan vi løsne op for med åndedræt og bevægelse.)

Så. Det var det, vi lavede. Vi trak vejret. Vi bevægede kroppen. Og vi havde fokus. Fokus på os selv. Fokus på hinanden. Fokus på at være til stede nu og her. Fokus på vores krop og hvordan den føltes indeni. Og fokus på vores følelser. Og dagene forløb nogenlunde sådan her:

Morgen. Septemberluften hænger klar og ren og skarpt blå over Samsø. Markerne rundt om gården, hvor retreatet finder sted er nøgne og brune. Tre dådyr står og nipper til stubbene med morgentågens hvide dis om benene. Det ene dyr løfter hovedet. Spejder ud over horisonten, lytter til stilheden. En flok fugle flyver i sort silhuet op fra et ensomt træ. Græsset er langt og vådt, blødt og koldt mod mine nøgne fødder. Jeg trækker vejret dybt ned i hele kroppen, strækker armene op over hovedet og mærker en gylden, boblende glæde i brystet.

Stilhed. Ingen snak. Bare nærvær med mine egne tanker, indtil vi mødes i cirkel til morgenmeditation og cacao. Cacaoen sendes rundt. Nærvær, samhørighed, kærlighed, styrke. En intention for dagen tager form i mit sind, bliver til en balletdanserinde med yndefulde bevægelser i min hånd. Jeg drysser den lille danserinde ned i koppen. Drikker af cacaoen. Mærker mit hjerte åbne sig.

Dagen væver sig ind og ud mellem gyldent solskin på gulvet i salen, hvor vi sammen og hver for sig trækker vejret, bevæger kroppen, dykker indad, skriger udad, græder, griner og holder hinanden oppe med rene kærlighedsvibrationer og rå kvindestyrke. Tiden findes ikke. Nu er alt, der er. Verden er skrumpet til en boble – en cirkel – af 16 kvinder, blå himmel, brune marker, magi og urkraft. Intet andet er virkeligt. Hverdagen er en tåget drøm.

Måltid – Morgenmad – Frokost – Aftensmad. Veganske retter, der på deres egen simple måde renser kroppen, og bringer sindet i tættere kontakt med naturen. Alting smager bare af mere her. Smager af det, det er. Smager af sundhed og kærlig tilberedning. Smager af tid nok og tilstedeværelse. Latter og samtaler og trætte, veltilpasse blikke hen over det lange bord. En kort stund til at samle sig om sig selv med sine tanker. Skrive dem ned eller lade dem blæse væk i vinden, mens man betragter de nikkende sensommerblomster i haven. Inden vi mødes igen. I cirklen. I salen ovenpå.

Breathwork session. Jeg forsøger at trække vejret på den rigtige måde. Forsøger at trække vejret helt ned i bunden af kroppen. Men åndedrættet vil ikke længere ned end solar plexus. Jeg rækker ud, beder om hjælp. Sammen trækker vi vejret. Stærke hænder på mit bryst og min mave. Sammen åbner vi min krop op. Åbner den op for åndedrættet. Jeg trækker vejret. Dybt. Min krop flækker på langs og åndedrættet strømmer ind i min krop. Jeg fyldes af ren, gylden energi. Hele min krop er ren energi. Den summer og snurrer og lyser. Min hud og mit hår er silkeblødt. Mine lemmer er stærke. Jeg mærker min krop. Indeni. Udenpå. Og jeg mærker ren lykke. Lykke over at være her på Jorden i denne smukke, stærke, fantastiske krop. Tårerne strømmer ned ad mine kinder, og latteren bobler op af min hals og ud i salen. Ud i universet. Jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk.

Aftenmeditation. Stadig aktiv, men blid. Med lukkede øjne ryster jeg blidt kroppen. Ryster dagens oplevelser løs, lader dem svæve ud i salens dæmpede lys. Fejrer mig selv. Fejrer dagen. Løfter armene over hovedet, og nattens stjerner daler ned mod mig. Ned gennem taget, så jeg snart er omsluttet af nattehimlens dybblå, fløjsbløde kappe. Jeg kan mærke stjernernes nærvær og nysgerrighed. De ser min dans og blinker. Jeg lægger mig ned. Lader alting synke ind. Lader kroppen og sindet blive helt afslappet. Fornemmer skyggen af fortiden, der fejer forbi. En kroget, gammel kone, der efterlader et fjerlet kys på mine øjenvipper og duften af brænderøg.

Jeg står alene på marken. Nattemørket er lige bag mig, men foran mig flammer himlen i aftensolens vidunderlige farvepalette. Alt er lilla, og rosa og gyldent. Også følelserne, der eksploderer som fyrværkeri indeni mig. Jeg fylder øjnene med himlens farveeksplosioner, lader dem sive ned til hjertet, der svarer med taknemmelighed. Jeg lister stille og mæt ind i seng. I morgen er der endnu en dag.

Udgivet den

Søndags-Blues

Søndag morgen lister ind stille og blidt. Langsomt vågner jeg og gør mig fri af tunge drømme og tunge dyner. En blå stribe himmel lover mildhed, men jeg ved, søndag gemmer på noget mere, noget der lurer lige under overfladen, noget fordækt, der kryber ind og fordærver weekendens afslappede stemning. Grå skyer trækker ind og opsluger den blå stribe himmel. Min søndagsblues begynder at titte frem og stikke til min stadig nattetunge krop.

Min søndagsblues. Altid dér til at frarøve mig den sidste dag i weekenden. Og weekenden er ved Gud ikke for lang i forvejen. Jeg forsøger at klamre mig til lørdagens sorgløshed – de uendelige timer og uendelige muligheder – så længe som muligt. Men mandag er uundgåeligt på vej. Toget er kørt fra perronen, og jeg kan se røgen fra lokomotivet – stadig langt væk i horisonten, som et viftende, gråt spøgelse – men hele tiden lidt tættere på. Den kryber ind under huden på mig, som en indvendig eksem. Det klør og kradser. Hele kroppen vrider sig i ubehag.

“Nej,” skriger jeg. “Nej, det kan godt være, det er mandag lige om lidt, men nu er det stadig weekend. Den skal ikke få lov til at stjæle min søndag. Den skal ikke få lov til at skære min weekend over i to, så jeg kun får glæden ved det halve af noget, der i forvejen er så kort. Den skal ikke få lov.” Og jeg holder stædigt fast i søndagen med begge hænder, lukker øjnene, bider tænderne hårdt sammen i fornægtelse og trods.

Søndag er en styrkeprøve – en viljestyrkens test. Min søndagsblues har lukket op for posen med opgaver, pligter, to do-lister, dårlig samvittighed, skulle-burde-måtte, tanker om den kommende uges møder og dræbende lange dage på arbejdet. Det hele skyller ind over mig som kolde bølger, der får mig til at søge i fosterstilling tilbage under dynen igen. Jeg forsøger, så godt jeg kan, at holde tankerne ude, benægte deres eksistens eller ligefrem slå dem ihjel. Men det kan jeg ikke. Mandagstogets dampende lokomotiv rykker tættere på.

Jeg forlader dynens hule og vandrer hvileløst rundt i lejligheden. Prøver at finde noget, der kan aflede mine tanker, noget, der kan afhjælpe min utilpashed. Jeg prøver at læse en bog, jeg scroller igennem Instagram, jeg kigger opgivende på opvasken, jeg tømmer mit tøjskab halvt med en intention om at finde roden til min irritation i et par gamle trøjer, jeg ikke har brugt i flere år. Hvis jeg smider dem ud, kan det måske give mig lidt ro.

I min opgivende rastløshedståge ender jeg til sidst på en pude på gulvet i stuen. Rolig musik kommer ud af højtaleren, så jeg sætte mig til rette, lukker øjnene og tager et par dybe indåndinger. Tanker og dårlig samvittighed raser stadig rundt, men jeg skaber et lille rum i min bevidsthed, hvor der bare er ro. Langsomt udvider rummet sig og skubber tankerne lidt til side. Prøver ikke at fjerne tankerne, men lader dem kun husere i baggrunden. Kroppen begynder at bevæge sig fra side til side. Svajer. Svømmer som en fisk op igennem luftstrømmen. Fisken bevæger sig fremad og lader samtidig alt gammelt og brugt glide bagud, slipper bekymringer og dårlig samvittighed, slipper det i strømmen og bevæger sig fremad.

Jeg lægger mig ned på gulvet og åbner øjnene. Strækker kroppen. De grå skyer uden for vinduet farer forbi, haster af sted, smider en hidsig regnbyge, lader den kolde, hvide solskive titte igennem, lukker til, konstant bevægelse. I vindueskarmen står Buddha, totalt uberørt af den dramatiske baggrund bag ham. Han smiler stille til mig. Jeg ligger helt stille. Lader skyerne være bevægelsen i verden. Presser kinden og håndfladerne mod gulvet, mod Jorden, så jeg kan mærke, at jeg stadig hænger fast her og ikke er på vej ud i kosmos.

Jeg forsøger at slutte fred med det fremadstormende mandagstog. Acceptere det. Give det plads – men først i morgen. Søndag har også en vigtig funktion at udfylde. Den holder jeg fast i. Når alt kommer til alt, så er det jo bare mandag. Én dag i en lang række. Mandag slår mig ikke ihjel. Jeg behøver ikke frygte mandag. Og langt ude under horisonten, stadig i mørke, er tirsdagstoget ved at gøre klar til at sætte hjulene igang, køre ind over tidslinjen og overtage efter mandag. Lige om lidt er det mandag. Snart er det tirsdag. Men lige nu er det stadig søndag.

Udgivet den

Men i dag skinner solen

I dag skinner solen. Men de seneste par dage har det regnet.
Efteråret stod klar, da kalenderen tikkede 1. september. Med voldsomme regnbyger, kølighed, pludseligt aftenmørke, tvivl, frygt og tristhed. Der er ekstra langt ned, når man er højt oppe. Og jeg var højt oppe. Højt oppe på augusts Løve-energi. Så der var langt ned. Ned i det pludselig efterårsmørke.

Det har regnet i dagevis. Dråberne løb ned ad ruderne og ned ad kinderne. Samlede sig i små floder på vejene og gjorde asfalten mørk og skinnende. Neonskilte og trafiklys smeltede, løb ned og samlede sig i farvede søer på asfaltens spejloverflade. Hele verden begyndte at flyde lidt sammen i de tidlige, våde morgener, der ikke længere var fulde af lys og lystige fuglestemmer, men af nattemørke og kolde vinde. Kroppen og sindet kiggede sig forvirrede omkring. Hvor var sommeren lige pludselig blevet af?

Men efteråret var allerede rykket ind. Og det havde ikke kun kølige vinde og regn med. Det havde også taget forandring med. Nye muligheder. Nye projekter. Ny skabelse ud af sommerens bugnende frugt. Tid til at høste. Tid til at forme og bearbejde. Tid til forandring. For dem, der vil, og dem, der er klar. For dem, der mærker længslen i den friske efterårsvind og i duften af grannåle.

Det pludselige skifte trak mig helt ned på bunden. Jeg sad i mørket med knæene trukket op under hagen. Regnen plaskede ned omkring mig. Jeg sad helt stille. Men det havde jeg faktisk ikke tid til. Jeg havde faktisk lagt en masse planer for efteråret. Jeg havde plantet en masse frø, og jeg var sprunget direkte ind i efteråret med sommerens gyldne energi, udspredte arme og et kæmpe smil – og uden jakke eller sko. Og nu havde jeg fået våde fødder. Og ondt i halsen. Jeg var rundtosset, gyngende, fladmast. Det var et godt spring, men en hård landing. Så nu sad jeg på bunden og ømmede mig.

En valnøddeskal kom drivende imod mig. Jeg greb fat i kanten og hev mig selv om bord. Valnøddeskallen vuggede videre på den rivende regnvandsstrøm med mig ombord. Jeg fandt en pind og et stykke stof i bunden, og snart havde jeg sat sejl i min lille valnødbåd. Jeg lænede mig frem mod vinden, og den tørrede mine tårer væk og klarede mine tanker.

Så nu sidder jeg her, og lader mig føre fremad på den raske strøm efter de første efterårsbyger. Hverdagene driver forbi mig. En for en for en for en. En lang strøm af næsten identiske dage. De flimrer i kanten, og de sætter sig fast i min hals. Lige meget, hvor meget jeg hoster og harker, kan jeg ikke få dem til at slippe. Det er værst om aftenen, lige inden jeg skal sove. Dér kradser de på slimhinderne, så jeg må hoste og hoste og hoste. Jeg drikker lakridssmagende hostesaft og holder vejret. Nogle gange ryster hele min krop, inden jeg må slippe dem ud i gøende hosteanfald.

Men i dag skinner solen. Jeg har te med honning, og i morgen er det fredag.