Udgivet den

Vinter-hi

Jeg sidder på gulvet i min hule. Det er ikke længere en stue, et rum i en lejlighed, men en hule langt ude i skoven, hvor jeg har gjort det rart og hyggeligt. Her slæber jeg alle de skatte, som jeg finder, hen, så her er smukt og pænt. Jeg samler forråd, tæpper og puder og bygger en rede. Skaber en hule, hvor jeg kan gå i hi og overvintre. Her er blødt lys fra stearinlysene skær, og her dufter af fyrretræ og rosmarin. Stille musik og en stor bunke bøger. Her føler jeg mig helt tryg og afslappet.

Jeg elsker virkelig den hule, som jeg har bygget omkring mig og indeni mit hjerte. Det er sjovt, som de virker til at hænge sammen. Være det samme sted. Uden om mig og indeni mig. Måske sidder jeg i virkeligheden indeni mit eget hjertes trygge hule og skriver dette indlæg på min computer. Jeg ved det ikke, men udenfor min lille, hyggelige hule er verden mørk og sovende. Der er ingenting udenfor lige nu. Alting sover. Alt er gået i hi. Alting venter. Regenerer. Samler sig sammen igen efter at have skilt sig af med alt det, de ikke længere skulle bruge. Trækker sig sammen om sig selv og opgraderer til nyt. Udvikler sig. Vokser. Gør klar til et nyt forår med ekspansion og overdådig blomster-regn. For de kan ikke stråle ordentligt og fuldt ud, hvis de skal gøre det hele tiden.

Så hvorfor har vi fundet på, at vi skal det? Hvorfor skal vi stråle og stå i fuldt flor og yde vores bedste året rundt? Der er ikke noget at sige til, at jeg er træt. Min krop og min sjæl længes efter at gå i hi. Længes efter at kysse Månen godnat og kravle søvnigt ind i hulen, trække et forhæng af stjernelys for indgangen og grave mig godt ned i de varme dyner med kun næsen stikkende op, så jeg kan dufte, når den første, hvide sne begynder at dale ned over landskabet ude foran min hule.

Så vil jeg ligge og lytte til lyden af dalende snefnug, og jeg vil liste hen til hulens indgang og stikke snuden ud i den frostkolde luft. Se, hvordan verden er forvandlet til en hvirvlende snekugle, hvor der ikke længere findes noget op eller ned. Alt hvirvler bare rundt i hvid, dansende leg. Og jeg vil løbe ud og få røde kinder og rimende hænder, mens en snemand opstår af den fantastiske, uudtømmelige, gavmilde sne. Og jeg vil liste ud om natten. Lytte til stjernernes tavse sange. Se hvordan Månens projektør får hele snelandskabet til at glitre og lyne og blinke. Høre en gren lade en bunke sne dumpe hult til jorden som den eneste lyd i hele verden. For lige i det øjeblik eksisterer kun jeg og Månen og stjernerne. Alt andet sover. Alt andet er gået i hi. Alt andet venter på genfødsel. Venter i stilhed.

Jeg kravler ind i min hule igen. Jeg har stoppet uret på væggen. Ingen tik-tak, tik-tak. Der er ikke brug for det lige nu, så Tiden er taget et andet sted hen. Den skal nok vende tilbage. Det gør den altid. Før man aner det, står den klar igen og svinger med sit lommeur i den lange guldkæde. Tik-tak, tik-tak, tid til at komme i gang. Men ikke lige nu. Lige nu er der bare stilhed. Og stilstand. I min hule i det smukke, tyste vinterlandskab.

Men sådan er det bare ikke! Nogen har sat et kæmpe slagbor mod bjerget og banket huller i min hule. De har hamret lange kiler af “hverdag” og “produktion” og “vækst” og “handling” ind i revnerne. Lyden af dyttende bilkøer, fortravlede mennesker, summen og buzzen flyder ind gennem revnerne, sætter urets pendul i svingninger og forstyrrer stilheden i det sovende snelandskab udenfor indgangen til min hule. Jeg prøver at dække revnerne til, tysser på dem, skubber de lange, ravende arme tilbage gennem revnerne. Hvorfor har vi så travlt? Hvorfor kan vi ikke bare sætte os lidt her i halvmørket og bare nyde stilheden og lade Tiden gå i stå? Samle energi til virkelig at blomstre. Lade de cykliske bevægelser sno vores samfund rundt i bløde spiraler?

Jeg sidder på gulvet i min hule. Det bløde lys fra stearinlysene og den stille musik. Jeg har stoppet uret på væggen og holder den varme kop te ind mod mit bryst. Mærker varmen. Mærker trygheden og roen i min hule. Nyder mit mini-hi en stund. Inden jeg skal ned og hente vasketøj.

Udgivet den

Frostklare Morgensols-muligheder

Og lige så stille og umærkeligt som Håbløsheden sneg sig ind på mig og snurrede mig fortvivlet rundt i depression og fastlåsthed, lige så pludseligt springer jeg af karrusellen, når morgensolen sender nyt lys ud over byen. Jeg springer ud af døren efter morgenrødens sarte intensitet og efterlader ligegyldigt Håbløshedens karrusel i porten. Den ser ikke ud af meget i de blege, blå morgenskygger.

Med blussende røde kinder og tindrende klare øjne springer jeg gennem byens netop vågnende trafik. Jeg har fundet en ny vej, en ny dag, en ny mulighed. Jeg har forladt hverdagens nedtrådte travespor. Alt er friskt og nyt. Alt er et eventyr. Jeg suger alle indtryk ind med hele min krop og hele mit væsen. Mine øjne drukner i morgenhimlen. Solsorten synger fra 4. sal, at den også synes, morgenen er ualmindeligt dejligt, selv om den godt nok er lidt kold. En frossen vandpyt splintres under mine støvler. Jeg smiler til folk, der kommer forbi mig på min vej. Jeg titter ind af folks vinduer. Hvilke skatte gemmer de i deres vindueskarme? Hvilke historier spiller de mon hovedrollen i idag?

Trafikkens evige brummen og summen. Tidens susen. Byens puls. Jeg dykker ned i metroens varme bug. Med præcision slanger den sin stålkrop gennem Københavns undergrund. Folk står afslappede i deres vinterfrakker og morgentravlhed. Kigger ned i deres telefoner. Der er alligevel ikke meget at se ud af metroens vinduer. Jeg sender dem nysgerrige blikke og gylden kærlighed, de kan tage med videre ud i deres dag. Ingen af dem lægger mærke til det.

Jeg stiger atter op i morgenluftens frostklarhed. Verden er blå og klingende ren. Jeg studerer nysgerrigt og fornøjet de fremmede butiksvinduer på min vej. Tænk, at der ligger sådan nogle små, hyggelige bodegaer her. Jeg er lidt for tidligt på den, men det gør ingenting. Jeg skal ikke nå noget som helst i verden. Bare være her. Bare vente. Bare betragte morgenlivet, der glider forbi mig, mens solen stiger op over byens tage.

Jeg starter min dag med en stilhedsmeditation. Solens gyldne lys strømmer ind af vinduet. Energiens gyldne varme rammer mit sind. Bag mine lukkede øjne udvider min horisont sig. Der er plads og lys og lethed. Alt er rart og kærligt her i stilhedens rum.

Tænk, at stilhed kan fylde mig op med så meget. Tænk, at jeg så let kan vælge at stige af Håbløshedens karrusel, når jeg har fået nok af dens handlingslammende mørke. Tænk, at morgensol, frost og en tilfældig fremmedes smil på vejen er nok til at få hjertet til at synge af glæde. Tænk, at verden er så fuld af muligheder og valg og eventyr, som jeg bare kan række ud og vælge. Gad vide, om det egentlig er okay at skifte så hurtigt mellem sindstilstande og humør? Er der ikke engang nogen, der har kaldt det en sygdom?

Udgivet den

Vintermørke og Hverdagens Slidte Spor

Vinduerne er helt sorte. Regndråber lyses op på den mørke glasflade af billygter, der kører forbi nede på gaden. Så igen bare mørke. Jeg sidder i sofaen og trækker trøjen tættere omkring mine frysende arme. Udenfor er en kold vind fløjet ind over landet. Lige pludselig dukkede den frem af mørket og blæste direkte igennem vores efterårsfrakker og sommercardigans. Den skubber og hiver i os, så vi hastigt vælter indendøre. Der er ikke mere for os at gøre udenfor. Ikke mere for os at komme efter. Vi må fortrække til vores huler, gå i hi, slikke vores sår og kigge dybt i vores sjæle, og vi må vente. Vente på at lyset igen forbarmer sig over os og får lyst til at vende tilbage.

Den kraftige vintervind suser hujende rundt om hushjørnerne på jagt efter uforsigtige folk, der kan miste en hat, et tørklæde eller grebet. Men gaden ligger øde hen. Et enligt, gult blad tumler hen over den sorte vej. Alle de andre blade er for længst faldet af træerne og forsvundet. Hvor forsvinder de egentlig hen? I et par uger i det strålende, smukke efterår, går man og tænker, at Jordens overflade bliver hævet et par centimeter af det tykke tæppe af nedfaldne blade. De er alle vegne. Farvestrålende dækker de alting, og støvlerne skovler sig igennem det tykke lag. Og så pludselig er de væk. Væk, sammen med det strålende efterårssolskin og den høje, blå himmel. Tilbage er bare mørket og den tomme, sorte vej. Og kulden. Alt er sort og tomt og koldt.

Jeg sidder i sofaen og kigger på de våde, sorte ruder. Jeg fornemmer kulden krybe ind gennem sprækkerne. Den kryber hen over gulvet og op i sofaen, hvor den bider i mine fødder. Hvordan blev det lige pludselig så mørkt? Det føles som om, mørket kom fra den ene dag til den anden. Som om, at Solen en dag valgte simpelthen ikke at stå op. Og vi har ikke set den siden. Måske kommer den aldrig tilbage? Måske er der nu kun det tågede, grå lys. Men vi vænner os nok til det. Det gør vi jo med så meget. Vi trækker på skuldrene, trækker dem op omkring ørerne og trasker så videre med bøjet nakke. Trasker videre i hverdagens tunge, sølede, nedtrådte spor.

Men jeg har aldrig følt mig helt tilpas i det spor. Jeg har ikke kunne lade være med at kigge op og til siderne. Spejde efter noget andet. Spejde efter en skjult sti, der ledte væk fra sporet og ind i skovens mørke, mystiske skygger. Spejde efter den vilde blomstereng, den stejle bjergskrænt og den snoede, uendelig strandbred. Spejde ud i det grå.

Og pludselig virker det som om, at tågen letter lidt, og vent; er det skoven og engen og bjerget og stranden, jeg kan begynde at skimte dér i disen? Skuldrene værker og gør ondt, da jeg forsøger at vriste dem fri under åget. De glatte sider på det nedtrådte spor er ikke længere så stejle og uoverstigelige. Forsigtigt sætter jeg den ene fod op på kanten. Så den anden. Jeg fortsætter fremad, balancerende på kanten af hverdagens dybe spor. Det må være nok for nu.

Udgivet den

I proces

Jeg er i dyb proces. I en vild og forandrende proces. Transformation. Ekspansion.
Eller, det tror jeg. Håber jeg.

Men jeg er ikke sikker. Og jeg ved det ikke. For hvor kan jeg få det bekræftet? Jeg ved, det sker, for jeg har set og hørt det nævnt ofte. At være i proces. For det er dét, man gør, når man arbejder med sig selv.
Dykker dybt.
Skræller lag af.
Smider gamle, brugte tanke-, og handlemønstre fra sig.
Og træder ud af asken. Ny, skinnende og ren. Som en gylden Fugl Føniks.

Og jeg vil også være en Fugl Føniks. Smide min gamle, grå skal. Smide min frygt, min tvivl, mit mindreværd, min usikkerhed. Smide alt det, der er grimt og som holder mig tilbage, holder mig nede. Træde frem fra asken med gylden styrke, guddommelig visdom og ophøjet ro. Træde frem fra skyggerne med viden og med erfaring – for nu har jeg set, hvad der gemmer sig på den anden side af mørket. Jeg ved det, og jeg kan kende det.

Men lige nu ved jeg ingenting. Jeg kender ingenting. Jeg famler mig frem i mørket. Tøver. Bider tænderne sammen og fortsætter stædigt fremad. Med panden mod den sorte mur. Jeg mærker efter forandringer, mærker efter opgraderinger på energi- og celleplan. Er det nu? Er det dét?

Men jeg ved det ikke. For hvad skal jeg egentlig mærke efter? Der er ingen, jeg kan spørge. Ingen, jeg kan bede række ind i min krop, i mit humør, i mine tanker, i mit sind. Række ind og mærke dét, som jeg mærker. Føle forsigtigt på det og nikke bekræftende; “Joo, det du mærker lige dér, lige nu. Det helt sikkert en indre transformation, der integrerer din nye bevidsthed og løfter din vibration. Det er fuldstændig, som alle vi andre også mærker det.”

Hvad er det, andre mærker? Hvad er det, de taler om, når de er i proces? Hvis bare jeg kunne række ud og forsigtigt føle på det. Eller se det. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kigge efter.

Jeg står foran spejlet og betragter mig selv. Mærker søgende efter indeni. Men jeg er stadig mig. Det er ikke en fremmed, der kigger tilbage på mig fra spejlet. Det er ikke en fremmedes tanker eller følelser, jeg mærker i mit indre. Jeg kender det hele. Jeg er stadig mig.

Jeg ved godt, forandring ofte kommer i små, bølgende bevægelser. Små skvulp, som man måske nærmest ikke ænser. Men jeg vil så gerne se dem, se forandringen, så jeg kan sige til min Fornuft, “Se! Se selv, der er de små krusninger i overfladen. Det er ikke bare noget, jeg bilder mig ind. Det er virkeligt.” Fornuften kigger mistroisk på mig med løftede øjenbryn. Jeg lukker øjnene og kigger indad, kigger ned i det dybe, mørke vand efter små, bølgende bevægelser.