Udgivet den

Det eneste, der er, er dage

Jeg føler et behov for at sætte mig og skrive et blogindlæg. Men jeg kan hverken finde roen eller inspirationen eller lysten. Måske er det “bare fordi”, det er ved at være længe siden sidste blogindlæg. Måske er det “bare fordi”, jeg jo skal holde gang i tingene. Holde momentum.

Men der er ikke rigtig noget, der er lineært længere. I hvert fald ikke tiden. Uger og dage er stoppet med at have betydning. Navne og tal. Det er ikke rigtigt af betydning, om det er tirsdag eller d. 15. Aftaler og planer er aflyst eller udskudt. Så hvorfor overhovedet tælle tiden? Jeg tæller i hvert fald ikke mere. Slet ikke på samme måde. Selv det gamle vægur med lodderne i stuen har længe hængt stille. Pendulet svinger ikke, og viserne viser for evigt klokken 8.

Det eneste, der er, er dage.

Morgen; Lyset og fuglene vækker os. Morgensolen stråler glad og varm ind ad stuevinduerne. Jeg elsker stuen om morgenen. Og jeg starter med en meditation eller bare at sidde stille og betragte støvkornene i solstrålerne og alle mine fine ting, der bliver belagt med morgenbladguld af solen.

Så følger et par timer med en indre kamp og ondt i maven, hvor jeg er nødt til at finde min arbejdscomputer frem. Jeg stirrer tomt og forpint på mails i min indbakke. De giver ikke rigtigt mening for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem. Det virker så meningsløst. Så ligegyldigt. Især nu.

Eftermiddag; Gåtur i solskinnet. Læse en bog. Lave en aktiv meditation. Skrive tanker ned. Mærke ind i mine tanker og følelser. Hvorfor sker der så meget indvendigt lige for tiden? Hvorfor er der så mange gamle og trælse følelser, der kommer op? Hvorfor nu? Hvorfor hele turen med offermentalitet og synd for mig-følelser, når nu jeg burde elske situationen med hjemme-isolation? Jeg føler mig fanget, det er de andres skyld, det hele kan også bare være lige meget, det er for hårdt overhovedet at prøve, og jeg tør ikke stille mig frem som mig, for jeg kan ingenting eller jeg ved i hvert fald ikke, hvad jeg egentlig kan.

Men så kører jeg en tur ud til vandet. Alt er blåt i blåt. Blå himmel, blåt vand, blå horisont. Blå tanker og blå drømme. Hjemme på sofaen, putter jeg mig under en dyne og falder i søvn til min yndlingsmusik og min yndlingsduft, mens himlen langsomt glider over i en symfoni af aftennuancer udenfor. Mit hjerte synger gyldent om simpel glæde.

Aften; Bjørn kommer frem fra sit arbejdshjørne i den anden ende af stuen. Vi mødes på sofaen og smelter sammen i et søvnigt kram til en dokumentar om Universet. Udenfor er Verden mørk og stille. Stjernerne våger lydløst over os og sender et blink ned, når jeg hilser dem fra altandøren. Halvsovende lister vi ind i seng.

Drømmer til stjernernes lydløse sang og Jordens stille, drejende dans. Snart klar til en ny cyklus i morgen. En dag. Bare en ny dag blandt alle de andre dage. Uden navn eller nummer. Bare rundt og rundt. Væren imellem lys og mørke.

Udgivet den

Morgen-Intermezzo

Jeg sidder og kigger. Sidder bare i sofaen med en kop te og kigger rundt. Kigger på stuen, på møblerne, på planterne. Planterne gør mig glad. De er liv. De er væsener. De har deres egen personlighed og deres egen energi. Jeg tænker tit på, hvordan det er at være en plante – eller et træ. Det er en helt anden måde at være i verden på. Det virker så meget mere simpelt at være plante. Bare strække sine rødder efter vandet og sine blade efter lyset.

Jeg kigger på lyset. Solen kaster gyldent morgenlys ind i stuen. Det rammer i tilfældige pletter sofaen, stuebordet, gulvet og et hjørne af væggen. Jeg elsker at sidde og kigge på lyset. Og skyggerne. Det gør mig glad. En solstråle har åbnet en bred lys-motorveje tværs gennem stuen. Støvkorn bevæger sig roligt hen ad vejen. Drejer behersket rundt og glimter kort. Det ser så fredfyldt ud. Men når de når hen over stearinlysene på sofabordet, så får de pludselig fart på. Usynlige, varme luftvinde hvirvler dem i hastig rotation opad. De forsvinder forvildet ud af solstrålens bane – og dermed ud af min mulighed for at se dem. Måske ophører de med at eksistere? Måske forsvinder de ind i en usynlig verden, som er lige her omkring os. Umærkeligt.

Jeg tænker på dengang, jeg var barn. Når jeg vågnede en solmættet søndag, hvor solstrålerne sprængte ind ad mit vindue og badede alt i strålende, varmt lys. Jeg kan huske, at jeg kiggede på de tykke strålers svævende støv og fór ud af mit værelse, for jeg kunne pludselig nærmest ikke trække vejret. Jeg kunne mærke, hvordan den luft, jeg indåndede, føltes mættet med små, bløde støvkorn, der satte sig i min næse og min hals.

Nu betragter jeg fredsommeligt de små, glimtende korn i luften. Her i stuen. Lige nu. Måske er mine luftveje blevet bredere og mere hærdede med tiden? De har jo trods alt efterhånden været udsat for en del almindelig hverdagsluftforurening. Man bliver nok bare mere hærdet. Vænner sig til ting. Bliver sværere at påvirke. Eller bliver påvirket af noget andet. Jeg nyder stille støvkornenes majestætiske dans. Den gør mig glad.

Mine øjne vandrer videre og fanges ind af drivende skyer på stuebordpladens blanke overflade. Jeg lader mine øjne trække mig med ned gennem bordpladen. Til en anden virkelighed på den anden side med en anden verdens himmel, hvor hvide skyer driver hastigt af sted på en blå himmel. Jeg kaster et blik ud af vinduet. Dér er også en himmel med drivende skyer på en blå himmel. Men det er ikke den samme, som den i bordpladen. Den er anderledes. Bare en smule. En lille bitte smule, som man måske ikke opdager, hvis man ikke kigger nøje efter. Men den er der – den lille forskel. Som en lidt dybere, lidt forskudt fornemmelse.

Jeg vender tilbage til min egen himmel udenfor mit vindue. Skyerne har så mange historier med sig i dag. Men verden tænker mest på at skrue ned for tempoet og holde en pause. Skyer og mennesker fortsætter deres gøremål. Verden stopper op. Virkeligheden sitrer. Helt umærkeligt. Man ser det kun, hvis man sidder helt stille et øjeblik.

Mit stearinlys er gået ud. Min tekop er tom. Jeg skulle også i gang med at arbejde. Sofaen er ligeglad, den bliver bare, hvor den er. Verden ryster på hovedet. Skyerne sender en hurtig byge regndråber skråt ned på ruden i forbifarten. Min telefon blinker og bipper, trækker min opmærksomhed til sig. Jeg skulle også i gang med dagens gøremål.

Udgivet den

Puppemetamorfose

Jeg pakker mig langsomt ind i mig selv. Jeg mærker mine bevægelser blive langsomme, træge, kraftesløse, stivnende. Min ydre skal bliver hård, stivner, visner. Jeg er en kålorm, en lille larve, der har boltret sig glad og sorgløs i en grøn verden af friske blade og spændende, nye tilbud. Jeg har rakt mine følehorn nysgerrigt frem, jeg har smilende fyldt min mund med saftige, spændende smage. Jeg har smasket og snoet mig. Jeg har krummet mig sammen, strakt mig ud og rullet af sted. Jeg har følt min krop blive fyldt op af næring. Jeg har taget for mig af verden. Og verden har tilbudt sig til mig. Bøjet sine stængler og blade ned mod min grådige mund, så jeg kunne tage endnu en bid.

Men nu er min krop ved at blive grå og stiv. Jeg har ikke længere nogen appetit. Jeg har ikke længere en nysgerrighed på verden. Jeg kigger på den – verden. Den er der. Men den betyder ikke længere noget for mig. Begreber og ting er bare. Men deres betydning er ikke længere væsentlig, og jeg kan ikke koncentrere mig længe nok om dem til at sætte dem ind i en meningsfuld kontekst med hinanden.

Jeg er på vej videre. På vej ind i mig selv. Mit ydre stivner omkring mig, mens jeg kravler længere og længere indad. Jeg trækker mig selv sammen om mig som en vinterfrakke. Skærmer mig af for alle indtryk og påvirkninger udefra. Jeg er ikke på en rejse indad i mit eget dybe, stjernebestrøede mørke. Jeg er bare.

Jeg er ved at bygge en puppe ud af marts måned. En puppe af tid og væren. En puppe hvorfra jeg bare kan være til. Og i min stilstand vil jeg lade alting falde på plads. Integration. Transformation. Stykker vil falde fra, stykker er blevet føjet til, stykker vil bytte plads. Jeg ved ikke engang, om jeg vil observere det. Jeg risikere bare, at jeg får lyst til at begynde at analysere det, og påvirke det, gøre det anderledes, gøre det bedre, gøre det om. Jeg tror egentlig, jeg bare vil være. Ren væren. Tilstedeværelse i afventen.

Husker vi egentlig nogensinde at gøre det? Bare være til stede. Integrere. Vokse af os selv uden at blande os? Handler det ikke altid om udvikling? Om at komme videre? Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg har gjort det i mere end bare en enkelt dag, når kroppen eller Universet engang imellem har overrumplet mig en lørdag og aflyst alle mine planer, og bare sat “lave ingenting” på skemaet.

Men jeg har øvet mig og varmet op den seneste tid. For jeg ved, det bliver svært. Jeg ved, jeg vil få lyst til at springe ud af min puppe, før jeg er klar. Verden bugner i øjeblikket med fristelser. Det vælter frem med tilbud om uddannelser, forløb, retreats, nye spændende ting at dykke ned i. Men jeg øver mig hver dag på at stå imod. På at gå glip. På at give slip. For jeg skal nok nå det. Alle de tilbud kommer igen. Og igen.

Sidste år handlede om at springe på karrusellen og få en masse ture i det farvestrålende, blinkende, lysende tivoli. Men i år. I år handler det om at konsolidere fundamentet. Sidste år lærte vi, at alt er muligt. I år handler det om, at bygge det op fra grunden. Bygge det op fra noget solidt til noget blivende.

Og inden jeg for alvor går i gang med det – at bygge noget solidt og blivende op – har jeg altså brug for en pause. Brug for integration. For transformation. Jeg har brug for at afklæde mig alle de gamle lag, som jeg nu ikke længere har brug for. Jeg har brug for plads til at folde mine sommerfuglevinger ud, så de kan skinne og stråle og smælde i vinden. Jeg har brug for lethed i min krop, så jeg kan sætte af og lette. Og jeg har brug for at fintune mine følehorn, så de kan opfange Universets vibrationer.

Nu har jeg sovet hele weekenden. Mit måneblod har påbegyndt udrensningen. Jeg føler mig allerede lettere. Jeg er klar til at hvile i min puppe. Lade verden et øjeblik klare sig selv. Lade den gamle ham visne og dø. Og så vende tilbage igen. Til en ny, spændende og endnu smukkere tur rundt i hjulet.

Udgivet den

Tanken med Den Halve Time

Jeg spørger tit mig selv for tiden, om det ikke snart er på tide med et nyt blog-indlæg. Nye tanker skrevet ned og sendt ud i cyberspace. Men jeg bliver ved med at slå det hen; “Ikke lige nu. Jeg har ikke roen. Mine tanker vælter bare rundt i en stor pærevælling. De er ikke til at få styr på. Der er ingen hoveder eller haler at gribe fat i. Hvad skal jeg skrive om? Hvor skal jeg begynde?“

Men så slog det mig – det er jo netop dét, der er tanken med Den Halve Time. Sæt dig ned, max en halv time, og så bare tøm hovedet for tanker. Klik ventilen op, lad den værste damp fare ud, inden du letter på låget og bukker hovedet let fremover, så tankerne strømmer frit ned på papiret. Bare lad dem komme. Bare lad pærevællingen løbe ud. Du behøver ikke at gribe efter den eller prøve at forme den til noget. Bare lad dens form være en udflydende strøm af tilfældighed. Bare lad vildfarne tanker flagre op ad den åbne kranieskal som sorte, skræppende krager. Lad være med at forsøge at fange dem. Bare observér, hvordan de flyver forvildede og oprørte rundt, indtil de finder et åbent vindue og forsvinde mod den grå himmel med lange, længselsfulde skrig.

Jeg kan allerede mærke det. Som strømmen af pærevælling begynder at tage af, bliver mit hoved meget lettere. Det vipper lidt usikkert frem og tilbage på halsstilken, som nu virker lidt for lang og lidt for tynd. Mit hoved er nu en stor, tom valmuekapsel, der vugger let i den blide brise under den skyplettede, blå septemberhimmel på den vidstrakte valmuemark. Når vinden tager fat i mine kinder, kan jeg mærke og høre et par tørre frø rasle rundt inde i bunden af mit hoved. Men de fleste frø er allerede faldet ud, fløjet videre, ud mod havet. Der breder sig en stille ro. Fra hovedet glider den ned gennem kroppen. Det er lige præcis dét, jeg har manglet de sidste par uger.

Det er sjovt egentlig, som der hænger en umiskendelig efterårsstemning over dagen i dag. I går var fuld af forårsstemning. Lyset afslørede at alt var nyt og klar til begyndelse. I dag har Verden atter trukket sig ind i sig selv. Alt er gammelt og tynget af visdom og erfaringer. Alting vil bare gerne sætte tempoet ned, til det til sidst går i stå. Det kan ikke engang være min indre cyklus, der farver min verdensopfattelse, for den indre kalender siger sommer. Vi må nok bare berede os på, at intet er, som det burde være. Alting er i oprør mod det etablerede. Alting gør bare lige præcis, som det passer det.

Jeg kigger lidt på tanken om at skrive indlæg med temaer. Indlæg med en rød tråd, med et budskab og med hoved og hale. Tanken ligger dér på bordet som en grå klat. Den er begyndt at størkne i kanterne. Jeg kan godt se, hvor den kommer fra. Den har kigget rundt i verden og set, at sådan gør andre bloggere og Instagrammere. De skriver lange indlæg med store temaer og vigtige budskaber. “Det må være sådan, man gør. Det vil jeg også,” hvisker tanken. Jeg sender en kærlig tanke ned for at skrabe den op fra bordet.

“Men jeg er jo ikke alle andre. Og jeg vil nok heller ikke være alle andre. Jeg vil bare være mig,” indser jeg. Den grå tanke på bordet peger med en afkræftet finger op på min ene skulder. En lille djævel stikker sin lange, spidse næse ind i mit øre. “Men hvad nu hvis du er alt for sær? Hvad hvis der ikke er nogen, der forstår dig? Se, de andre har succes med deres formel. Du vil også gerne have succes, ik’? Kopiér deres formel. Alle gør det. Bruger formlen, som folk kender og forstår. Og alle har succes. Ingen forstår det, du gør.” Ordene triller ned i mit hjerte, der giver et forskrækket hop.

Men i dag er en dårlig dag for smådjævle og forræderiske, selvdestruktive tanker. Den grå efterårsstemning har et lag af gyldent lys over sig. Luften er tyk af gudinde-energi. Kali, som så insisterende sprang ud af kortbunken i går aftes, ligger på bordet ved siden af mig. Hendes gennemborende, intense øjne låser sig fast i mine, da hun springer op og uden tøven svinger sit sværd i en bue, der kløver djævelen i to stykker. I dag er ikke en dag til ikke at stå stærkt i sig selv.

I dag er ikke en dag til ikke at stå stærkt i sig selv.

Udgivet den

Hvad der sker indeni mig lige nu

Jeg har absolut ingen idé om, hvad jeg vil skrive. Eller hvilken vej, det her indlæg skal gå. Hvilket tema, det skal udspringe fra. Alting tumler bare rundt indeni mig. Som en karrusel eller rutsjebane. Jeg tror faktisk, jeg har et helt tivoli indeni mig. Der er boblende idéer, små, glade indsigter, jublende energier, pludselige indskydelser og meget andet, der danser rundt blandt de drejende, svingende, gyngende forlystelser, de kulørte, blinkende lamper, latter, musik og duften af varm sukker og aftensolskin. Ja, sådan er det indeni mig lige nu.

Og jeg elsker mit indvendige tivoli. Også når rutsjebanen pludselig tager et drop nedad, så det hviner i maven, og tårerne presses ud af øjnene. Eller når jeg pludselig befinder mig tænderhakkende i fuldstændigt mørke med sukkende, slæbende, spindelvævstynde gespenster i spøgelseshuset.

Jeg har virkelig lyst til at trække mit tivoli ud og stille det op i verden. Lige her midt i det hele. Bygge små pandekageboder og invitere hele verden forbi. “Kom til mit tivoli og få pandekager og latter og kærlighed. Og værsgo’. Ta’ endelig lidt latter og kærlighedsfølelse med hjem. Der er nok til alle. Men pandekagen skal du spise, mens den er varm. Kom. Kom endelig forbi. Alle er velkomne.“

Men jeg ved bare ikke, hvordan man bygger et tivoli. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvor jeg skal begynde. Når jeg så står her med en hammer og et par brædder, så virker det alt for uoverskueligt og svært. Jeg prøver at kigge indad og gribe fat i noget, men der er ikke noget, der vil lade sig håndgribeliggøre. Det suser ud mellem fingrene på mig og drøner videre rundt i mit hoved. En lille stemme fortæller mig, at det nok alligevel aldrig kommer til at virke eller blive til noget, så hvorfor overhovedet spilde tid og kræfter. Jeg kan godt se, hvad den mener.

Jeg sætter mig på gulvet og kigger ud af vinduet. Himlen er mild og lys i dag. Skyerne tumler forbi – både grå og hvide og helt tynde af slagsen. Indeni mig hvirvler tanker og idéer og impulser og drømme rundt i et drejende, blinkende inferno. En fugl flyver forbi højt oppe på et stykke blå himmel. “Det er ikke fordi, det er umuligt,” råber en tanke fra radiobilerne, “du skal bare ikke gøre det alene. Find nogle du kan bygge et tivoli sammen med. Find nogle, der ved hvordan man bygger et tivoli. Og lær at lave verdens bedste pandekager.”

Selvfølgelig. Det har aldrig været meningen, at nogen skulle bygge et helt tivoli selv. Måske finder jeg nogle, der også kan lide pandekager og latter og kærlighed. Og så bygger vi et tivoli. Sammen.

Udgivet den

Et minde og en sang om Månen

Så sidder jeg her i bilen i den kolde, mørke morgen. Jeg kigger ud fra min lille boble på alt det, jeg kører forbi. Eller som kører forbi mig. Gad vide, hvem af os, der egentlig bevæger sig? Eller om der overhovedet er nogen af os, der bevæger sig. Var vi ikke også her igår? Og i forgårs? Og dagen før? Gad vide, hvor de skal hen, de frysende mennesker på cyklerne? Gad vide, om de selv ved det? Mon de når frem?

Lys. Røde og grønne, der skifter. Billygter i gult og rødt glider lydløst hen ad den asfaltsorte flod. Små, drivende, søvnige bobler. Det regner på forruden. Lydløst. Flere og flere små, skinnende diamanter lægger sig på ruden. Jeg visker dem ikke væk. De er så smukke. Lyskaleidoskop. Til sidst kan jeg næsten ikke se morgenverdenen udenfor. Vinduesviskeren fejer hen over forruden. Lydløst. Et par enkelte nye diamantdråber dukker forsigtigt op igen, da den er fejet tilbage.

Rødt lys. Venter. Tænker på min dyne. Hvorfor er jeg overhovedet stået op? Min næse er stoppet, og min hals er irriteret. Skyer af snot er begyndt at stige op og overskye min hjerne. Det føles egentlig meget rart. Som at blive bedøvet. Som at opleve verden igennem en slowmotion af vat. Mine øjne vender vrangen ud på sig selv, og ting ser på en gang velkendte og underligt fremmede ud. Som om de har stået der så længe og bare været, hvad de er, at meningen er gået tabt. Hvad er du nu, lygtepæl?

Trafikken glider. Lydløst. Det er for tidligt og for mørkt og for koldt til at nogen gider være aggressive. De skutter sig bare i deres små, ensomme bilbobler med blanke, søvnige øjne. Jeg mindes tidlige morgener, da jeg var barn. På vej til børnehave. På bagsædet af bilen, hvor jeg lå og kiggede op og ud på de forbipasserende vinduer og hustage, der lænede sig ud over vejen for at kigge ned på mig. Nogle morgener fulgte Månen os på vej. Den fulgte os hele vejen hjemmefra og ind gennem byen til dér, hvor vejen slog en bue udad igen. Her vinkede jeg altid farvel til Månen, mens min mor hørte Anne Linnet på bånd:

“Stjerne og Sol og Måne – Dem får vi lov at låne.
Time og Dag og Uge – Dem får vi lov at bruge.”

Så sang jeg med. For mig var teksten fuld af håb. Håb om muligheder. Håb om et uendeligt Univers. Håb om uendelig tid. Håb om at få lov. Drømme om dansende stjerne og sole, måner og timer, dage og uger. Det er mange år siden, jeg har hørt den sang.

Da jeg stiger ud af bilen, er det begyndt at regne. Jeg fryser, og vinden skubber til min paraply. Hvor har jeg egentlig lagt de stjerner og sole og måner, som jeg lånte af Anne Linnet dengang? Jeg må lige huske at lede efter dem, når jeg kommer hjem.

Udgivet den

Fin og let, grå mandagsenergi

Der er sådan en fin energi i dag. Ved første øjekast ser det hele godt nok lidt gråt og klamt og trist ud. Men hvis du står stille et øjeblik, hvis du lukker øjnene og lytter med hjertet, så kan du høre Dagens klingende og lyse latter, mens eftermiddagstrafikken glider lidt mere gnidningsfrit, og dine skuldre og fødder virker bare en anelse lettere i vinterfrakken og vinterstøvlerne.

Jeg tog ud i skoven i dag. Ud i den grå, tågeudviskede, sovende vinterskov. Men den sov slet ikke. Den hviskede til min sjæl med tusinde klingende dråbers klokkespil og med tusinde småfuglestemmers sang og sludren. Træerne sagde dog ingenting. De stod sorte og blanke. Men de fulgte med i hvert et skridt, jeg tog. Jeg hilste, når jeg gik forbi dem. Søens vand var en stor, blank, grå flade, der gled lydløst op og smeltede sammen med himlens grå. Her på denne blanke flade kunne jeg skrive en helt ny historie. Men alt det gamle ligger stadig under overfladen.

Jeg gik langs vandet og tænkte på frygt. Frygt for monstre under sengen og hajer i svømmehallen. Frygt for at blive til grin, for at blive afsløret, for at stå frem og for ikke at være god nok. Jeg spekulerede over sammenhængen mellem vores følelser og vores drive i livet og til livet. Jeg undrede mig over, hvorfor fornuften øjensynligt er så dårlig til at samarbejde med følelserne. Og jeg blev enig med mig selv om, at dyr – ihvertfald pattedyr – bestemt også må have følelser.

En lille grøn plet midt i alt det vinterfarvede trak mig væk fra stien. Jeg endte for fødderne af et højt, lige egetræ, der stod i midten af en mose. Spinkle birketræer stod i en rundkreds omkring egen og rakte deres spøgelseshænder op mod dens krone. Den våde mosejord var lige her dækket af bregner. Jeg lænede mig op ad egetræets massive tryghed og forestillede mig moseofrenes sjæle rejse sig som hvide birketræer rundt om os. I tavshed ventede de på at blive trukket op af mosejorden. De grønne bregner dækkede deres øjne og kinder med fjerlette strøg.

Stien førte mig videre. Skoven var hele verden. Træer og mos, troldevæsner og hemmeligheder. Fjernt, fjernt borte kan jeg høre den evige susen fra motorvejen. Den er allestedsnærværende, og dog et spøgelse, som ikke rigtig findes i skovens verden. Den suser bare. Langt, langt borte. I en anden virkelighed.

Mine tanker er også evigt til stede. Jeg tror slet ikke, det er muligt at slukke for dem. De fortæller mig, hvad jeg oplever, diskuterer filosofi og politik, digter eventyr og fremtidsdrømme. Hvis jeg prøver at få dem til at være stille, fortæller de mig, at jeg prøver at få dem til at være stille. Mine tanker har så meget at fortælle. Jeg tænker tit, hvor smart det bliver, når vi engang kan koble vores hjerner direkte op på de sociale medier. Så behøver vi blot at tænke og “bling!”, så er det online. Det kommer nok til at kræve en del tankedisciplin.

Jeg tænker på mit arbejde, mens jeg går tilbage til bilen. Imorgen er ferien slut og jeg skal på arbejde igen. Jeg prøver på alle tænkelige snedige måder at skabe en positiv fortælling om det. Prøver at vende det på hovedet og se spændende udfordringer, muligheder og udviklingspotentialer. Men jeg kan ikke narre mig selv. Det er jeg alligevel for snu til. Jeg gider ikke på arbejde. Godt, det snart er weekend. En flok krager flyver ud over marken og forsvinder i tågen. Der er sådan en fin og magisk stemning i dag, hvis vi bare stopper op, lukker øjnene og lytter med hjertet.

Udgivet den

Hvad Mørket prøver at fortælle os

Så nu sidder jeg lige her. Igen. Sidder bare med en kop te og kigger ud på mørket. For nu er det der igen – Mørket. Lyset kigger kort frem et par timer, men hvis vi vender os væk et øjeblik, er det forsvundet igen, og alt er atter mørkt. Mørket prøver at fortælle os, at vi skal tage den med ro, men det virker nærmest modsat. Rastløshed og utålmodighed river i mig. “Hvad er det, du skal nå?” hvisker Mørket. Jeg svarer ikke, men tusind tanker og planer og idéer kværner rundt i hovedet på mig.

Jeg bliver nødt til at have en plan, skabe mig et overblik. Der er så mange ting, jeg gerne vil, og jeg har startet så mange ting og projekter op, så lige nu flakker jeg hvileløst fra det ene til det andet som en stor, ubeslutsom, forvirret natsværmer. Alting lyser op, alting virker vigtigt eller potentielt eller spændende. Men jeg kan ikke blive ved med at flakke rundt på denne her måde. Jeg bliver nødt til at sætte det lidt i system. “Men vendt! Er det ikke netop systemer og strukturer, der dræber kreativiteten?” Det kan godt være, men jeg bliver nødt til at prøve noget nyt. Jeg bliver nødt til at prøve at fokusere på én ting. Sætte mig stille og roligt med noget – et kursus, en bog, en hobby, en idé – og så gennemføre det. Fra enden til anden. Og øve mig. Færdiggøre noget. Afslutte det eller skære det væk. Rydde op og rydde ud.

Jeg sidder lidt og lader tankerne kværne rundt. Så mange storslåede idéer, så mange kloge tanker. Hvordan får jeg dog struktur på dem? Hvordan får jeg dem ud af hovedet og omsat til fast materie fra deres udsvævende skysubstans? Jeg griber ud efter en hvid tankesky, men da jeg kort tøver, opløser den sig mellem mine fingre. Hvad hvis det ikke er den, jeg skal starte med? Jeg bliver nok nødt til at starte fra starten. Tage det første først. Gå kronologisk frem. Og gemme guldkornene til et passende sted. Men hver gang jeg finder et sted, der virker passende at starte, er der straks grene, der skyder ud til alle sider og rækker bagud. Der er altid noget, der er gået forud, altid en forklarende anekdote, det ville give mening at fortælle først. En forhistorie til forhistorien. Skyformationerne spinder sig opad omkring mit hoved. Mørket kigger tavst på mig.

Jeg giver op og kigger ud i mørket, mens skytårne og tanker falder sammen omkring mig. De lander flade og slatne på sofaen omkring mig, glider ned på gulvet og opløses i uformelige pøle af tabte idéer. “Jeg kan godt selv se det,” fortæller jeg Mørket, “jeg har alt for mange ting, jeg gerne vil på en gang. Og de skal helst være perfekte fra start. Men der er jo aldrig noget, der starter ud perfekt. Så på den måde kommer jeg nok aldrig igang med noget.” Mørket svarer ikke, det er der bare. Gad vide om Mørket er perfekt, eller om det bare er tilfreds med, hvor mørkt det nu engang er i dag?

Jeg sidder stadig i mørket. Jeg har drukket min te. Jeg bliver nødt til at starte et sted. Et sted, der ikke er perfekt. Jeg lukker øjnene. Mærker, at jeg trækker vejret stille og lydløst. Jeg tager et par dybe vejrtrækninger og følger åndedrættet ned gennem kroppen. Og giver slip. Giver slip på alt, hvad jeg tror jeg skal og vil og ønsker. Giver slip på alle forventninger og drømme. Giver slip på al utålmodigheden. Prøver at finde ind til bare lige her og nu. Prøver at trække vejret og udvide det rum. Prøver at finde tilfredshed med bare at være her. Finder roen i ikke at være i tankerne om alt det, jeg ikke har gjort. Mørket og Roen. Men i morgen, når det er lyst, må jeg hellere lave en plan.

Udgivet den

En cyklus vender

I går var det Dag 1. Min første cyklusdag. Det har været på vej længe, men af en eller anden grund har det ikke ville slippe. Ikke før nu. Det har samlet og samlet og samlet en stor, tung sten i mit skød af blod og alt det mørke, jeg nu endelig er klar til at slippe. Og det skulle ikke slippes før Vintersolhverv. Jeg skulle være sikker på at få den sidste rest af alt det gamle og slidte og brugte fra hele året med.

Og nu er Mørket lige så stille begyndt at trække sig tilbage igen, så i går morges slap mit blod så endelig sit tag. Det var ikke et pludseligt sus af åbne porte til Universet. Det var ikke rivende, flående smerter. Det var bare en tung sten, der faldt blødt og stille i de grå timer, hvor Mørket sitrer og bliver gennemsigtigt.

Jeg gik en lang tur i min barndoms verden for at møde julefreden. Cykelstiens tunneller, der fører under motorvejen, for derefter at følge mig ned til den svulmende å. Marker og træer og små skove hilste mig velkommen hjem. Jeg hilste med glæde igen. Og kun glæde, lagde jeg mærke til, ingen vemod, ingen længsel efter noget, der engang havde været. Det var et kapitel i min bog, et kapitel, jeg kendte godt, men også et afsluttet kapitel. Og det følte jeg ingen vemod ved, som jeg tidligere har gjort. Jeg følte stolthed og styrke og glæde.

Åen snoede sig som en fed, sort, glinsende slange gennem landskabet og bredte sig op over enge og marker. Der var masser af folk på stien. Folk, der prøvede at gå den fede julemad af på forhånd. Kirkeklokkerne kaldte fra nær og fjern, men Helligånden havde gemt sig herude i skovens stille, jordduftende katedral under de våde, sorte grene sammen med småfuglene. En kvinde cyklede forbi mig med et klokkespil på bagegebæreren. Det spillede en glad, improviseret julemelodi, hver gang hun kørte over en lille ujævnhed. Bling, bling, spillede det ud over markerne. Køerne faldt ind og sendte sørgmodige muh tilbage.

Jeg undrede mig over, at min blødning, der havde været så længe undervejs, ikke var mere intens. Stille og umærkeligt flød det mørke blod. Men så mærkede jeg pludselig en skarphed i mit tredje øje. Mit blik – både det ydre og det indre – blev skarpere, og jeg så. Så på verden og så på mig selv. Verden mødte mig med skarpe detaljer, strålende farver og klare indsigter. Jeg mærkede den gyldne varme i mit bryst, og jeg mærkede styrken i mit underliv. Jeg mærkede, hvordan det strålede i mit pande-chakra, mit hjerte-chakra og mit rod-chakra. Jeg mærkede, hvordan de var større og friere, og hvordan de både udsendte og modtog energi renere og nemmere. Jeg vendte ansigtet mod de grå, drivende skyer og lo, mens jeg dansede hen af stien.

Der er skift på vej. Ting vokser og forandrer sig, visner, falder bort, genopstår i nye, strålende former. En cyklus vender. Hele 2019 har min cyklus fulgt Månen, så jeg havde min ægløsning ved nymåne og min blødning ved fuldmåne. Der er ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare dét, jeg havde brug for lige dér. En cyklus, der lod frø spirer og folde sig ud i nymånens blide, idérige skær, og som slap, slap, slap sammen med fuldmånens tunge, løsrivende, dryppende lys.

Men nu er min cyklus vendt. I går plantede jeg de første, røde dråber i den sorte muld. I morgen gødes de af Stenbukkens nymåne og solformørkelsen. De gro op som drømme og planer og visioner for det kommende år, det kommende årti. En cyklus er vendt. En ny cyklus tager sin begyndelse.

Udgivet den

Men når drømme møder handling…

Drømme. Drømme uden handling er bare drømme. Og drømme, der bare er drømme er en løgn? De er i hvert fald ikke en sandhed. Ikke endnu. Måske aldrig.

Men når drømme møder handling…

Handling. Den lille bevægelse, der gør den store forskel. De ringe af energi, der sendes ud. De universelle vibrationer et enkelt vift med din hånd sætter igang.

Da jeg flyttede til København for fire år siden glædede jeg mig til at udforske byens mange små teaterscener. Jeg ville lade mig opsluge af deres intense stemning, teaterrøg, eksperimental nutidssatire, højtravende, klassisk drama, smagen af sminke, et hurtigtbankende, opslugt hjerte, fugtige øjne og glitter-glimtende sceneskift. Jeg ville blive en kulturel kosmopolit og le på de smarte barer sammen med resten af kultureliten. Stjernenætter, cosmopolitans, elegante, dansende ben hen ad fortovet på vej til den næste scene, den næste forestilling, fulgt af forårsblomsterduft og en jazzsaxofons bølgende toner.

Men det var bare en drøm. En drøm i en hverdag, der hurtigt fandt sin vante gænge. Jeg holdt den i live, når jeg sad træt om aftenen i sofaen og scrollede gennem teaterscenernes Instagram-profiler. Men så forleden greb jeg ud efter handlingen. Vinkede med hånden og sendte vibrationer gennem universet. Jeg klikkede på et billede, på et link, og jeg bestilte billetter til en forestilling.

Og så stod vi dér. Foran Sort/Hvid i Kødbyen. De lukkede os ind i deres hemmelighedsfulde, bløde mørke og herinde bag de tunge gardiner havde de bygget deres bud på en bid af verden. Den elektroniske verden. Og der var farvet lys og teaterrøg. Og skuespillerne smøg sig rundt med dansende kroppe og intense øjne, smed deres replikker højt op i luften til DJ’enes lydtæpper, der regnede ned over dem i takt til de skiftende farver fra projektørerne. Jeg jublede og var plaskforelsket i hver og en af dem. “Luk mig ind i jeres verden, tag mig med,” bad jeg. Og det gjorde de. De tog mig helt ind, tog min hånd og inviterede mig ned på scenen sammen med resten af publikum til en kærlighedsdansende hyldest til techno-musikken.

På vej hjem sang metroen klagende ud i mørket, som den snoede sig gennem tunnelen. En punker med tis-orange hår og lang plasticlæderfrakke gik forbi. Han stod af på Nuuks Plads. En ung kvinde med mørkeblå jeans med bootcut og langt honningfarvet hår kom ind og satte sig foran os. Jeg kunne ikke se hendes ansigt for det bølgende honninghår, men jeg var sikker på, hun havde blomster på kinderne. Og i øjnene. Men hun vendte aldrig ansigtet mod os. Måske havde hun slet ikke noget ansigt. Kun brusende, honningfarvede bølger.

Opfyldt af den simple, barnlige glæde danser jeg hen ad metroens blanke, grå sten. “Tror du, mit liv er et teaterstykke?” spørger jeg Bjørn. “Ja,” svarer han. Der er ingen blomsterduft eller jazzsaxofon, da vi stiger op fra metroens undergrund. Kun den iskolde vintervind slår imod os. Jeg betragter Nordvests slidte bygninger, mens vi går hjemad, og jeg føler mig som en ægte, kulturel kosmopolit.

Så nemt og enkelt – og så uendeligt, forbandet svært – er det at omsætte en drøm til virkelighed. En simpel, lille handling, der sætter energier i bevægelse og skaber ringe. Jeg øver mig på at skabe hverdagseventyr og øjbliksmagi.