En plan om et tilbageblik

Jeg havde en masse små idéer om, hvad jeg skulle i det nye år. Ikke fordi, jeg lavede nytårsfortsætter. Heller ikke fordi, jeg egentlig mærkede noget særligt skift fra det ene til det andet. Egentlig flød jeg bare lidt fra det ene til det andet uden rigtigt at bemærke det. Men der var alligevel en stemning af “nyt år”. Og selv om jeg ikke ville tage fat på dag 1, så spirede der alligevel små idéer og ønsker og drømme om alle de ting, jeg kunne og gerne ville, når jeg endelig stod med et helt nyt år i hænderne.

Men det nye år har slet ikke haft energien af nyt med sig. Ikke endnu. Og jeg var ellers skiftet helt over allerede midt i januar. Der stod jeg. Helt klar til nye energier og planer. Men der var ingenting. Kun tåge og kulde og stilstand. En uendelig række af grå, sløve, lukkede dage. Dage i venten. Dage i træthed. Kun lejlighedsvis har en solstråle kunne finde en sprække i det grå og sende lidt lys og et strejf af ny, frisk energi ned til os. Så jeg ved jo, at den er på vej. Den nye, friske energi. Den suser rundt over de grå skyer, som en regnbue, der er faret vild. Det synger og drysser med stjernstøv, når den bugter sig hen over himlen i dens jagt på et hul i stilstanden, så den kan komme ned og stråle lidt farvelade ind i hjerterne på os.

En af de små idéer, jeg havde liggende klar til det nye år, var at lave en opsamling over sidste år her på bloggen. Jeg har min journal fra sidste år liggende under stuebordet. Dér har den ligget i to måneder. Jeg har forsøgt at dække den med andre bøger for at undgå dens bebrejdende blik. “Skal vi ikke snart komme i gang, eller hvad?” Og det ville jeg jo gerne. Altså, det ville jeg virkelig gerne. Men jeg har ikke kunne.

For ligeså meget jeg mærker lysten til at skrive rive og flå i min sjæl. Ligeså meget modstand har jeg åbenbart mod det. Som en fysisk kraft bliver jeg stødt væk fra computeren, og får jeg den endelig tændt, overmandes jeg af træthed og slaphed. Jeg har flere ufærdige kladder end udgivne blogindlæg med 2021-mærket på. Det er som om ordene begynder at snuble over hinanden. At mine egne forventninger er blevet skruet alt for højt op. Hvis jeg ikke skriver om guldstrøgne åbenbaringer, hvad er min berettigelse så til at fylde mere ud på internettet?

Men her til aften fandt jeg Beslutsomheden frem. Jeg har gravet 2020-journalen ud fra bogbunken. Og nu ligger den her ved siden af mig, klar til at give et overblik over mine tanker hele sidste år, mens jeg skriver et blogindlæg om min plan om at skrive et blogindlæg om mine tanker i 2020…

Jeg giver slip på mine forventninger om “den rigtige måde at gøre det på.”
Jeg byder omveje og uventede oplevelser velkommen. Der er ikke noget her, der skal være perfekt. Nu er jeg i hvert fald i gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *